Flere danske bryggerier lukkede end åbnede i 2025. En ny opgørelse fra Bryggeriforeningen viser, at der ved udgangen af året var 207 aktive bryggerier i Danmark – 13 færre end året før. Dermed fortsætter en nedadgående tendens, der har stået på siden 2022, hvor antallet af bryggerier toppede med 261.
Ifølge Bryggeriforeningen er det især de mindste bryggerier, der bukker under. De presses af høje råvarepriser, usikre markedsvilkår og et voksende administrativt pres, som rammer hårdest dér, hvor ressourcerne i forvejen er begrænsede.
”Branchen er presset fra alle fronter: Høje råvarepriser, ustabile geopolitiske forhold, stor konkurrence og ikke mindst bureaukratisk modvind. Vi oplever EU-regulering og implementering af den, som kan få meget negative konsekvenser for en stor mængde arbejdspladser. Det kan kvæle ildsjæle og bremse innovationen i en branche, som vi i Danmark elsker at fremhæve som en succeshistorie”, siger Jakob Houmøller, direktør for Gamma Brewing Co. og repræsentant for de små og mellemstore bryggerier i Bryggeriforeningens forretningsudvalg.

Også hos bryggeriet ÅBEN peger man på de administrative byrder som en afgørende udfordring. Direktør Philip Hulgaard fremhæver, at kravene til dokumentation og indberetning tager tid og fokus fra kerneopgaven.
”Det er trist, når bryggerier må lukke – særligt når en medvirkende årsag er, at der stilles voksende krav til administrative processer såsom indberetningspligt. Vi bruger tid og ressourcer, som vi i langt højere grad ønsker at bruge på produktudvikling eller andre værdiskabende aktiviteter,” siger han og tilføjer, at udviklingen samtidig vidner om en branche i forandring.
Ifølge Bryggeriforeningen er langt de fleste lukkede bryggerier så små, at de aldrig har været medlemmer af foreningen. Alligevel vækker udviklingen bekymring hos direktør Nick Hækkerup, der peger på bryggeriernes betydning uden for de store byer.
”De små bryghuse ligger ofte i mindre byer og på småøer, hvor de bidrager positivt til ikke bare jobskabelse og økonomisk vækst, men også til den lokale samhørighed,” siger han.
Paradokset er, at tilbagegangen sker i en periode, hvor interessen for øl og ølkultur fortsat vokser. Flere forbrugere opsøger specialiserede ølbarer, og udbuddet af øl har næppe været større, lyder det fra brancheforeningen, der melder om rekordstort udvalg af juleøl i 2025.
Færre bryggerier betyder altså ikke nødvendigvis mindre variation i glasset – men det ændrer ikke ved, at vilkårene for især de mindste bryghuse bliver stadig sværere.










