Nyheder

Nyhed

Byg dit eget fadølsanlæg

Fadøl, øl på fustage – sådan skruer du et anlæg sammen


Del nyhed :

Som ølentusiast og håndbrygger kommer spørgsmålet: Øl på fustage – hvordan skruer jeg et anlæg sammen? Det er lige som så mange andre aspekter i ølproduktion ikke så svært, bare man deler det op i små bidder.

 

Lystæt beholder

Som udgangspunkt opbevares øllet i en lystæt beholder (fad eller fustage), der kan holde til tryk på min. 2,5 bar. Til sammenligning er der ca. 1,7 bars tryk i et bilhjul, og 1 bar er ca. 14,5 psi.

 

Hvis du selv laver øl og færdiggærer på fustagen, er det ønskeligt med en overtryksventil for at undgå overtryk i beholderen og evt. sprængning eller deformering af denne.

 

For at få øllet ud af fustagen skal det tappes fra bunden. Dette gøres typisk via et rør, der føres op til en lynkobling på toppen. Herfra ledes øllet til tappehanen. Hvis trykfaldet fra fustagen til fri luft sker for hurtigt under tapningen, frigøres meget kuldioxid (CO2) fra øllet med kraftigt skumdannelse til følge. Ved at indbygge en modstand enten i tappehanen eller i form af et stykke tynd slange kan man selv bestemme skumdannelsen.

 

På professionelle anlæg anvendes ofte en gennemstrømskøler, men har øllet i fustagen den rigtige temperatur, kan køleren undværes.

 

Når der nu tappes fra fustagen, falder trykket, og det bliver nødvendigt at tilføre tryk. Hvis øllet drikkes på få timer, kan man pumpe almindelig luft på fustagen. Tømmes fadet ikke så hurtigt, er den mest benyttede metode at tilsætte CO2. Fra en trykbeholder med CO2 neddrosles de ca. 60-80 bar til det ønskede fustagetryk i en trykregulator. Det ønskede fustagetryk afhænger af øltype, temperatur og personlig smag. Se evt. http://www.haandbryg.dk/carbonering.html.

 

CO2’en tilsluttes også fustagen via en lynkobling, der kan være kombineret med øludgangen som på langt de fleste kendte fade eller separat som på Cornelius.

Samlevejledning

Hvordan skruer jeg så anlægget sammen i praksis?

 

Vi starter med CO2-beholderen. De fås fra små 6-12-16 grams engangspatroner over 300 grams SodaStream genopfyldige trykflasker, til 6-10-? kg professionelle trykbeholdere. Herpå skal trykregulatoren monteres, se Fig. 1 og 2.

 

På udgangen af trykregulatoren monteres kuglehane, slangestuds og CO2-slange. Kuglehanen er ikke strengt nødvendig, men er praktisk hvis der benyttes flere fustager. For at sikre at samlingerne er tætte, benyttes gevindtape.

 

Udgangen af trykregulatoren kan bruges til flere fustager, der skal have det samme tryk.

 

Fordelingen kan foregå med »Y« stykker. Se Fig. 4.

 

Til transport af CO2 bruges armeret plastslange.

 

CO2 kobles på fustagen via lynkoblinger, enten kombineret med ølafgangen, eller på særskilt kobling. Se Fig. 5 og 6.

 

Til fastgørelse af slanger på slangestudser bruges engangsclips af rustfri stål eller genbrugelige clips af plast. Clipsene af rustfri stål monteres med en knibtang og den af plast med en poly-grip-(papegøje-) tang. Se Fig. 7 og 8.

 

Når øllet skal fra fustagen, bruges specialslanger af polyethylen, der er lette at rengøre.

 

For at opnå tilstrækkelig modstand i slangen benyttes ca. 1 meter tynd »bremse«-slange. Overgangen sker via en konverter og den anden ende stikkes direkte i tappehanens bagstykke. Konverteren og bagstykket er forsynet med simple lynkoblinger (SpeedFit fra John Guest) og kan let adskilles, hvis behovet opstår. Se Fig. 9 og 10.

 

Tilbage er nu kun at montere tappehanen i et hul eller flere tappehaner i flere huller.

 

Nu kommer det hårde arbejde med at justere tryk og længden på bremseslangen, teste output, justere igen osv. Det kan sagtens ta’ hele aftenen, men dine venner vil sikkert gerne hjælpe!

 

Denne artikel er oprindeligt bragt i ØLentusiasten nr. 22. Se alle udgaver af ØLentusiasten her.

fadøl
fadølsanlæg

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere