Mellem den 16. og 25. august inviteres ølentusiaster og andet godtfolk i Danmark til at dykke ned i Flanderns rige øltraditioner under madfestivalen Copenhagen Cooking. Flandern, årets venskabsregion, præsenterer udover en masse gastronomiske tiltag også et udvalg af deres ikoniske øl i hjertet af København.
Under festivalen, der strækker sig fra den 16. til den 25. august, kan besøgende opleve det bedste inden for flamsk ølbrygning. To særlige øl-events står på programmet, hvor man kan møde flamske øleksperter og få indblik i regionens UNESCO-anerkendte ølkultur. Det første event fokuserer på lambic-øl og indledes med en dokumentar af den Oscar-nominerede Jerry Franck, efterfulgt af en eksklusiv ølsmagning ledet af Brouwerij 3 Fonteinen.
En anden ølsmagning med brygmester Sven Dekleermaeker fra Brewery De Koninck giver deltagerne en chance for at udforske forskellige ølstilarter og bryggeprocesser. Dette event kombinerer smagninger af belgiske øl med udsøgte parringer af ost, kød og chokolade.
Gennem hele festivalperioden vil den officielle festivaløl, The Flemish Master, være tilgængelig. Denne ravfarvede belgiske session IPA er udviklet i samarbejde mellem Nørrebro Bryghus og det velrenommerede bryggeri De Koninck fra Antwerpen. Øllen tilbydes på festivalpladsens barer og til udvalgte events, og besøgende kan endda nyde en gratis smagsprøve ved festivalens åbning den 22. august.
Find alle de flamske events lige her.
Om Copenhagen Cooking
Copenhagen Cooking er 10 dages madfestival på tværs af hele København. I 2024 dækker vi op fra 16. - 25. august og som noget helt særligt kan vi i år fejre hele 20 år på madscenen. Det er er mere end bare en milepæl - det er et bevis på vedvarende engagement og en ambition om at skabe et rum, hvor gastronomi, kultur og fællesskab forenes. Copenhagen Cooking er støttet af Københavns Kommune, Erhvervsministeriet, Frederiksberg Kommune og Nørrebro Bryghus.