Nyheder

Nyhed

Test: 100 alkoholfrie øl

ØLentusiasteNs redaktør og hans hustru levede et nøjsomt liv i januar og smagte rundt regnet 130 forskellige alkoholfrie øl. 100 af øllene anmeldes her


Del nyhed :

Øllene er for de flestes vedkommende købt i webshopperne lowalcohol.dk, alkoholfributik.dk, øldåsen.dk og www.alkoholfrishop.dk. Ellers har vi handlet ind i de fleste dagligvareforretninger i Horsens og omegn, hvor udvalget er meget forskelligt.

 

Don’t Worry Julebryg

Svaneke Bryghus
Mørk ale – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Svaneke Bryghus lancerede på Danske Ølentusiasters festival i 2015 Danmarks første økologiske alkoholfri øl – Green­light. I dag har Svaneke Bryghus fem økologiske øl på programmet, som alle hedder noget med ”Don’t Worry”

 

Julebryggen er en mørkebrun ale med fyldig krop og masser af skum. Duften præges af fyrrenåle og citrus hvilket nok skyldes brugen af humletyperne Chinook og Hallertauer, mens smagen domineres af rugbrød og chokolade. Don't Worry Julebryg blev i øvrigt kåret som Årets Julebryg i JPs juleguide.
Ratebeer: 2,13 – Untappd: 1,98

 

Don’t Worry Hemp Ale

Svaneke Bryghus
Pale Ale – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Det bornholmske bryghus har tre hampeøl på programmet, og ingen af dem kan man blive høj af. Deres alkoholfri version er velkomponeret og beriget med den tyske Arianahumle og Bornholmerhamp. I smagen fornemmes malt, lyst brød, frugt og grassy hamp. I den urteagtige aroma spores der bær og tropisk frugt. Meget helstøbt og harmonisk.
Ratebeer: 2,23 – Untappd: 2,20

 

Don’t Worry Pilsner

Svaneke Bryghus
Pilsner – 0,5%
Karakter: 3,5

Pilsner­varianten, der er krydret med humlerne Ariana, Calista og Mandarina, kan tilfredsstille de fleste pilsner-entusiaster. Nørder kan spore noter af ferskner, røde bær og citrusfrugter i den rene, dejlige og friske smag. Dejlig tørstslukker og en rigtig velsmagende plæneklipperøl. Skræm­mer ikke nogen væk, tværtimod er den tiltrækkende, mild og folkelig.
Ratebeer: ? – Untappd: ?

 

Don’t Worry Brown Ale

Svaneke Bryghus
Brown Ale – 0,5
Karakter: 3,5

 

Svaneke Bryghus’ Brown Ale er mahognifarvet, saftig og sødmefyldt. I smagen spores der noter af ristet malt, tørrede frugter og chokolade. Masser af velsmag og harmoni. Lækker øl. Glimrende til det klassiske danske vinterkøkken.
Ratebeer: 2,58 – Untappd 2,33

 

Don’t Worry Pale Ale

Svaneke Bryghus
Pale Ale – 0,5%
Karakter: 4,0

Økologisk alkoholfri pale ale med en frisk lækker og blød maltkrop og en frisk, forførende og frugtig aroma med toner af passionsfrugt, ferskner, fyrrenåle og citrus. Det hele afrundes med en fornuftig bitterhed. Utrolig letdrikkelig pale ale. Lækker på en sommerdag, man kan nemt få lyst til en til.
Ratebeer: 2,71 – Untappd: 2,53

 

Skovlyst Ellebryg

Skovlyst Production
Pale Ale – 0,5%
Karakter: 4,0

 

Ellebryg er en mørkgylden alkoholfri ale, der brygges på det familieejede Egger-bryggeri i Østrig. Øllen har en let kara­melsmag, er let fyldig og mild med en fi­nurlig skovsmag. Dejlig og imødekommende. Skovlyst Ellebryg blev i 2019 fortjent kåret som nr. 1 i forbrugerrådets TÆNK’s ”Bedst i test” af alkoholfrie øl.
Ratebeer: 2,42 – Untappd: 2,42

 

Skovlyst Ellebryg Jul

Skovlyst Production
Brygget hos Privatbrauerei Fritz Egger
Dunkel – 0,5%
Karakter: 4,0

 

Den kastanjemørke julebryg er beriget med tysk Perlehumle, enebær og appelsinsaft. Duft og smag som leder tankerne hen på skovbund, grøn mos og fyrretræer. Fin efter en skovtur i det spæde forår og godt alternativ til den lette rødvin.
Ratebeer.com: 2,38 – Untappd: 2,13

 

Skovlyst Alkoholfri India Pale Ale

Skovlyst Production
India Pale Ale – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Skovlysts alkoholfri gyldne India Pale Ale er brygget af det familieejede Van Pur-bryggeri i Polen. Mild IPA, meget pilsneragtig i smagen omend lidt fyldig. Men er man heldig kan man i duften spore noter af citrus, blomster og nåletræer. Men lidt anonym.
Ratebeer: 2,31 – Untappd 2,59

 

Fur Alkoholfri Pale Ale

Fur Bryghus
Pale Ale 0,5%
Karakter: 2,5

 

Den alholfrie Pale Ale fra Fur Bryghus er let sødlig med en maltet smag med noter af korn, brød og flødekaramel, i duften spores der primært malt og en let floral bitterhed. I afslutningen fornemmes der brød og bitterhed. Umiddelbart ikke en tørstslukker, men fin til det danske frokostbord.
Ratebeer: 2,38 – Untappd 2,38

 

Fur Alkoholfri Jule Ale

Fur Bryghus
Mørk ale – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Flot mørk farve, tæt lækkert skum. Duften emmer af mørkristet malt (rugbrød på den rigtig gode måde). Blød mundfornemmelse, med tilpas kulsyre. Lækker sødlig smag af mørkristet malt og fin bitterhed der varer længe. Virkelig et godt alternativ til mørke stærke øltyper, når det skal være lav-alkohol.
Ratebeer: 2,86 – Untappd: 3,34

 

Ørbæk Fynsk Fri

Ørbæk Bryggeri
Hvedeøl med hyldeblomst – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Ørbæk Bryggeri kan noget med hyldeblomst. Selvom det nok kan irritere en del ølhipstere, så har deres Fynsk Forår lært mange at sætte pris på øl. Naturligvis er der solide noter af hyldeblomst i duft og smag, men det dominerer på ingen måde øllen. Fin maltduft, let sødme og masser af smag. Blød og behagelig eftersmag. Fint alternativ til middagens lyse vine, passer nærmest perfekt til lette retter som salat, fisk og skaldyr.
Ratebeer: 2,08 – Untappd: 2,40

 

Ørbæk IPA Fri

Ørbæk Bryggeri
IPA – 0,5%
Karakter: 3,0

IPAer har ikke været en del Ørbæk Bryghus’ signaturøl i mange år. Men på det seneste har Ørbæk lavet flere spændende økologiske IPAer, også denne alkoholfrie IPA, som er krydret med humlerne Cascade og Mandarina Bavaria. En støvet IPA med masser af humlesmag med noter af friskslået græs og citrusfrugter.
Ratebeer: 2,60 – Untappd: 2,63

 

Ørbæk Brown Ale Fri

Ørbæk Bryggeri
Brown Ale – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Der er ikke ret mange alkoholfrie og slet ikke økologiske brown ales på markedet. – Så derfor skal Ørbæk Bryggeri have ros for Brown Ale Fri, der langt hen ad vejen minder om en traditionel brown ale. Den kastanjefarvede ale er domineret af en ristet karamelsmag med noter af mørke tørrede frugter, ristet rugbrød, samt en eftersmag af espresso og mørk chokolade.
Ratebeer: 2,18 – Untappd: 2,35

 

Ørbæk Frisk Fri Hindbær

Ørbæk Bryggeri
Sour – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Økologiske Frisk Fri er ikke til at tage fejl af – alkoholfri sour ale med hindbær – står der på etiketten. Som noget unikt er den gæret to gange med både mælkesyrebakterier og en speciel alkoholfri gær. Dufter dejligt af sommerhindbær, og har en frisk og let syrlig smag. Men både syrlighed og hindbær må godt have været mere markant. En lidt for mainstream sour.
Ratebeer: 2,52 – Untappd: 2,23

 

Herslev Hop On

Herslev Bryghus
Pale Ale – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Støvet gylden alkoholfri velhumlet Pale Ale. Aromaen har noter af halm, frugt, humle og malt. Smagen er sød med noter af honning, halm, æbler, pærer, humle og antydninger af citrusfrugter. Masser af pondus i smagen. Afslutningen er behageligt bitter.
Ratebeer: 2,63 – Untappd: 2,74

 

 

Økologisk Brus Kvæde

Herslev Bryghus
Frugtøl –0,0%
Karakter: 3,0

 

Er der tale om en øl? Herslev Bryghus skriver selv: Det er et filosofisk spørgsmål. BRUS er brygget efter fuldstændig de samme principper som vores øl, og fortsætter: Økologisk, alkoholfri læskedrik, brygget på malt uden tilsat sukker. Sødmen trækkes ud af malten og giver en dybere, mere nuanceret smag. Den lette og afrundede syre kommer fra fermenteret hø og lokale kvæder.

 

Den er i hvert fald lige så meget øl som flere andre alkoholfrie øl, men den smager som frugtig læskedrik. Fås også i en version med æble og ingefær.
Ratebeer: 2,79 – Untappd: 3,02

 

Gleipner

Bryggeriet Frejdahl (Vestfyen)
Citra IPA – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Bryggeriet Vestfyens vikingemærke Bryggeriet Frejdahl har generelt mange glimrende øl på programmet. Ifølge den Nordiske Sagalitteratur blev Gleipner smedet til at holde Fenrisulven. Gleipner var, trods sin fine tekstur, den stærkeste lænke nogensinde. Det var først ved Ragnarok, at den blev brudt. Ølmæssigt holder Gleipner også. Der er tale om en mild og folkelig let sødmefuld IPA med noter af citrus og tropefrugter. Meget harmonisk – fin til frokostretter.
Ratebeer: 2,64 – Untappd: 2,64

 

Willemoes Mosaic

Bryggeriet Vestfyen
IPA – 0,5%
Karakter: 4,0

Willemoes Mosaic IPA er en single-hop pale ale med den frugtige Mosaic-humle, som er ken­de­teg­net ved sin fyl­di­ge smag med no­ter af ferskner, mango, ci­trus, sten­frug­ter og fyrrenåle. Den ufiltrerede gyldne øl har det hele. I Forbrugerrådet TÆNKs alkoholfrie test i juni 2019, lå Willemoes Mosaic i toppen og fik prædikatet ”meget god”. Det er også en af de bedste danske alkoholfrie IPAer i vores optik.
Ratebeer: 2,89 – Untappd: 2,7

 

Braunstein Let Nordisk Brown

Bryghuset Braunstein
Brown Ale – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Den økologiske øl fra Køge skal hældes meget forsigtigt op, da det er noget af en skumfidus. Livligheden går igen i den tørre ristede maltsmag med spinkle noter af karamel og chokolade. Aromaen er tør og brændt. Alt i alt en upersonlig brown ale.
Ratebeer: 2,30 – Untappd: 1,84

 

Braunstein Let Nordisk IPA

Bryghuset Braunstein
IPA – 0,5%
Karakter: 2,0

Igen en voldsom karboneret øl fra Braun­stein, dog ikke så slem som den alkoholfri Brown Ale.

Tåget øl, dufter ikke godt, tyndbenet, tør frugtagtig, gæragtig og svovlholdig med en dæmpet bitterhed. Kedelig alkoholfri IPA. Bedre held næste gang.
Ratebeer: 2,44 – Untappd: 2,26

 

Skands CPH All Night

Bryggeriet Skands
Pale Ale – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Let støvet lysegul øl. Sød og blomstrende aroma. Mild frugtagtig og behagelig smag med en passende mængde humlebitterhed.

 

Men nyde den hele natten i København er nok for meget af det gode. Men hæderlig alkoholfri Pale Ale fra Brøndby. Fin fro­kostøl.
Ratebeer: 2,10 – Untappd: 1,89

 

Nonnen Pale Ale

Klosterbryggeriet
Pale Ale – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Ikke overraskende at Nonnen er alkoholfri. Lettere tåget pale ale med en let sødmefuld smag med noter af malt og lidt pap. Maltet aroma med noter af korn og hø Fin bitterhed til den gode side. God til frokostbordet med de fede retter, som vil klæde bitterheden.
Ratebeer: 2,0 – Untappd: 2,75

 

Põhjala – Winter Hearts

Brygget af Pohjala og Kihoskh i et collab
IPA – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Den københavnske ølkøbmand Kihoskh har lavet et alkoholfrit vinterbryg sammen med Põhjala fra Estland. Umiddel­bart skulle det være en IPA, men det ligner mere en New England IPA – hvid-gul og ekstremt støvet – samtidigt med at den er meget frugtig. Om det er fordi, det er en vinterøl, at den er beriget med granskud, vides ikke, men det dominerer både duft og smag mere end den brugte humle.
Ratebeer: 2,99 – Untappd: 2,65

 

High On Taste

TeeDawn
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,0

TeeDawn, der får kontraktbrygget alt deres øl – primært i Tyskland, brygger udelukkende alkoholfrie eller alkoholsvage øl. High On Taste, som udelukkende sælges i Lidl som et Wassim Hallal-brand, er ifølge Ratebeer identisk med TeeDawns egen Gentle Lager. I duften spores der sæbe, vådt korn og svovl. Smagen er meget traditionel med en tør og bitter finish. Men meget anonym i forhold til malt og humle. Kedelig i længden. Så selvom Gourmetkokken Wassim Hallal, der bl.a. er kendt fra Michelin-restauranten Frederikshøj i Aarhus lægger navn til øllen, så er det ikke en gourmet-pilsner.
Ratebeer:1,89 – Untappd: 1,85

 

Gourmetbryggeriet Økologisk Brown Ale Honning

Gourmetbryggeriet (Harboe)
Brown Ale – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Gourmetbryggeriet i Roskilde var et af de første mikrobryggerier i nullerne, som bryggede fremragende øl. Men økonomien hang desværre ikke sammen og bryggeriet blev opkøbt af Harboe i Skælskør. I flere år har Gourmetbryggeriet været brygget på Het Anker i Belgien, men nu får Harboe vist nok brygget GBs øl på Skanderborg Bryghus. Hæderlig sødladen Brown Ale med spinkle noter af malt, chokolade og honning, men man er ikke i tvivl om, at der er tale om en alkoholfri øl.
Ratebeer: 2,29 – Untappd: 2,32

 

Harboe Pilsner Non-Alcoholic

Harboe Bryggeri
Pilsner – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Hæderlig industriversion af en alkoholfri pilsner. Smagen er uomtvistelig tysk/tjekkisk inspireret. Maltsødme med noter af korn, majs og urter, ikke meget bitterhed i afslutningen. OK smag og bestået.
Ratebeer: 2,23 – Untappd: 1,93

 

Theodor Schiøtz Anarkist Hazy IPA

Albani Bryggerierne (Royal Unibrew)
IPA – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Støvet og ufiltreret IPA, som fint lever op til navnet. Kodeord er tropiske frugter, blomster og citrus. Den meget støvede og lette øl har en tydelig duft af humle og malt.

 

Humlerne popper virkelig op i smagen og træder tydelig frem. Dejlig fyldig bitterhed med lang eftersmag. Lækker humlebid, som ikke er overdrevet i eftersmagen.
Ratebeer: 2,98 – Untappd: 3,07

 

Royal 0,0 Classic

Royal Unibrew
Classic – 0%
Karakter: 3,5

 

Royal 0,0% Pilsner springes over, da den tidligere har været anmeldt. Royal 0,0% Classic er relativ kraftig og potent, trods det er en alkoholfri øl. Forholdsmæssigt maltrig og med en ristet karamelsødme. Masser af mørk maltsmag. Eftersmagen hænger ved og gir god mundfylde.
Ratebeer: 2,10 – Untappd: 2,19

 

Carlsberg Nordic Ale

Carlsberg
Ale – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Nordic Gylden Bryg, Carlsbergs alkoholfrie pilsner, er den klar bedst sælgende alkoholfrie øl i Danmark, og fås i kufferter med 24 dåser. En kuffert er aktuelt på tilbud i Bilka til 80 kroner. Det er desværre ikke muligt med Nordic Ale, som er et glimrende alternativ og mindst lige så god. Den ravgyldne øl domineres i smagen og aromaen af malt og lys karamel, og er let sødlig, blød og rund. Dejlig afbalanceret og glimrende frokostøl.
Ratebeer: 2,21 – Untappd: 2,41

 

Tuborg Nul

Carlsberg
Pilsner – 0,0%
Karakter: 3,0

 

Tuborg Nul påstår at være Tuborg’sk i smagen. Det holder dog ikke, men hver ting til sin tid. Let maltet aroma, let ci­trushumle og frugtagtig, velbalanceret fylde og en sødme, der er godt stemt af med en passende efterbitterhed. Kan sagtens nydes om nødvendigt.
Ratebeer: 2,07 – Untappd: 1,98

 

Henry Gose Lightly

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Gose – 0,3%
Karakter: 4,5

 

Henry Gose Lightly er en megafrisk øl med både belgiske og tyske rødder – gueuze og gose. Dejlig syrlig, frugtig og frisk med spinkle noter af salt og koriander. En livlig øl, lettere champagneagtig. Meget fin alkoholfri aperitif, som langt de fleste vil sætte pris på, men man får også lyst til et kæmpe fad skaldyr.
Ratebeer: 3,25 – Untappd: 3,52

 

Henry and his Science

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Flemish Primitive – 0,3%
Karakter: 3,5

 

Meget mild, let og lys øl, som dog er helt sin egen. Udover Mikkellers egen gær­stamme, Mikkellensis, er der kun brugt smagsneutrale ingredienser til denne øl. Blødhed og syrlighed i skøn forening med en note af passionsfrugt. Fin eftersmag med behagelig syrlighed. Ren Flemish Primitive. Kan aktuelt købes i BILKA.
Ratebeer: 3,09 – Untappd: 3,19

 

Mikkeller Limbo Series: Riesling

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Flemish Primitive med riesling – 0,3%
Karakter: 5,0

 

Mikkeller har udviklet Flemish Primitive-ølstilen sammen med det belgiske bryggeri De Proefbrouwerij, hvor Mikkellers egen gærtype mikkellensis bliver brugt. I denne version er den pivfriske øl tilsat saft fra rieslingdruer fra Mikkellers egen vingård. Dejlig vinøs og utrolig læskende. Men selvom mange tror, at der ikke er tale om øl, så er det et yderst lækkert alkoholfrit ølalternativ til hvidvin og cider.
Ratebeer: 3,36 – Untappd: 3,56

 

Mikkeller Limbo Series: Yuzu

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Flemish Primitive med yuzu – 0,3%
Karakter: 4,0

 

I Flemish Primitive-ølstilen er der ikke voldsom fokus på humle, men til gengæld bidrager Mikkellers egen gær til at give øllet en syrlig smag. I denne version er det den asiatiske yuzu-frugt der dominerer. Den let støvede lysgule øl har en frisk citrusagtig duft og en dejlig grapelignende smag, som på ingen måde minder om øl og slet ikke kan sammenlignes med tradionelle alkoholfrie øl.
Ratebeer: 3,17 – Untappd: 3,43

 

Mikkeller Limbo Series: Lime

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Flemish Primitive med lime – 0,3%
Karakter: 4,0

 

Ligesom sine limbo-kusiner er der masser af frugtnoter. Lime er denne gang en glimrende smagsgiver. Resultatet er solid lime/citrussmag og eftersmagen er pikant syrlig. Der er dog en lille hage ved Mikkellers lækre Limbo-serie, de er ikke helt så kalorielette som de fleste andre alkoholfrie øl. Men pyt, livet skal også nydes en gang imellem.
Ratebeer: 2,88 – Untappd: 3,25

 

Mikkeller Limbo Series: Raspberry

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Flemish Primitive med hindbær – 0,3%
Karakter: 4,5

 

De Proefbrouwerij har registreret Flemish Primitive som et trademark. De oprindelige Flemish Primitive var malere, der bragte en ny stemning eller tone ind i maleriet, svarende til hvad Mikkeller og De Proufbrouwerij gør med øllet.

 

Hindbær­varianten i Limbo er i hvert fald ganske farverig. Den er fræk højrød og voldsom forførende. Fantastisk frisk smag af hindbær i skøn fusion med en frugtig og syrlig oplevelse. En højsommerøl af de bedste, som nok skal vinde mange hjerter. Kan aktuelt købes i BILKA.
Ratebeer: 3,39 – Untappd: 3,51

 

Mikkeller Limbo Series: Blueberry

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Flemish Primitive med blåbær – 0,3%
Karakter: 1,5

 

Rød med rød på. Blåbærrød. Skummet er tæt og rødt. Sød og syrlig smag. Virkelig spækket med blåbærsmag. Ligheden til saft er meget tæt, en sammenligning med øl er svært.

 

Men da dåsen blev åbnet – bare en lille smule – kom der en fontæne af skum ud – og det var særdeles heldigt at den røde væske ikke var årsag til en katastrofe. Så derfor dumper den ellers velsmagende øl.
Ratebeer: 3,51 – Untappd: 3,69

 

Drink'in the Sun Lemon

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Amerikansk Hvedeøl med lemon – 0,3%
Karakter: 3,0

 

Mikkellers absolut mest solgte øl Drink’in the Sun kommer nu med tilsat citron. Sour smag, men ikke sur, citronen er i harmoni med smagen af øl.

 

Fin læskende nydeøl i solskinnet eller som en before dinner aperitif. Den vækker smagsløgene på en blid måde.
Ratebeer: 3,11 – Untappd: 3,24

 

Beer Geek Flat White

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Stout – 0,3%
Karakter: 4,0

 

Den mest berømte øl fra Mikkeller må være kaffestouten Beer Geek Breakfast, som første gang kom på markedet i 2006, og allerede dengang blev kåret som en af verdens allerbedste stout. Siden har Mikkeller brygget mere end 100 forskellige øl med navnet Beer Geek.

 

Beer Geek Flat White er en alkoholfri version. Duft af kaffe, tør smag med kaffenoter, og et ekstra twist af chokolade og en bid syre/citrus.

 

En snyder smagsmæssigt, da man ikke fornemmer, at den er næsten er uden alkohol.
Ratebeer: 3,17 – Untappd: 2,36

 

Beer Geek Flat White Christmas

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Stout – 0,3%
Karakter: 4,0

 

Mikkeller XMas Beer Geek Flat White har en duft af specialristet kaffe, smagen er mørk – en blanding af mørk chokolade, espresso og brunkager. Generelt en lækker mundfølelse og god til julens knas.

 

Godt nok får Mikkellers alkoholfrie Beer Geek gode karakter på Untappd og Ratebeer, men det er dem, der får de laveste karakterer af alle Beer Geeks.
Ratebeer: 2,25 – Untappd: 3,28

 

Drink’in the snow

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Krydret Pale ale – 0,3%
Karakter: 3,5

 

Hyggelig jule- eller vinterbryg krydret med appelsinskal og koriander. Meget mere julet end mange traditionelle alkoholstærke julebryg (selv om der ikke længere er nogen entydig definition på julebryg). Blød let maltet smag, noter af sirup og en let bitterhed. Eftersmagen er lang og med tilpas bitterhed. Afgjort en øl der egner sig godt til de braiserede vinterretter.
Ratebeer: 2,82 – Untappd: 2,84

 

Kinder Series: Xtra Grapefruit

Mikkeller (De Proefbrouwerij’)
Flemish Primitive med grapefrugt – 0,0%
Karakter: 3,5

 

Kinder Series: Xtra Grapefruit – hvordan skal det forstås – børn er normalt ikke til grape. Men ellers er der en fin autentisk grape-smag parret med lidt syrlighed. Bulls eye. Der mangler dog noget elegance i forhold til Limbo-serien.
Ratebeer: 3,26 – Untappd: 3,45

 

Hoegaarden Rosee 0,0%

Brouwerij Hoegaarden – AB InBev, Belgien
Witbeer med hindbær – 0,0%
Karakter: 3,0

 

Det er svært at smage forskel på den almindelige og den alkoholfrie Hoe­gaarden Rosee, men det skyldes nok at en meget sødladen sommerlig hindbærsmag dominerer. Virkelig et lækkert lyserødt alternativ til den søde mousserende fordrink til den gravide, oldemor eller de unge konfirmander, som foretrækker lav alkohol af den ene aller anden grund. Men hardcoreølentusiaster vil nok rynke på næsen.
Ratebeer: 2,45 – Untappd: 3,34

 

Leffe Blond 0,0%

AB InBev, Belgien
Belgisk ale – 0,0%
Karakter: 3,5

 

Minder smagsmæssigt meget overraskende om en almindelig Leffe Blond, som jo er et megabrand. Krystalklar med let mørkegul farve. Krydret gæraroma med toner af frisk frugt. Nok er det ikke en pilsner, men en belgisk ale og er klart bedre end mange alkoholfrie pilsnerkopier. Fint belgisk alternativ.
Ratebeer: 2,42 – Untappd: 2,62

 

Leffe Bruin 0,0%

AB InBev, Belgien
Belgisk ale – 0,0%
Karakter: 3,5

 

Sætter man pris på den traditionelle Leffe Bruin, vil man også kunne nyde den mørke Leffe i en alkoholfri version. Duft af mørke malte, stenfrugter, svesker. Masser af velsmag og man savner ikke alkoholen. Og skal det være alkoholfrit kan den sagtens nydes til en middag med rødt kød.
Ratebeer: 2,53 – Untappd: 2,49

 

Stella Artois 0,0%

AB InBev, Belgien
Alkoholfri pilsner – 0,0%
Karakter: 3,0

 

Stella Artois, som verdens største bryggerikoncern står bag, har lavet en alkoholfri version af Belgiens mest solgte øl. Med enkelte undtagelser så er alle alkoholfrie øl kalorielette, men i Stella Artois er der kun 18 kcal. pr. 100 ml, og det gør den til en af de mest kalorielette øl. Meget let og ren i smagen – 100% fejlfri – men også meget, meget lidt smag. Kan helt sikkert bruges som tørstslukker efter gå-, cykel- eller løbeturen.
Ratebeer: 2,70 – Untappd: 2,70

 

Sport Zot Alcoholvrij

Huisbrouwerij De Halve Maan, Belgien
Belgisk ale – 0,4%
Karakter: 3,5

 

Familiebryggeriet/brewpubben De Halve Maan er absolut et besøg værd i belgiske Brugge. Den er brygget på basis af deres kendte Brugse Zot og er en blond belgier med sødlig aroma og smag med noter af
melon, pærer, honning, citrus og gær. Dejlig humlet og frisk afslutning.
Ratebeer: 2,73 – Untappd: 2,79

 

Roman Ramon

Brouwerij Roman, Belgien
Belgisk ale – 0,3%
Karakter: 3,0

 

Ramon fra belgiske Brouwerij Roman er den perfekte tørstslukker. Roman Ramon Roman, man kan godt blive forvirret, og den orangegule dåse hjælper ikke med at forstå den relativt enkle øl. Let syrlig, med noter af lemon, frisk smag, og let bitter finale. Læskende og imødekommende, men heller ikke mere.
Ratebeer: 2,93 – Untappd: 2,79

 

Sunny Moon

Slaapmutske, Belgien
(De Proefbrouwerij’)
Belgisk ale – 0,3%
Karakter: 2,5

 

Sunny Moon fra belgiske Slaapmutske er en frisk og let alkoholfri øl. Kodeord er syrlige bolsjer, citrus og let bitterhed. Fin nydeøl, rummer intet ubehageligt, men er også lidt anonym.
Ratebeer: 3,03 – Untappd: 2,78

 

Nada IPA

Brouwerij van Viven, Belgien
(De Proefbrouwerij’)
IPA – 0,3%
Karakter: 3,5

 

Nada IPA er kreeret af Krystle Traen, der er en af de få kvindelige brygmestre i Belgien. Hun driver bryggeriet sammen med sin mand Tony fra byen Vivenkapelle. I duften spores der passionsfrugt, citrus og moden frugt. Tør og lidt spinkel smag, der dog hurtigt forsvinder i munden og efterlader en behagelig bitterhed. En fin sommerøl, der læsker i solen med masser af skaldyr på tallerkenen. Men der er også noget jomfrueligt over den.
Ratebeer: 3,12 – Untappd: 3,15

 

Palm 0.0

Brouwerij Palm, Belgien
(Swinkels Family Brewers)
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,5

 

Palm 0.0 er en mørk, ravfarvet og fyldig øl med en let maltsmag og spinkle humlenoter. Øllen skulle være til en hemmelig blanding af urter, men de kan ikke smages. Har man gode smagsløg kan man fornemme at den 100% alkoholfrie øl er belgisk.
Ratebeer: 2,63 – Untappd: 2,41

 

Jupiler 0.0

Brasserie Piedboeuf, Belgien (AB InBev)
Pilsner – 0,0%
Karakter: 3,5

 

Brasserie Piedboeuf er en del af verdens største ølkoncern AB InBev, så det vil være skuffende, hvis der ikke var tale om en fejlfri industripilsner. Jupiler 0,0% skuffer ikke. Smag og duft af malt, majsbrød, derudover antydning af honning, citron og en snert af syre, let metallisk finish. Letløbende alkoholfri pilsner fra Bruxelles.
Ratebeer: 1,93 – Untappd: 2,24

 

Lervig No Worries IPA

Lervig Aktiebryggeri, Norge
IPA – 0,5%
Karakter: 3,0

 

En let humlet og forfriskende IPA. Støvet mørkegul og juicy look. Passionsagtig duft. Tør, let fraværende bitterhed, men med en let syrlighed i eftersmagen. Fin læskende IPA, men bør serveres iskold.
Ratebeer: 3,12 – Untappd: 3,26

 

Lervig No Worries Grapefruit

Lervig Aktiebryggeri, Norge
IPA – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Der er tale om No Worries IPA, som er beriget med grapefrugt. Igen en støvet øl. Duft af friskpresset grape, smager pikant af grape og har en lille snert af bitterhed fra humlen. Fin øljucie. Primært nok en drink, der har sin største berettigelse i solskin i sommerhalvåret.
Ratebeer: 3,19 – Untappd: 3,34

 

Lervig No Worries Pineapple

Lervig Aktiebryggeri, Norge
IPA – 0,5%
Karakter: 4,0

 

Lervig No Worries Pineapple er en ny alkoholfri øl fra Lervig og er meget interessant. Alternativ ananasjuice. Dufter indbydende intens af ananasfrugt med en syrlig og tropisk note. Smagen er meget frugtig og dejlig bitter med en grapeagtig eftersmag. Kort sagt en helsedrik som nok kan pirre en nonalkoholisk humlenørd.
Ratebeer: 2,99 – Untappd: 3,28

 

BrewDog Punk AF

BrewDog, Skotland
IPA –0,5%
Karakter: 2,5

 

Skotske BrewDog har lavet mange forskellige øl der hedder BrewDog Punk et eller andet, og de fleste er glimrende. Men PUNK AF (Alcohol Free) er den kedeligste Brewdog Punk-variant. Flot gylden farve, næsten klar og flot skum. Kraftig duft af fyrretræ, græs og syrlig brød. Men sagen er virkelig tyndbenet og vandet.
Ratebeer: 2,91 – Untappd: 2,95

 

Adnams Ghost Ship AF

Adnams, England
Pale ale – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Den traditionelle Adnams Ghost Ship, der blev lanceret i 2010, er en spøgelsesfuld pale ale, der henter inspiration fra Adnams 600 år gamle hjemsøgte pub, The Bell. I den alkoholfri version er der brugt byg- og rugmalt, som giver en rugbrødsmaltet tone, mens brugen af amerikanske humler giver en citrusnote i øllen. Blød mundfylde med et nip humle, let bitter finale. Fin og drikkelig. Men den traditionelle version er meget bedre.
Ratebeer: 3,10 – Untappd: 2,87

 

Brothers in Law 0.5 Hoppy Lager

Brothers in Law, Holland
Brygget af Loonbrouwerij BV
Pilsner – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Historien fortæller, at de tre svogre Tim, Felix og Tim alle er passionerede ølnørder og har altid arbejdet med øl. Så da de kom i familie med hinanden, var det naturligt at de etablerede Brothers in Law i Utrecht. Deres 0.5 Hoppy Lager, er som navnet antyder en velhumlet pilsner med spinkle noter af passionsfrugt, citrus- og grapefrugt, som smelter sammen. Rund og blød afslutning med et dejligt humlebid.
Ratebeer: 3,18 – Untappd: 3,0

 

Heineken 0.0

Heineken, Holland
Pilsner – 0,0%
Karakter: 3,0

 

Teknisk fremragende øl. Helt på højde med de bedste industrielle alkoholfri pilsnere. Læner sig meget op af den traditionelle Heineken. Men ligeså teknisk fremragende den er, lige så anonym er den. Yderst spinkle noter af malt og humle. Men at det er en forfriskende, letløbende tørstslukker, kan man ikke tage fra den.
Ratebeer: 2,24 – Untappd: 2,35

 

Bavaria 0.0% Original

Bavaria Brouwerij, Holland
Swinkels Family Brewers
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,5

 

Swinkels Family Brewers er en bryggerikoncern, der bl.a. ejer de belgiske bryggerier Steenbrugge, Palm og Rodenbach, samt hollandske De Molen og trappistbryggeriet La Trappe. Bryggeriet står også bag Bavaria. Bavaria 0.0 er en let sødladen pilsner med en spinkel humle- og maltaroma med enkle noter af brød og korn. Hæderlig alkoholfri pilsner. Men kusinen Bavaria 0.0% Wit er klart at foretrække.
Ratebeer: 1,94 – Untappd: 2,05

 

Grolsch 0.0

Grolsche Bierbrouwerij, Holland
(Asahi, Japan)
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,5

 

Til en ølsmagning med Torben Mathews i 1994 var pilsneren Grolsch på programmet – som dengang og i dag var og er den en glimrende oplevelse. Den alkoholfrie variant fejler ikke noget, men er meget upersonlig i forhold til klassikeren. Naturligvis er den forfriskende og rimelig pilsner-ish med et let humlebid og fin drinkability, men heller ikke mere.
Ratebeer: 2,3 – Untappd: 2,3

 

Braxzz Porter

Braxzz, Holland
Porter – 0,0%
Karakter: 4,5

 

Braxzz i Amsterdam satser udelukkende på at lave alkoholfrie øl og ciders, og deres slogan er ”Zero Compromise”. Braxzz Porter er noget så sjældent som en alkoholfri mørksort meget aromatisk og smagfuld porter. Solide espresso- og chokolade-noter med antydninger af dadler og figner. Meget spændende alkoholfri porter, men man kan godt savne varmen fra alkoholen.
Ratebeer: 2,70 – Untappd: 2,64

 

Budels Malt 0.0%

Budelse Brouwerij, Holland
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,0

 

Budelse Brouwerij er et mindre hollandsk bryggeri, som har godt 20 klassiske øl på programmet, heraf tre alkoholfrie øl. Budels Malt 0.0% er en økologisk pilsnerlignende øl med en lidt for solid maltsødme i smagen, som gør øllen lettere uharmonisk, hvor sødmen kolliderer med bitterheden. Derudover er eftersmagen også lidt besynderlig.
Ratebeer: 2,15 – Untappd: 2,37

 

Budels Malty Dark 0.0%

Budelse Brouwerij, Holland
Dunkel – 0,0%
Karakter: 3,5

 

Smagen er sød, maltet og fyldig med lidt smag af korn, karamel og en smule urt. I duften spores der mørkristet malt og karamel. Blød og rund. Glimrende ledsager til mange tunge vinterretter.
Ratebeer: 2,65 – Untappd: 2,41

 

Kronenbourg 1664

 

Blanc Sans Alcool
Kronenbourg, Frankrig (Carlsberg)
Witbier – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Den almindelige Kronenbourg 1664 Blanc, der læner sig op af de belgiske witbier, blev lanceret i 2006 og er i dag en af Frankrigs mest populære hvedeøl. Heldigvis minder den alkoholfrie version meget om originalen. I glasset er den støvgul, og i smagen spores der friskbagt hvedebrød, ferskner og citrus, og i den sødlige frugtige duft er der noter af frisk gær og citrus. En af de bedre alkoholfri witbier og dejlig sommerøl, hvis man skal køre bil til stranden.
Ratebeer: 2,55 – Untappd: 2,65

 

Le Petit Béret Blonde

Le Petit Béret
Ale – 0,0%
Karakter: 3,5

 

Le Petit Béret er et fransk foretagende i Languedoc Roussillon, der både producerer vin og øl, men om de selv brygger øllet er uvist. Uanset hvad – så er alle vin og øl økologiske alkoholfrie. I den filtrerede gyldne blonde er der parfumerede noter af frisk gær, æbler og ananas. Elegant harmoni i smagen og blød mundfylde. Det har natuligvis ikke noget at gøre med smagen, men det er fantastisk flotte flasker Le Petit Berets alkohofrie øl præsenteres i – og de sælges både i 33 og 75 centiliter. De vil pynte på mange frokostborde.
Untappd: 2,71

 

Le Petit Béret Tequila Ale

Le Petit Béret
Ale –0,0%
Karakter: 3,0

 

Tequila-øllen er udviklet af sommelier Dominique Laporte, en af bagmændene bag Le Petit Béret. Det er en alternativ filtreret ravfarvet ale med en særdeles tydelig tequila-note. Det første der spores er en likøragtig honningduft. Tequilaen er til gengæld svøbt ind den sødlige smag, mens eftersmagen domineres af tropisk honning. Fin alkoholfrit supplement til alcopops.
Untappd: 2,6

 

Brooklyn Special Effects

Brooklyn Brewery, USA
Amber Lager – 0,4%
Karakter: 4,5

 

Amerikanske Brooklyn Brewery er næsten altid garant for glimrende øl. Deres kobberfarvede Special Effects mangler i princippet kun alkoholen for at være en perfekt øl. Den yderst velafbalancerede øl har en dejlig duft og smag af malt og humle med noter af karamel, fyrretræ og citrus. Ærgerligt at flasken tømmes for hurtigt.
Ratebeer: 2,94 – Untappd: 3,14

 

Estrella Damm Free

Grupo Damm, Spanien
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,5

 

En meget letløbende alkoholfri lys ravfarvet lager fra det spanske bryggeri Estrella Damm. Ifølge varedeklarationen brygget af vand, 8% bygmalt, majs, glukose-fruktosesirup, ris og humle. Resultatet er ren og frisk øl, men med en meget anonym smag. En øl helt uden spræl og ganske overflødig i Danmark.
Ratebeer: 1,65 – Untappd: 2,33

 

Budweiser Budvar B:Free

Budejovicky Budvar, Tjekkiet
Pilsner – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Den traditionelle Budweiser Budvar er en tjekkisk klassiker. Blød, ren og fin i udtrykket. Markant floral bitterhed fra nationalhumlen Saaz i fuld balance med de lyse malte. Det er krystalklare B:Free også, fin maltet smag, behagelig restsødme og indbyder til store slurke. Let bitter eftersmag som hænger ved. Men der skal sgu’ være alkohol i tjekkisk øl. Tjekkerne er dem der drikker mest øl pr. person i verdenen, og det er ikke alkoholfri øl.
Ratebeer: 2,19 – Untappd: 2,28

 

Alternativa 0.0

Birra Artigianale
Princess, Italien
Lager – 0,0%
Karakter: 2,0

 

Italienske Princess er en producent af alkoholfrie vine, som også har en enkelt alkoholfri øl på programmet – Alternativa 0.0 Birra Artigianale. Den er livligt karboneret, har et fint stabilt skum og fin tør finish – og så er alt positivt sagt. Meget spinkle noter af korn og græs, temmelig vandig og minimalt bitter.

 

Måske Princess skal holde sig til at producere alkoholfri vin.
Ratebeer: 1,80 – Untappd: –

 

Erdinger Alkoholfrei Zitrone

Privatbrauerei Erdinger
Radler / Shandy – 0,0%
Karakter: 1,0

 

Uanset om det er en Radler eller en Shandy, er det svært at finde antydning af øl i denne besynderlige drik. Citron dominerer totalt i både duft og smag i den sødladne drik. Det er i hvert fald ikke en øl for voksne mennesker.
Ratebeer: 3,40 – Untappd: 3,04

 

Paulaner Hefe-Weissbier Alkoholfrei

Paulaner Brauerei, Tyskland
Weissbier – 0,5%
Karakter: 4,0

 

Klassisk smag af banan, abrikos og tørrede frugter. En sjov detalje er, at en halv liter alkoholfri hvedeøl rundt regnet blot indeholder de samme kalorier som 33 cl almindelig pilsner, selvom den smager af meget mere. Fyldt med velsmag og
smoothness. Fyldig og aromatisk. Yderst velbrygget og svær at gøre efter.
Ratebeer: 2,44 – Untappd: 2,76

 

Franziskaner Hefe-Weissbier Alkoholfrei

Spaten-Franziskaner-Bräu, Tyskland
Weissbier – 0,5%
Karakter: 3,5

Alkoholfrie hvedeøl er både vitaminrige og isotoniske og dermed sunde for mange atleter, der har behov for fysisk restituering. Nu behøver man nødvendigvis ikke at været atlet for at nyde en Franziskaner, som er let sødmefuld med noter af frisk brød, bananer og nelliker.
Ratebeer: 2,54 – Untappd: 2,86

 

Störtebeker Bernstein-Weizen Alkoholfrei

Störtebeker Braumanufaktur, Tyskland
Økologisk Weissbier – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Störtebeker økologiske Bernstein-Weizen er helt sin egen, og minder på ingen måde om de glimrende sydtyske Weissbier. Mindre kan også gøre det. Det er en mild og letstøvet hvedeøl, lettere sødmefyldt med smagsnoter af korn og malt. Dertil kommer der en tydelig brød­eftersmag.
Ratebeer: 2,32 – Untappd: 2,77

 

Störtebeker Atlantik Ale Alkoholfrei

Störtebeker Braumanufaktur, Tyskland
Pale ale – 0,0%
Karakter: 4,0

 

Bryggeriet Störtebeker i hansestaden Stralsund er opkaldt efter piraten Klaus Störtebeker, der plagede havene for 600 år siden. Störtebeker Atlantik Ale kombinerer bitterheden fra pilsner med det frugtige fra hvedeøl og citrusnoter fra pale ale. Konklusionen er en maltet duft, markant smag af malt, dog er humlen fraværende og der er næsten ingen bitterhed. Men dejlig tørstslukker.
Ratebeer: 3,43 – Untappd: 3,41

 

Maisel’s Weisse Alkoholfrei

Brauerei Gebrüder Maisel
Bayreuth, Tyskland
Weissbier – 0,4%
Karakter: 4,0

 

Så er vi i operabyen Bayreuth i Bayern, der er kendt for sine årlige Wagnerfestspil og den pragtfulde weissbier Maisel’s Weisse, som også kan nydes i en næsten lige så ypperlig alkoholfri version. Den støvede ravfarvede øl er sødmefuld med noter af hvede, bananer, æbler og nelliker. Det er noget tid siden, vi sidst har nydt Maisel’s traditionelle weisse, så denne her kunne sagtens snyde os til at tro, at det er den ægte vare.
Ratebeer: 2,70 – Untappd: 3,19

 

Oettinger Malz

Oettinger Bier Gruppe
Maltøl – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Öttinger Malz er en mørk, maltet sød øl der minder om dansk hvidtøl – bare uden alkohol. Eller måske om den legendariske Vita Malt, som nogle ølentusiaster hyldede for 20 år siden. Uanset hvad så bør den være et tilbud til alle beboere og patienter på plejehjem og sygehuse. Den er sød uden at blive kvalm, og giver en god fornemmelse i munden som et dejligt maltbolsje.
Ratebeer: 1,10 – Untappd: 2,95

 

Beck’s Blue

Brauerei Beck & Co, Tyskland
Pilsner – 0,3%
Karakter: 3,5

 

I 2001, da Brauerei Beck var det fjerde største bryggeri i Tyskland, blev bryggeriet opkøbt for 1,8 milliarder euro af Interbrew, der siden er blev til verdens største bryggerikoncern AB InBev. Men bryggeriet i Bremen er stadigvæk garant for en god nordtysk pilsner, og deres alkoholfrie Beck’s Blue minder meget om en traditionel Beck’s med en fin frisk maltsmag og dejlig vedvarende humlet eftersmag.
Ratebeer: 1,70 – Untappd: 2,26

 

Perlenbacher 0,0%

Brygget for Lidl, Tyskland
Champigneulles (TCB Beverages), Frankrig
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,5

 

At Lidl har ni-ti forskellige alkoholfrie øl på hylderne fast er flot. Denne øl er en ud af Lidls to egne alkoholfrie øl, men selvom Lidl er en tysk discountkoncern, er denne øl overraskende nok brygget i Frankrig. Hæderlig letløbende pilsner, frisk, tør og ren, med diskrete noter af byg og humle.
Ratebeer: 2,12– Untappd: 1,87

 

Bitburger 0.0

Bitburger Brauerei Th. Simon, Tyskland
Pilsner – 0,0%
Karakter: 3,0

 

Bitburger 0.0 skulle være kendt som Bitburger Drive, når du er på ferie sydpå. Simpel alkoholfri pilsner med masser af smag, malt, let humle, frisk og appetitlig. De tyskere er kanondygtige til at lave letdrikkelige og velsmagende alkoholfrie pilsnere.
Ratebeer: 1,95 – Untappd: 2,42

 

Perlenbacher Alkoholfri

Lidl (Frankfurter Brauhaus)
Pilsner – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Lidl har to forskellige alkoholfrie pilsnere med navnet Perlenbacher, en med 0,0% alkohol, en med 0,5% alkohol. Umiskende­lig maltsmag/kornnoter. Typisk tysk/øst-europæisk islæt. Maltrig eftersmag. Meget mainstream. Slår jeg op på nettet, så har Lidl også en alkoholfri IPA, men den er ikke på det danske marked, og den havde jeg hellere set på hylderne.
Ratebeer: 1,64 – Untappd: 2,06

 

Clausthaler Extra Herb

Binding-Brauerei (Radeberger)
Pilsner – 0,4%
Karakter: 3,0

 

En relativ ny lille lillebror til den normale alkoholfrie Clausthaler. Extra Herb er beriget med Cacade-humle, og det er en pilsner med noter af hø, korn og frisk humle. Men stadigvæk mild og letdrikkelig, dog med en vis bitterhed i eftersmagen.
Ratebeer: 2,30 – Untappd: 2,64

 

Krombacher Alkoholfrei

Krombacher Brauerei, Tyskland
Pilsner – 0,0%
Karakter: 2,5

 

Det forlyder at pilsneren fra Krombacher er den mest populære alkoholfri øl i Tyskland. Under alle omstændigheder er det en tør, let humlet øl med fin bitterhed. Allround alkoholfri pilsner, harmonisk, men også lidt anonym, som mange andre alkoholfri pilsnere.
Ratebeer: 2,24 – Untappd: 2,54

 

Krombacher 0,0 Weizen


Krombacher Brauerei ,Tyskland
Weizen – 0,0%
Karakter: 2,5

 

Bryggeriet Krombacher er efter sigende Tysklands næststørste bryggeri. Krom­bacher 0,0 Weizen er en sød alkoholfri hvedeøl uden de store armbevægelser. Tæt fint skum. Let frugtig maltet smag, men måske lidt spids i eftersmagen.
Ratebeer: 2,25 – Untappd: 2,82

 

Patronus Alkoholfrei

Lidl (Privatbrauerei Eichbaum)
Weissbier – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Lidl sælger både Patronus Weissbier med standardstyrke og denne alkoholfri version. Begge med en munk på etiketten. Men det er en rendyrket industriøl. Malt-fed, men spinkel hvedeølsmag i den tyske stil med svage spor af bananer, æbler og nelliker. Det er dog Lidls eneste alkoholfri hvedeøl, og det er bedre end ingenting.
Ratebeer: 1,31 – Untappd: 2,30

 

Zaraz Wracam Pomarancza Bezalkoholowe APA

Browar Nook, Polen
APA – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Browar Nook er et forholdsvist nyt bryggeri fra Kielce i Polen, som allerede er begyndt at blande sig i toppen af den spændende polske ølverden. Der er en tydelig smag fra tilsætningen af appelsin. Resultatet er en sød lækker nektarduft, syrlig og blød mundfylde med en let ci­trusagtig eftersmag.
Ratebeer: 2,69 – Untappd: 3,14

 

Freeky APA

Browar Maryensztadt, Polen
APA – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Freeky APA fra polske Maryensztadt er næsten mere en IPA end en APA – amerikansk pale ale. I hvert fald rent humlemæssigt i første omgang. Solid smag og duft af amerikanske humler, selvom der ikke er så meget floralt over den støvede ale. Den afsluttende bitterhed er ligeledes afdæmpet, så APA er nok den rigtige stilbetegnelse.
Ratebeer: 3,44 – Untappd: 3,34

 

Bezalkoholowe Mango Ale

Browar Grodzisk, Polen
Ale – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Som navnet Mango Ale mere end antyder, så er der tale om velhumlet orangegul øl tilsat mango og den asiatiske citrusfrugt, calamansi. De første indtryk i den uklare øl er lemon, citrus, mango, og eftersmagen er meget tropisk. Frisk og juicy. Saftig og tørstslukkende.
Ratebeer: 3,51 – Untappd: 3,43

 

Bez Alko% earl grey IPA

Inne Beczki – Browar Blonie, Polen
IPA – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Meget imødekommende IPA, der domineres af den tilsatte Earl Grey-te og citrus. Masser af blomster og lidt parfume i både duft og smag. Trods det, er det en meget letdrikkelig øl, som afrundes af en behagelig bitterhed.
Ratebeer: 3,25 – Untappd: 3,38

 

Szofer

Browar Profesja, Polen
Witbier – 0,5%
Karakter: 2,5

 

Witbier står der på flasken – så må indholdet være belgisk inspireret. Det har sikkert også været udgangspunktet, men Szofer er lidt alternativ, trods sin klassiske hvid-gule tågede farve, smag af koriander og noter af citrus. Det er en mild, spinkel og samtidig anonym witbier.
Ratebeer: 3,36 – Untappd: 3,18

 

Radler Gorzka Pomarancza

Browar Kormoran, Polen
Radler/Shandy – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Masser af citrusfrugt, let saltet, fyldig og fed smag. Eftersmag af appelsin og bitterhed fra olien i appelsinskal. Alt i alt en okay shandy, som lægger sig tæt op af juice. Det der adskiller er bitterheden i eftersmagen. Igen en drik der næsten ingen lighedstegn har med øl.
Ratebeer: 3,70 – Untappd: 3,74

 

Free Sunset

Maltgarden, Polen
Frugt Ale – 0,5%
Karakter: 2,0

 

Tja, det er mere en cocktail end en øl, og skal det være en cocktail til en solnedgang, så skal der være alkohol i. Ind­rømmet – der er masser af noter af mango, kokos, passionsfrugt og lime i den orangefarvede meget søde juice. Nej tak – den bliver nemt for kvalm i længden.
Ratebeer: 3,93 – Untappd: 3,76

 

Ole

Browar Nepomucen, Polen
Spansk Gose – 0,5%
Karakter: 3,5

 

Øltypen Spansk Gose er givetvis en opfindelse af Browar Nepomucen, men Ole er en spændende støvet øl med en forfriskende smag af citrusfrugter og en let saltet eftersmag. Lækker syrlig, på den lækre måde og let snerpende, på den fede måde. Fin og fræk eftersmag. Og så skal man jo heller ikke klage over, at den hedder Ole.
Ratebeer: 3,41 – Untappd: 3,59

 

Unplugged – Bezalkoholowe IPA

Browar Trzech Kumpli, Polen
IPA – 0,5%
Karakter: 2,0

 

Unplugged IPA er den første alkoholfri øl fra det polske bryggeri Trzech Kumpli. Men selvom den har ligget i top 10 over de bedste alkoholfri øl på både Ratebeer og Untappd, så mangler denne version liv og er temmelig kedelig og forvirrende. De fem udefinerede brugte humletyper stikker umiddelbart i hver sin retning. Skæv og bitter smag.
Ratebeer: 3,62 – Untappd 3,60

 

Point Five Non Alcoholic Fruit IPA

Browar Funky Fluid, Polen
IPA – 0,5%
Karakter: 3,5

 

En alternativ øl brygget på byg-, hvede- og rugmalt, samt havre- og hvedeflager og passionsfrugt. Humlerne der er brugt er Citra og Simcoe. Resultatet er, at det næsten mere er en sour, end en IPA. Passionsfrugten giver en sødladen og syrlig intro, mens humle giver en lidt bitter afslutning. Spændende juicy øl, frisk og tiltalende – især for humleelskere på hvid januar.
Ratebeer: 3,45 – Untappd: 3,65

 

Free Gelato Pastry Sour: Passion Fruit, Peach & Pink Guava

Browar Funky Fluid, Polen
Sour – 0,5%
Karakter: 4,0

 

Funky Fluid, navnet på bryggeriet, forpligter, men den alkoholfrie øl Free Gelato Pastry Sour lever fuldt ud op til navnet, især fordi at den på ingen måde virker alkoholfri. De tilsatte frugter – passionsfrugt, fersken og pink guava – gør det godt sammen med den tyske humle Huell Melon, som giver noter af abrikos, melon og jordbær. Meget juicy udseende og masser af modnet frugt i den syrlige smag, der er fræk, eksotisk og lækker. Ikke overraskende er Free Gelato også placeret i top 3 på Untappd over verdens bedste alkoholfri øl.
Ratebeer: 3,69 – Untappd: 4,18

 

Cornelius Hazy APA

Sulimar – Browar Cornelius, Polen
APA – 0,0%
Karakter: 3,0

 

Støvet APA – American Pale Ale – beriget med humlerne Magnum, Cascade, Amarillo og Mosaic, som på ingen måde dominerer. Mild og tør med noter af gran og citrus. Dejlig blid humlebitterhed i eftersmagen. Man bliver lidt lækkersulten, og en tapastallerken passer sikkert perfekt til den polske APA.
Ratebeer: 3,40 – Untappd: 3,49

 

Free For Me – IPA

Brewery Hills, Polen
IPA – 0,5%
Karakter: 3,0

 

En folkelig IPA fra polske Brewery Hills. Meget blød og frugtig, Sprød smag, næsten anonym, med et let humleislæt i eftersmagen. Mild og forårsagtig. Fin tørstslukker til de kræsne.
Ratebeer: 2,81 – Untappd: 3,31

 

Miloslaw Bezalkoholowe IPA

Browar Fortuna, Polen
IPA – 0,5%
Karakter: 3,0

 

Den polske craft beer world stormer frem for øjeblikket. Miloslaw IPA fra polske Fortuna er næsten legendarisk på den alkoholfri ølscene. Den er tørhumlet med de amerikanske humler Citra, Amarillo og Chinook samt den polske nationalhumle Lubelski, derudover er der også brugt sencha earl grey der normalvis er tilsat bergamotteolie. Sidstnævnte er en citrusfrugt, der bidrager med sødme og smag af blomster. En meget letdrikkelig og imødekommende letstøvet IPA, der har en moderat bitterhed, som alle kan sætte pris på. Aktuelt den bedst vurderede alkoholfrie øl på Ratebeer.com.
Ratebeer: 3,74 – Untappd: 3,47

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere