Lokalafdeling Djursland

Nyhed

“Der er grund til forsigtig optimisme”

At øl er politik, er næppe gået nogens næse forbi den seneste tid. Ølentusiasten har spurgt Bryggeriforeningen, hvordan de som landets førende øl-lobby-virksomhed bidrager til arbejdet for udbredelsen af det gode øl.


Del nyhed :

Den nye direktør for Bryggeriforeningen, Nick Hækkerup, har nu siddet seks måneder i direktørstolen i den store villa i Valby. De seks måneder er ikke gået stille for sig; der har været nok at se til. Derfor besøgte Ølentusiasten Bryggeriforeningen og Nick Hækkerup en vindblæst januardag for at høre, hvordan den tidligere sundheds- og justitsminister er landet i en branche, der alt andet end lige, adskiller sig kraftigt fra kulturen på Borgen.
“Jeg er faldet godt til og begynder at have en klar fornemmelse af, hvad jobbet indebærer. Jeg lærer folk at kende og ser, hvor dedikerede branchefolkene er. Selvfølgelig handler det også om at tjene penge, men der er forbundet så meget stolthed omkring de øl, de brygger,” fortæller Nick Hækkerup, da vi sætter os om mødebordet med en kop kaffe og en danskvand fra en af foreningens medlemmer.

 

Stolt branche
Hækkerup gik af som Justitsminister den 1. maj og startede i Bryggeriforeningen måneden efter den 1. juni. Et jobskifte, som fik medierne til at stå forbløffede tilbage. Det synede som et trin ned af karrierestigen, men for Nick Hækkerup handlede det om mavefornemmelsen.
“Det var noget, jeg havde gået og tænkt over længe. Jeg ville gerne prøve noget andet. At være politiker er meget krævende. Det indebærer mange ofre, og hvis man ikke går efter at vinde hver en sag, kan det godt blive hårdt og træls (at bringe de mange ofre, red.). Derfor kunne jeg mærke, på mig selv, at nu var tiden inde til at prøve noget andet, og jeg synes dette job var en rigtig, rigtig god og spændende mulighed.”
Når man spørger Hækkerup i dag, er han da heller ikke i tvivl om, at han har fået det ud af jobskiftet, som han havde håbet.
“I det første halvår har jeg lært meget, og jeg lærer stadig meget. Jeg synes, at det er en dejlig branche at være i. Folk er positive, folk er hjælpsomme, og folk er stolte af det, de går og laver, og samtidig er danskerne også glade for de produkter, bryggerierne laver.”

 

Ansvarlig ungdom
Men det første halvår har ikke været lutter lagkage. Der var allerede kritik af Bryggeriforeningen stort set samme dag, som Nick Hækkerup meldte sin afsked til Folketinget. En kritik, som Nick Hækkerup skulle forholde sig til, en måned før han officielt var startet. Bryggeriforeningen havde støttet en række ungdomspartier indirekte, via Ansvarlig Alliance, der samler en række ungdomsorganisationer under et tag, for at pleje deres fælles interesser, der lød på, at aldersgrænsen for salg af alkohol ikke skulle sættes op. En politik, der gik imod nogle af ungdomspartiernes moderpartier, og også Nick Hækkerups tidligere kollegaer i regeringen. Professor i statskundskab og ekspert i lobbyisme, Peter Munk Christiansen, kaldte det en form for hvidvask. En kritik, Hækkerup og Bryggeriforeningen fortsat er uenige i.
“Det, vi gjorde med de unge, var, at vi sagde til dem: I har den samme holdning, som vi har, og vi vil gerne hjælpe jer med at få et talerør for den holdning. Vi gav dem ikke en holdning. Vi konstaterede blot, at vi havde en sammenfattende holdning, i forhold til en aldersgrænse på 18 år.”
Modsat hvad mange voksne mener, er den yngre generation faktisk ikke helt tosset.
“Som tiden er gået, er jeg også blot blevet mere bekræftet i, at vi står med en generation af unge mennesker, som har båret meget afsavn i forbindelse med coronakrisen. De er uhyre ansvarlige, de kæmper sig igennem uddannelsessystemet, de er mindre kriminelle end tidligere generationer og drikker også mindre. Vores holdning i Bryggeriforeningen er, at det skal vi kvittere for ved dialog og ved samtaler om, hvordan vi har en ansvarlig alkoholkultur og ikke ved at gribe ind med forbud”.
Støtten var altså indirekte ved eksempelvis at hjælpe til med en konference og lignende, men ikke en direkte kontant afregning. En form for lobbyisme, Bryggeriforeningen godt kan se sig selv føre igen.
“Lige nu er det ikke aktuelt, og i hvilken ramme det i så fald skulle være, ved jeg ikke. Men noget af det, vi lige nu bruger vores tid på, er jo blandt andet at få en god dialog med det nye folketing og den nye regering. Vores opgave er jo, at lobby Bryggeriforeningens medlemmer og deres interesser over for beslutningstagerne.

De tunge spørgsmål

Har du en yndlingsøl?


Jeg plejer at sige, at jeg allerbedst kan lide alle vores medlemmers øl - så lægger jeg mig ikke ud med nogen. Men jeg kan godt lide at drikke øl, selvom det er svært at fremhæve en særlig yndlingsøl. Den bedste øl, afhænger af situationen, man drikker den i, og hvad man spiser til den.

 

Har du så en yndlingstype? En øl, du som oftest tager ud af køleskabet, frem for andre?


Det, jeg har stående mest af derhjemme, er pilsnerøl.

 

Hvad er din bedste øloplevelse?


I løbet af det sidste halve år har jeg kørt rundt i landet og besøgt mange af vores medlemmer. Det har givet meget god energi, og er noget jeg har været rigtig glad for at kunne. Det, at jeg har kunne komme ud og snakke med bryggerierne og hørt deres begejstrede historier om deres øl, smage deres øl, og høre dem fortælle om deres syn på verdenssituationen, har været rigtig, rigtig godt.

Øl er godt, øl er sundt, derfor drikker vi det året rundt
En af de interesser, som Bryggeriforeningen senest er kommet i vælten for, er deres stemme i sundhedsdebatten. En debat, der altid raser i januar måned, når diverse nytårsforsæt skal indfries. Bryggeriforeningen tog sagen ved hornene, og startede debatten i december via en artikel i deres medlemsblad. Der er blevet tolket og fejlfortolket på debatten om “sundhedsparnasset og nypuritanerne”, og om hvordan man glemmer, også at tænke på livsglæde. I dagene op til, jeg besøger Nick Hækkerup på Gamle Carlsberg Vej, har direktøren været i et hav af aviser, for at præcisere sit budskab. Han trækker i hvert fald ikke i land, siger han.
“Nej, det gør jeg faktisk ikke. Det, pointen har været, er, at Sundhedsstyrelsen kommer med en anbefaling om, at man højst bør drikke 10 genstande om uge, og højst fire genstande ved én lejlighed. Det siger de, der er solid evidens for. Når man så kigger dem efter i sømmene, så er der ganske rigtigt utroligt mange, sikkert rigtig gode videnskabelige undersøgelser, der opfylder alt, hvad der skal til af videnskab. Men udover det lag af videnskab, der tilføjer man så yderligere ting, såsom at det skal være let at kommunikere anbefalingerne. 10-fire er let at kommunikere.
Det, som jeg har sagt, og som Bryggeriforeningen har sagt, i den diskussion, er bare, at hvis man bevæger sig væk fra evidensen og siger, at der også er andre ting end evidens, der betyder noget, så synes vi sådan set også, at den livskvalitet, der er forbundet med øl, skal tælles ind. Så det er ikke en underkendelse af, at der er evidens og videnskabelige undersøgelser, for det er der helt sikkert.”
Det handler altså om at belyse sagen fra flere vinkler.
“Når vi begynder at trække andre ting ind (i debatten om sundhed, og i forhold til evidens, red.), så bliver det ofte, og for meget, den løftede pegefinger og for meget puritanisme, og for lidt forståelse for, hvad det betyder også at nyde livet og nyde en øl i godt selskab.”
Man kunne frygte, at sundhedsdebatten blev opfattet negativt og også skabe disput på de interne linjer, men ifølge Nick Hækkerup er der opbakning fra medlemmerne til at føre debatten om, at noget af det øl kan, er at føre folk sammen – også i sundhedsdebatten.

 

Mere øldebat
Generelt skal Bryggeriforeningen være mere synlige, og de har fremført en række forslag til regeringen, der skal sikre branchens samfundsbidrag. Hovedpunkterne kalder de: Lettere at drive virksomhed i Danmark, grøn omstilling og økologisk produktion, samarbejdende myndighedstilgang, ansvarligt alkoholforbrug blandt unge og drej forbruget fra høj- til lav-alkoholprodukter.
Herunder er et af emnerne at få vedtaget en afgiftsfritagelse for øl på 3,5 % ABV og herunder.
“I dag er det sådan, at øl op til 2,8 % ABV er afgiftsfritaget, men EU har sagt, at man nu kan afgiftsfritage øl op til 3,5 % ABV. Vores pointe her er, at det vil gøre øl op til 3,5 % ABV billigere. Det betyder, at nogle af dem, som ellers ville drikke stærkere øl, i stedet vil drikke disse øl, og alt andet end lige, vil den sundhedsmæssige belastning blive mindre. Det er en argumentation vi skal have argumenteret for hos dels sundhedsfolk, altså sundhedsudvalg, sundhedsministeren osv., men også hos skatteministeren, for en afgiftsfritagelse vil betyde, at der er nogle indtægter, som skulle stamme fra øl, der ikke kommer i statskassen. Et sted, vi synes de kunne komme fra er fra spiritussen. En flaske vodka til under 80 kroner er urimeligt billigt,” siger Nick Hækkerup og der kan dermed også drages paralleller til den politik Bryggeriforeningen førte med ungdomspartierne. Undlad forbud, men gør den hårde alkohol mindre attraktiv.

 

Øl og mad
Men det er ikke kun politik, der er på dagsordenen i Bryggeriforeningen. Til glæde for Ølentusiastens udsendte er et af de vigtige emner på dagsordenen at udbrede det gode øl på landets restauranter. Et arbejde, der blandt andet skal føres ved samtale med restauranterne, på messer og andre steder, hvor de kan præsentere øllet for dem, der arbejder med mad.
“Der er ingen tvivl om, at danskerne har taget specialøl til sig i et omfang, og det vil også være en motor for, at øllene kommer ind på restauranterne. Samtidig vil det hjælpe enormt meget, hvis folk, når de går på restaurant, spørger ind til hvilke øl personalet kan anbefale til eksempelvis desserten. For hvis det spørgsmål bliver stillet flere gange, så skal restauranterne nok finde ud af, at efterspørgslen er der og finde ud af, hvad øl kan gøre for maden. Forbrugerne har en utrolig stærk forandringskraft, hvis de i flok efterspørger øl, på for eksempel restauranterne.”
Der er altså nok at se til hos Bryggeriforeningen, og lur mig om ikke vi vil høre mere fra dem i den kommende tid.

 

Vil du have et kig med ind i Nick Hækkerups og Bryggeriforeningens spåkugle, kan du læse mere i Ølentusiasten nr. 131.

Bryggeriforgeningen
Forbrugerpolitik

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere