I forbindelse med kåringen af Danmarks bedste alkoholfri øl, har vi smagt os igennem en lang række af danske, alkoholfri øl. Her er et bredt udsnit.
Royal Unibrew – Royal 0,0 % Alkoholfri Classic
Vienna lager 0,0 %
Den karamelgyldne øl har noter af brød, karamel og en snert af citrus. Kroppen er hæderlig, karboneringen høj, og smagen rund. Savner bitterhed og fylde i finish, men smagen er hæderlig, omend til den søde side, og den fungerer fornemt som en tørstslukker.
3 / 5
To Øl – Implosion Fruited
Fruited ale 0,3 %
Rød øl med en klar duft af hindbær. Øllet er friskt, læskende og indbydende. Hindbær dominerer og hyldeblomsten bakker godt op om bærsmag og aroma. Noget kort eftersmag. Øllet har et mildt syrligt bid, men er ikke sur.
3,5 / 5
Ørbæk Bryggeri – Brown Ale Fri
Brown ale 0,5 %
Brun, grumset øl med en aroma, der er præget af brød. Smagen er let krydret, maltet og mildt bitter. Finish er kort og metallisk.
2 / 5
Willemoes – Mosaic IPA
IPA 0,5 %
Flot, gylden øl. Intens frugtig næse, til den modne side. Øllet er juicy, og smagen tropisk med noter af mango og melon.
3,5 / 5
Skovlyst – Ellebryg 0,5
Gylden øl med et ravrødt skær, med en længevarende, hvid skumkrone. En balanceret aroma, hvor både malt og humle kommer til sin ret. Øllet har en behagelig blødhed, der svøber en kraftig karbonering og humlekrydrede noter ind i en dyne af god smag.
4 / 5
Jelling Bryggeri – Alkoholfri Toke
Pale ale 0,5 %
Gylden øl med en høj og tæt skumkrone. Der er brugt et gavmildt skud lakrids i øllet, der er tydeligt i både næse og mund. Lakridsen kan maskere meget, og hvis man er til lakrids, så er det en ret helstøbt oplevelse med en god fylde og lang finish. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var en konventionel øl.
3,5 / 5
Svaneke Bryghus – Dont’t Worry Alkoholfri Classic
Vienna Lager 0,5 %
Øllet er gyldent, skummet tæt og næsen præget af sødlig urt, en snert af karamel og lidt grøn humle. Øllet er kraftigt karboneret og fremstår relativt fyldigt. Den sødlige urt kommer i baggrunden i smagen, som er mere præget af karamelmalt samt florale noter. Finish er noget kort, men det er en tilfredsstillende smagsoplevelse.
3 / 5
Anarkist – Mighty Mild
Mild 0,5 %
Hasselnøddebrun øl med en offwhite skumkrone. Den dufter af et ekstra maltet rugbrød tilsat en snert af brun farin. Kroppen er fyldig, og den klare maltprofil balanceres af en let syre på bagkanten. En rigtig madøl.
3 / 5
Doing Zero – Hazy Lazy
IPA 0,5 %
Flot glas øl med en gylden glød under det høje, tætte skum. Aromaen er præget af citrusnoter og en smule korn. Øllet har en behagelig fylde og en god portion humle, uden det kammer over. Finish er moderat bitter, og den byder endnu en slurk velkommen. Og endnu en…
4 / 5
Bryggeriet Skands – Hops All Night
IPA 0,2 %
Mørkgylden IPA med en imponerende skumkrone. Noter af let moden, tropisk frugt og citrus. Kroppen er fyldig og opleves nærmest juicy. Let bitter og udtørrende finish. Flot alkoholfrit alternativ.
4 / 5
Ugly Duck – Juicebox
NEIPA 0,5 %
Hazy, gylden øl med en noget mild skumdannelse. Til gengæld er aromaen indbydende; som en tropejuice. Det samme er krop og smag. Frisk og juicy, med en fin syre og en blid, men lang finish.
4,5 / 5
Mikkeller – Hazy IPA
NEIPA 0,3 %
Strågul, hazy øl med en fin, hvid skumkrone. Den er tropisk i sin aroma, med passionsfrugt, lime og stenfrugt. Kroppen er let, men ikke vandet. Frisk og humledrevet smag med en blid bitter finish.
4 / 5
Mikkeller – Limbo Riesling
Flemish Primitive 0,3 %
Gylden halmkulør og et ufiltreret look. Skummet er lavt, men fast og aromaen er præget af den tilsatte riesling juice, en snert af malt og fine citrusnoter. Øllet har en knivskarp syre, der på flotteste vis balancerer druesaftens og maltens blide sødmeprofiler. Stor smag og noget af det ypperste alkoholfri øl, jeg har smagt.
5/5
Fur Bryghus – Alkoholfri Pale Ale
Pale ale 0,5 %
Ravgylden pale ale med et højt og luftigt skum. Aromaen er præget af korn, markblomster og en smule sødmefuld urt. Kroppen er let, men frisk og godt karboneret. Smagen af humle er blid og dog let krydret, men bitterheden har et godt bid. Den er let sødlig og hænger længe ved.
3 / 5
Tuborg - Tuborg Classic
Vienna Lager 0,0
Ravgylden øl, der har en ren aroma af malt og korn. Smagen er præget af karamel og har nogle lettere ristede noter i kanten. Kroppen er fin, og den rundes af med en blid bitterhed. En god øl, der skæmmes en smule af en lidt aggressiv karamelsmag.
3,5/5
Mørkets Frembrud
Brown ale 0,5 %
Mahognibrun øl med en langvarig og cremet skumkrone. Duften er præget af toffee, nødder og sød urt. Kroppen er let, og smagen er umiddelbart sød. Der er dog gode bitre noter og syre til at skabe balance samt en smule kompleksitet, som ellers ikke er normen for alkoholfri øl.
3,5 / 5
To Øl – Implosion
IPA 0,3 %
Tåget høgul øl med en høj og tæt, hvid skumkrone. Aromaen er præget af modne, tropiske frugter som melon og mango. Øllet er læskende og smagsfuldt, og det er spændende at dykke ned i øllets fine egenskaber, der er med hele vejen, i den lange eftersmag.
4,5/5
To Øl – Lowmotion Pink
Fruited ale 0,3 %
Pink, tåget øl med minimal skum. Den dufter parfumeret og af hibiscus. Øllet er sødmefuldt og frisk, præget af frugt, og en fin, let syrlig kant. En god og rund oplevelse, som kalder på en tår mere.
4/5
Royal Unibrew – Royal Pilsner 0,0%
Pilsner 0,0 %
Korngul øl med en let skumkrone. Fin duft af korn, malt og markblomster. En smule metal i kanten. Frisk og liflig krop med en moderat bitter finish. Smager konventionelt.
4 / 5
Klosterbryggeriet – Nonnen
Pale ale 0,5 %
Godt humlet aroma i den mørkgyldne øl. Kroppen er fyldig, karboneringen kraftig, og eftersmagen har et godt bittert bid. Smag og aroma er præget af citrusfrugter.
4 / 5
FUR Bryghus – Alkoholfri IPA
IPA 0,5 %
Klar, ravgylden øl med en cremet skumkrone. En brødagtig aroma tilsat gode mængder citrusfrugt. Øllet er let, friskt og slutter bittert. Bunden er domineret af noter af sort te, men der er et godt humlebid i øllet, der tilfredsstiller ganen, især hvis der er mad til.
3,5 / 5
Fanø Bryghus – Det Var Så Lidt
Citra New England IPA 0,3 %
Øllet er tåget og uigennemsigtigt, og den strågule farve har et hvidt skær. Den vinder ikke på udseendet, men næsen er ren Citra-humle, og det er aldrig dårligt. Florale noter blander sig med melon og citrus. Øllet er juicy, men her små otte måneder efter brygning er humlen ikke særligt spændende. Et lille krydret humlebid formår ikke at vinde over en let metallisk og sur efterklang. Frisk er det formentlig (og forhåbentlig) en anden sag.
2,5 / 5
Herslev Bryghus – Under Solen
Pale ale 0,5 %
Lys og let tåget øl med en længevarende skumkrone. Aromaen er båret af grapefrugt og søde, tropiske frugter. Der er en smag af te i øllet, men humlenoterne sørger for et godt modspil til den sødlige te, og en fin syre og bitterhed tilføjer en god dybde. Ultimativt er den noget sød, og den savner bitterhed, men ellers en rigtig god frokostøl.
3 / 5
Svaneke Bryghus – Don’t Worry Non-Alcoholic Brown Ale
Brown ale 0,5 %
Det er en lys nøddebrun øl med en standhaftig beige skumkrone. Duften er let ristet og maltet. Umiddelbart en fin fylde, men klart til den lette side, og en god afrundet smag af let ristede nødder. Maltsødmen er balanceret godt op mod en solid bitterhed. Smagen af te er til stede, men i et lag under aromastofferne.
4 / 5
Carlsberg – Nordic
Pilsner 0,0 %
Klar og gylden pilsner, der står rigtigt flot i glasset. Aromaen består dog af en omgang maltvand tilsat sarte noter af citrus. Kroppen er let, frisk og kraftigt karboneret. God bitter finish. Iskold fungerer den godt som en tørstslukker, hvor smagen af sødt brød overdøves af kulsyre og humlebitterhed. Står den for længe i glasset, er den ikke så rar. Bedre end jeg husker den.
2,5 / 5
Bryggeriet Frejdahl – Gleipner
Citra IPA 0,5 %
Klar og gylden øl med et let rødligt skær. Skumkronen er fast, og næsen er rig på citrusfrugter. Øllet er behageligt i ganen, selvom kulsyren er kraftig. Smagen er præget af florale noter, citrusfrugter og sødmefuld malt. Bitterheden er tilpas, og eftersmagen fremstår krydret og varer længe.
3,5 / 5
Hornbeer – Cølibat
Pale ale 0,5 %
Cølibat er en lystig pale ale, der gerne vil ud af flasken. Trods sit noget tidlige klimaks er der stadig god øl at finde i denne godt humlede, gyldne pale ale. Den er rig på tropiske citrusnoter, og kun en anelse sød maltbund findes i smagen, der i stedet præges af humle, korn og en snert af metal, som formentlig kan forbindes med den ret kraftige karbonering. Eftersmagen er bitter og en smule kort og vandet, men helhedsindtrykket er godt.
3,5 / 5
Skovlyst – Ahornbryg
Ale 0,5 %
Flot brun øl med et blødt caffe latte skum. Der er noter af ristede nødder, sød malt, korn og blomster. Smagen vækker minder om fordum tiders øllebrød, tilsat milde nødde- og humlenoter. Eftersmagen er lang, blid og sødmefuld.
3 / 5