Nyheder

Nyhed

Bloggerfavoritter skaber hype om klassiske stilarter

Bad Seed Brewing banker sig ind i ølentusiasternes bevidsthed.


Del nyhed :

Fra landsbyen Gudumholm, omtrent 14 kilometer fra Aalborg, er bryggeriet Bad Seed Brewing ved at sætte et solidt aftryk på det danske ølkort. Fra at fokusere på moderne IPA-varianter, da bryggeriet åbnede i 2018, er repertoiret vokset signifikant, og klassiske øltyper med et moderne, nordjysk aftryk er blevet en fast del af bryggeriets DNA. Læg dertil et ambitiøst og velplejet fadlagringsprogram, og du har opskriften på et bryggeri, der tager både meningsdannere og den brede gruppe af ølentusiaster med storm.

 

Godt øl er vejen frem

Fredrik Hector Schmidt stiftede bryggeriet i 2018 med et ønske om, som så mange andre bryggerier, at brygge det bedst mulige øl – og øl der er relevant. Verdens bedste øl er alligevel et for vidtløftigt mål, mener bryggeren, der er gået fra at brygge omkring 40.000 liter øl om året til, at de i 2023 formentlig runder 90.000 liter. 

“Jeg har som mål hele tiden at være nysgerrig. Lade mig inspirere og dygtiggøre mig, og aldrig blive selvtilfreds. Men dybest set handlede det om at brygge noget godt øl og få forretningen op at stå,” forklarer Fredrik Hector Schmidt. 

 

Masser humle

Der blev tegnet store humlekontrakter i bryggeriets første tid. Der var store planer, og mange af de planer involverede IPA med masser af humle. Dengang var der usikkerhed om hvorvidt man kunne fremskaffe Citra og Mosaic-humle og for at være sikker på, at der var humle nok – af den rigtige slags – tegnede Fredrik Hector Schmidt en tre år lang humlekontrakt uvidende om både den nært forestående pandemi, men også at lagerøl ville komme til at være en betragtelig del af forretningen. En fleksibel leverandør og gode bekendtskaber i branchen betød dog, at dels blev humlekontrakten delt ud over en længere periode og der blev fundet nogle aftagere på det danske marked af det amerikanske humle, Bad Seed Brewing kunne undvære. 

Det var Neu Pilsner, en pilsner med Hallertau Mittelfrüh og Tettnanger-humler, der ændrede slagets gang. En let drikkelig, sprød, tysk pilsner. 

Det er dog på ingen måde ensbetydende med, at Bad Seed gik fra at brygge moderne amerikansk inspireret IPA til udelukkende at fokusere på tysk øl. 

“Det er meget inspirerende at arbejde med kontinentale tyske humler, som jeg for alvor har opdaget og oplevet potentialet i. Jeg er blevet nysgerrig på, hvor vi kan tage de tyske ølstile til. Jeg kommer fra en meget humlefokuseret baggrund, og derfor vil man også opleve at vores pilsner er meget velhumlede,” forklarer bryggeren.

Der er i hvert fald blevet lagt kimen, og besøger man bryggeriets webshop i dag, kan du være heldig at finde pilsner, vienna lager, altbier, rauchbier kölsch-style, maibock, schwarzbier, kellerbier, helles, ja selv en adambier, blandt IPA fra alle kyster, pale ale, berliner weisse, imperial stout med mere. 

 

Anerkendelse blandt meningsdannere

Bad Seed spænder vidt, men gør det godt. Det stod klart, da de i januar måned ikke blot blev kåret til Årets Bryggeri af bloggerkollektivet BeerbloggersDK, men også løb med prisen for årets øludgivelse, med deres Bourbon Barrel Aged Collossus, en mastodont af en fadlagret barley wine. Netop fadlagring er et af de store projekter som Bad Seed har undervejs. 

“Vi har meget store ambitioner for vores fadlagringsprogram. De bryggerier, vi lader os inpspirere af, har så vanvittig høj kvalitet, at det er noget, vi skal arbejde med i mange år, før vi kan nå det niveau,” siger Fredrik Hector Schmidt, som dog også kan afsløre, at den prisvindende Collossus blot var deres tredje øl, de nogensinde havde fadlagret, og den var forbrugerne særdeles begejstrede for. Den er i hvert fald udsolgt.

 

Personlige projekter

Ambitioner er der generelt massere af i Bad Seed, der stille og roligt udvider. Både sortiment og på kapacitet, men også på medarbejderstaben, hvor Rasmus Haahr og Peter Vad Godtberg Jensen er blevet ansat til stor glæde for Fredrik, der får noget tiltrængt aflastning i både produktion og administration. Mens øllet tidligere bar præg af Fredriks personlige aftryk, understreger bryggeren, at det lige så meget er Rasmus og Peters tanker, smage og visioner, som bliver hældt i gryderne.

“Vi brygger fuldstændig de samme øltyper som stort set alle andre bryggerier i Danmark, så hvad er det vi kan? Vi gør meget ud af at få vores visioner, idéer og inspirationer til at fylde og definere vores øl, og det er det, der er med til at skabe fremdriften i Bad Seed. Det er i høj grad det, der er essensen af, hvem vi er, og hvad der gør Bad Seed til, hvad det er.”

De tre bryggere har en forkærlighed for de gamle tyske øltyper, og når bryggeriet lader bryggernes visioner og interesser præge øllet, er det naturligt, at der altid er lagerøl på lager.

“Det er på ingen måde nyskabende, når vi bevæger os ud i at brygge pilsner eller adambier, men vi vil gerne undersøge undervejs, hvad netop disse øltyper kan. Derfra kan vi så give vores bud på, hvad øltypen kan blive til. Det er et forsøg på at give folk nogle gode oplevelser, som de ikke vidste, de ville have, og den tanke er jeg meget draget af, frem for bare at give folk det, de ved, de vil have,” forklarer Fredrik Hector Schmidt.

 

West coast skal udforskes

Folket får dog også det, de vil have. Nummer 3 på listen over ølbloggernes bedste øl i 2023 var nemlig også fra Bad Seed, nemlig deres Slice of Sunshine, en moderne fortolkning af west coast IPA’en. 

"West coast IPA er en inspirationskilde, der ikke er udtømt endnu. Jeg tror der er mange øldrikkere, der har stor glæde af at vende tilbage til de lidt mere klassiske varianter, og der er kommet meget mere farve på IPA-udvalget nu, end der har været de sidste fem-otte år, hvor IPA har været meget ensrettet mod de hazy varianter," lyder det fra Fredrik Hector Schmidt og Bad Seed, som gør sit for at bringe glæden ved tysk øl med et nordjysk twist ind i hjerterne på forbrugerne, samtidig med de bevæger fans af store, tunge og fadlagrede øl, og ikke mindst arbejder ud fra mantraet: “Make IPA Clear Again”.



Bryggeri
Bad Seed Brewing

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere