DMiBS24

Nyhed

Fredericia dominerede ved DM i blindsmagning

Der var jysk dominans ved årets DM i blindsmagning, som blev afholdt på Fredericia Brewpub.


Del nyhed :

Der var 13 hold med i konkurrencen, og efter intense smagningssessioner, hvor øl fra anonyme kander skulle identificeres, viste Fredericia imponerende præcision og sikrede sig førstepladsen med 10 ud af 13 rigtige.

 

Vinderholdet bestod af Dorthe Brejndahl, Kuno Rasmussen og Anders Ousen.

 

Ikke nok med at Fredericias ene hold tog guld, deres andet hold var også i front og vandt andenpladsen efter en ekstra smagning foran holdet fra Sønderborg.

 

Fra Landsforeningen og udvalget bag DM i blindsmagning udtrykkes der stor tak til alle deltagerne, og ikke mindst de imponerende hold fra Fredericia, for deres fremragende indsats og deltagelse. Martin Nygaard Diedrichsen fra Landsbestyrelsen siger: "I år var niveauet rigtig højt, da vi havde flere hold, som identificerede flere øl end vi normalt oplever. Samtidig var det dejligt at se, at så mange lokalafdelinger i år havde valgt at afholde udtagelsesarrangementer, hvilket viser god opbakning til DM i blindsmagning."

 

Diedrichsen fortæller også, at de håber at se endnu flere deltagende hold i 2025. "Vi har til opgave at få endnu flere lokalafdelinger til at bakke op om konkurrencen. Vi skal gøre en indsats for at fortælle, at alle kan være med, og man behøver bestemt ikke at være øldommer eller ølnørd for at kunne deltage, ja endda vinde."

 

Diedrichsens kommentarer bakkes op af, at landsbestyrelsen deltog i konkurrencen, men uden nogensinde at være blandt kandidaterne til titlen. Det kan måske skyldes et forfejlet forsøg på doping. Spottere fra Fredericia havde nemlig set landsbestyrelsens hold varme op med kolde Tuborg Påskebryg før konkurrencen.

Interview med vinderholdet

 

Ølentusiasten har spurgt Anders Ousen, der sammen med Dorthe Brejndahl og Kuno Rasmussen vandt DM i Blindsmagning 2024, om vinderholdets forberedelser til konkurrencen. 

 

Hvordan har I trænet op til DM i Blindsmagning 2024? 

 

Jeg følte jo lidt, at jeg var med som det tynde øl på holdet, selv om de Dorthe og Kuno ikke bakker denne udtalelse op, men jeg tror, at vi supplerede hinanden godt, da Dorthe er øldommer og Kuno er ølsommelier fra Kold College. Jeg har bare smagt en masse øl. 

 

Men vi mødtes to gange op til DM, hvor vi første gang lige skulle afstemme forventningerne og finde ud af, hvad søren det hele gik ud på. Ingen af os havde tidligere deltaget, så vi gik ud fra, at det nok blev nogenlunde på samme måde som sidste år, hvor "tipskuponen" blev delt på SoMe. Vi tog hver især lidt øl med, som vi havde fordelt ud fra stilarter, men også ud fra, at der var en øl og tre muligheder, ligesom til den endelige konkurrence. Vi prøvede bl.a. den klassiske, hvor man skulle genkende Carlsberg fra Tuborg, men vi prøvede også at genkende en specifik humle i en IPA. 

 

Til anden træning havde vi lavet en tipskupon, hvor vi hver især satte øl ind, så vi fik dækket en masse forskellige øl. Nogle, som vi alle kendte, og så nogle, som var ukendte. Det kunne f.eks. være at genkende den rette blandt tre stouts med lakrids eller blandt tre juleøl fra mindre danske bryggerier. Det virkede ret godt, selvom der jo hele tiden var en af os, der ikke kunne gætte med, for vi fik virkelig talt en masse om øl, aroma og smag. I sidste ende tror jeg, at det kom os til gode på dagen. 

 

I fik jo mange rigtige svar, var der held involveret, eller hvordan kom I frem til svarene? 

 

Var der held involveret? Det tror jeg i den grad, at man kan sige, men hvis jeg må klappe os selv på skuldrene, så var vi også dygtige, for vi fik talt godt om alle øllene og kom i fællesskab frem til et sandsynligt svar. Indimellem var det jo udelukkelsesmetoden, bl.a. i runden med LFP, hvor vi ikke kunne finde whisky eller eg, så derfor måtte det nødvendigvis være Ronkedor. I tilfældet med frugtsour var det jo heldigt, at jeg tilfældigvis havde smagt den rigtige for ikke så længe siden og kunne genkende den. I den sidste runde stod valget mellem tre stouts, som ingen af os kendte eller havde hørt om, så der var det jo at sutte på pegefingeren og stikke den i vejret. Jeg tror også, at det var vigtigt, at vi ikke forurenede vores smagsløg med en masse øl, før vi gik i gang. Et af de andre hold, der kom til Fredericia med tog, havde været en tur på rygerbodega på vej til Fredericia Brewpub. Det eneste øl, vi drak udover dem i konkurrencen, var en pilsner til frokost. Hvad der røg ned bagefter, er en helt anden sag, for der hyggede vi igennem. Undervejs i konkurrencen indtog vi masser af vand og saltstænger. 

 

Stiller I op til næste år? 

 

Umiddelbart er tanken da, at vi stiller op næste år, så jeg forventer da, at Næstved får besøg.

 

Disse hold var repræsenteret ved DM i blindsmagning 2024

Horsens, Kolding, Varde, Middelfart, Roskilde, Rødovre, Odense, København Nord, Ringsted, Sønderborg, og Landsbestyrelsen, samt de to hold fra Fredericia.

 

DM i Blindsmagning
DMiBS
DMiBS24

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere