Lokalafdeling Djursland

Nyhed

Fanø Bryghus er Årets Danske Bryggeri 2021

Fanø Bryghus er ikke bange for at prøve nye ting, de har haner med ‘test batches’, et hyggeligt taproom og så er de netop blevet kåret til Årets Danske Bryggeri 2021.


Del nyhed :

Mikrobryggeriet Fanø Bryghus, som ligger på den lille ø ud for Jyllands kyst, vinder titlen som Årets Danske Bryggeri 2021. Fanø Bryghus blev indstillet af hele fem lokalafdelinger; Varde, Esbjerg, Sønderborg, Middelfart og Ribe.

 

Bryghuset startede tilbage i 2006 – primært som et kontraktbryggeri, der bryggede for bl.a. andre Mikkeller og Evil Twin. Det var først i 2018, at det virkelig tog fart med en ny, lokal ejergruppe, der gav brygmester Steve Rold lov til at brygge det øl, som han gerne ville.

 

Fanø Bryghus er bl.a. kendt for deres Mango Mussolini, Red Wedding, og så deres kreative etiketter, som ofte sammen med øllens titel gengiver en lille smule danmarkshistorie.

 

Ved nomineringen af Fanø Bryghus skrev Danske Ølentusiasters lokalafdeling Sønderborg blandt andet: “Fanø har et meget bredt sortiment og er ikke bange for at prøve nyt inden for smag og sammensætning. Her har den almindelige forbruger mulighed for at smage godt øl i alle afskygninger. Via deres fantastiske bryghus og forhandler har de formået at bringe disse mange varianter ud til menigmand og sætte Syddanmark på ‘ølkortet’.”

 

It’s not our brewery, it’s yours.
- Fanø Bryghus

Lokalafdeling Varde skrev i sin nominering, at “Fanø Bryghus har udviklet sig fra ‘blot’ at være et bryggeri med en skænkestue til et egentligt brygværtshus med 14 haner – hvorpå der ofte er ‘test batches’ der måske, måske ikke, kommer i handlen – og flere ugentlige smagninger, både på dansk og tysk.”

 

Landsformand for Danske Ølentusiaster, Klaus Rehkopff, er enig i roserne til Fanø Bryghus: “De er ikke bange for at prøve noget nyt og prøver at være så inkluderende som muligt. Som de skriver på deres hjemmeside: ‘It’s not our brewery, it’s yours.’ Og vi er derfor som Danske Ølentusiaster glade og stolte over at kunne præsentere Fanø Bryghus om Årets Danske Bryggeri.”

 

På Fanø Bryghus har det vakt både glæde og forundring at vinde titlen. Brygmester Steve Rold siger: “Jeg er virkelig glad for, at vi vinder ‘Årets Danske Bryggeri 2021’, fordi på den måde er det en anerkendelse af hele bryggeriet; vores taproom, vores kundeservice, og det produkt, der kommer ud og de bryggere, der laver det. På den måde kan vi alle her på Fanø Bryghus være stolte af det.”

 

“Men jeg er også overrasket over, at vi har kunne vinde sådan en pris, når man tænker på, at vi ikke er så nemme at finde på hylderne i de større byer. Vi er ikke så let tilgængelige, fordi vi er et lille bryggeri, der sælger det meste af vores øl enten fra bryggeriet eller i Esbjerg. Så man er lidt nødt til aktivt at opsøge os for at finde ud af, hvad vi laver.”

 

Årets Danske Bryggeri kåres hvert efterår af Danske Ølentusiaster. Hver af de 50 lokalafdelinger kan indstille deres nominering. Efterfølgende får alle medlemmer mulighed for at stemme på den, som de synes er det bedste bryggeri. I alt har 813 medlemmer stemt. Fanø Bryghus har fået 18,20% af stemmerne og på andenpladsen ligger Det Lille Bryggeri med 17,71% af stemmerne.

 

Her kan du se listen over de ti bryggerier, der har fået flest stemmer

Fanø bryghus: 148
Det Lille Bryggeri: 144
Thisted: Bryghus: 83
Ebeltoft Gårdbryggeri: 56
Frederikshavns Bryghus: 55
To øl: 53
Spybrew: 49
Alefarm: 42
People Like Us: 36
Herslev Bryghus: 36

Kriterierne for at blive Årets Danske Bryggeri er:

Fokus på produktudvikling
Fokus på valget af råvarer til ølproduktionen
Fokus på udbredelsen af kvalitetsøl
Fokus på bryggeriets kontakt med sine forbrugere
Fokus på bryggeriets bidrag til samfundet - det kunne for eksempel være miljøindsats eller indsats omkring svage grupper

 

 

 

Årets Danske Bryggeri 2021

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere