Hvem brygger landets bedste alkoholfrie øl?

Tivoli og Danske Ølentusiaster inviterer alle bryggerier til at deltage i konkurrencen om titlen "Danmarks Bedste Alkoholfri Øl 2026". Læs her, hvordan man deltager som bryggeri eller gæst.

 

Dansk Mesterskab i Alkoholfri Øl er tilbage! Efter de seneste to års succesfulde kåringer af landets bedste alkoholfri øl gentager Danske Ølentusiaster og Tivoli nu begivenheden, hvor landets mest spændende alkoholfrie øl bliver hyldet. Kom med lørdag den 23. maj og oplev en dag fyldt med velsmag, innovation og bryggerkunst på højeste niveau.

Tilmelding

Send en mail til info@dmialkoholfriøl.dk med følgende oplysninger:


• Bryggeri
• Øllets navn
• Alkoholprocent
• Kategori

 

Indsend jeres øl

Senest 23. marts skal vi have modtaget jeres
øl:

 

Tivoli
Hammerholmen 26
2650 Hvidovre

Mindst 99 cl pr. øl.
På pakken skal I skrive:
Att.: Martin Johansen
“DM i Alkoholfri Øl”

Konkurrencebetingelser – DM i Alkoholfri Øl 2026

• Kun alkoholfrie øl fra 0,0 % til 0,5 % kan deltage.
• Alle øltyper er velkomne, hvis de markedsføres som øl og er danskbrandet.
• Øllene inddeles i overgæret og undergæret efter Danske Øldommeres stilartsdefinitioner (se oeldommer.dk).
• Inddeling sker ud fra øllets stil, brygintention, gæringstype og sensoriske udtryk – uafhængigt af alkoholindhold og metode til alkoholfri fremstilling.
• Øl brygget med alternative gærstammer placeres i den kategori, der stilistisk passer bedst.
• Øldommere kan ændre kategori, hvis en øl er placeret forkert.

 

Antal øl pr. bryggeri

• I kan indsende så mange øl, I ønsker.
• Kun én øl pr. bryghus kan gå videre til finalen.
• Hvis flere øl fra samme bryghus er i top 8, går kun den bedst placerede videre – pladsen gives til næste øl på listen.

 

Udvælgelsen

• Et uafhængigt dommerpanel af Danske Øldommere udvælger de otte bedste øl gennem blindsmagning.

• Finalister får besked medio april.
• I skal kunne levere 12–15 liter af jeres øl til Tivolis lager før finalen.
Det er et krav, at en repræsentant fra bryghuset er fysisk til stede i Tivoli den 23. maj – ellers udgår øllet.

 

Finalen i Tivoli – 23. maj

Et dommerpanel bestående af professionelle øldommere, ølentusiaster og Tivoli-gæster vurderer de
otte finalister og kårer:

• Vinder i hver kategori
• Den samlede vinder af DM i Alkoholfri Øl – Danmarks Bedste Alkoholfri Øl 2026

Vær med til at kåre vinderen

I år har du mulighed for selv at blive en del af dommerpanelet, der skal finde frem til Danmarks bedste alkoholfri øl. I selskab med erfarne øldommere og eksperter smager vi os gennem de otte finalister, som er udvalgt efter en blindsmagning blandt alle landets bryggerier.

Finaleøllene konkurrerer i to kategorier:

  1. Overgæret
  2. Undergæret

Vinderen i hver kategori bliver hyldet, men kun én øl tager den prestigefulde titel som Danmarks Bedste Alkoholfri Øl 2026.

 

Alkoholfri øl som aldrig før

 

Efterspørgslen på alkoholfri øl er i eksplosiv vækst, og kvaliteten har aldrig været højere. DM i Alkoholfri Øl sætter fokus på netop dét, der gør kategorien så interessant: nytænkning, smag og solidt håndværk. Kom og smag på det fineste alkoholfrie øl, som de danske bryggerier har at byde på.

 

Praktisk information

 

  • Dato: Lørdag d. 23. maj 2025

  • Tidspunkt: følg med her på siden

  • Sted: Fællesteltet på Plænen, Tivoli

  • Vært: Anders Mundelin, ølentusiast og en underholdende formidler

  • Billetter: Inkluderer smagning af finaleøllene, fagligt indspark fra øldommerne samt en let frokostservering.

 

Billetter bliver sat til salg på Tivoli.dk