Formands griller
Vi forsøger at skaffe fadøl fra nogle af vores lokale mikrobryggerier, og du/I er velkomne til at komme tidligere – der falder såmænd nok en forfriskning af, men til gengæld bliver du helt sikkert sat i sving med forberedelser, fx med borddækning, salatsnitning, jordbær-rensning osv. Vi kan sagtens bruge hænder til de mange små tjanser, der gør et sådant arrangement hyggeligt og vellykket. Vi er i gang fra middagstid, så kom når du/I kan. Giv gerne besked på nedenstående tlf.nr. eller mail, hvis du/I kan hjælpe, så vi kan planlægge forberedelserne.
I skrivende stund kendes menuen ikke, men tidligere deltagere kan vidne om lækker grillmad med relativ stor opfindsomhed, behørigt garneret med lækker øl.
Adressen er Ny Mæglergårds Allé 40, 2660 Brøndby Strand (for de VIRKELIG gangbesværede kan der tilbydes transport fra Brøndby Strand Station, hvor S-tog og flere busser har stoppested). Ellers er der ca. et kvarters rask trav fra Brøndby Strand eller Vallensbæk St.
Medbring dig/jer selv og tøj til lejligheden – hvis vejret er til det, starter vi med udendørs leg og hygge. Det er denne gang ikke nødvendigt at medbringe smageglas, men så er der til gengæld plads til at medbringe et par (eller flere) af yndlingsøllene til fælles bedste – der forefindes trillebør med isterninger! Vi forventer at I er trætte og mætte omkring kl. 22.00, så dem der bliver hængende derefter, bliver sat i gang med opvask, plæneklipning, træfældning m.v.
Prisen for hele herligheden er kr. 200,- pr. person inkl. mad og drikke.
Vi håber at se rigtig mange medlemmer, nye som gamle – formandens kone har dog sat en grænse ved 25 deltagere, så det gælder om at være hurtig på tilmeldingsknappen!
Hvis du/I har spørgsmål – eller har en leg/opgave/aktivitet – så kontakt formanden på tlf. 20932293 eller kim.danoe@ale.dk.
Højt Skum!
Susanne og Kim Danø