Lokalafdeling Djursland

Nyhed

Kan vi ikke bare drikke øl?

Danske Ølentusiasters 25-års jubilæum markerer en smagsfuld rejse gennem øllets historie.


Del nyhed :

I en tid, hvor Danmark endelig har opnået status som et sandt ølland, er det svært at forestille sig, at der engang var en tid, hvor øludbuddet var begrænset, og valget stort set kun stod mellem forskellige former for pilsner. Men netop dette billede tegnede sig i starten af 1990'erne, før en gruppe passionerede ølentusiaster besluttede sig for at tage sagen i egen hånd og skabe forandring. Dette års jubilæum fejrer 25 år med Danske Ølentusiaster, en forening, der har revolutioneret den danske ølkultur og skabt en smagfuld udvikling i danskernes forhold til øl.

 

Danske Ølentusiaster blev dannet d. 5. september 1998 på et tidspunkt, hvor Danmark stadig var langt fra at være det mangfoldige ølparadis, som vi kender det i dag. Landet var mere en ølørken end et ølland med kun en lille snes bryggerier, der dominerede markedet. Desuden blev øl ikke nødvendigvis set som en nydelsesfuld drik, men snarere som en simpel tørstslukker. 

 

Alt dette ændrede sig dog, da grundlæggerne af Danske Ølentusiaster besluttede at tage kampen op mod det begrænsede øludbud. Gruppen havde inden da haft en lille ølklub, men i september 1998 på ølbaren Carlsens Kvarter i Odense havde Danske Ølentusiaster sin stiftende generalforsamling. Foreningens mission var klar: At udbrede kendskabet til og forståelsen for kvalitetsøl samt skabe en større variation i øludbuddet. De første år af foreningen var kendetegnet ved opdagelsen af nye smagsoplevelser bl.a. gennem import af øl fra Sverige og Belgien. Dette var starten på en bevægelse, der skulle ændre ølkulturen i Danmark.

 

Danske Ølentusiaster oplevede også, hvordan danskerne hurtigt tog den nye bevægelse til sig, der strømmede nye medlemmer til dag for dag. Også hjulpet godt på vej, af den første Ølfestival i Remisen på Østerbro i 2001, som blev en større succes, end foreningen havde turde håbe på. Ordet ”ølfestival” var på den tid så ukendt i Danmark, at foreningen i dag har trademark på navnet, og har holdt en stor årlig ølfestival lige siden. Næste gang er d. 24. & 25. maj 2024 i Lokomotivværkstedet i København.

 

Danske Ølentusiaster var fra start ikke bange for at på de store bryggerier på klingen og forlangte bedre og mere varieret øl. Som den internationale ølskribent Michael Jackson dengang udtalte, da han besøgte Danmark: ”Der er ikke noget galt med øllet, der er bare heller ikke noget specielt ved det.” Nye bryggerier begyndte derfor at skyde frem, og fra kun at have været nede på kun 13 bryggerier i Danmark i starten af 1998, kom der i løbet af 00’erne flere og flere bryggerier til. I dag er der omkring 250 bryggerier i Danmark, hvilket gør os til et af de lande i Europa med flest bryggerier pr. indbygger.

 

Danske Ølentusiaster har ikke kun revolutioneret udbuddet af øl, men også danskernes holdning til øldrikning. Fra at være en simpel tørstslukker bliver øl nu betragtet som en kompleks drik med smagsnuancer og aromaer, der kan udfordre og tilfredsstille ganen. Foreningen har været bannerfører for øl som en del af den kulinariske oplevelse, og de har arbejdet for at matche øl med mad, som ofte er en langt bedre følgesvend til mad, end vin er. Alligevel er der stadig en kamp i dag, da mange restaurationer ikke viser det store udbud af øl på menukortet.

 

Danske Ølentusiasters indflydelse på politik og forbrugerrettigheder har også været markant. Foreningen har engageret sig i at forbedre vilkårene for ølforbrugere på både nationalt og internationalt niveau som medlem af European Beer Consumers’ Union. Herhjemme er foreningen medlem af Forbrugerrådet og Dansk Retursystem, og fortsætter med at gøre ølforbrugernes stemme hørt.

 

Fra at være en beskeden start som en lille ølklub i Odense er foreningen vokset til en stærk og indflydelsesrig organisation med mere end 7000 medlemmer over hele landet organiseret i 11 regioner og 48 lokalafdelinger, hvor medlemmer hver måned kan mødes til smagninger, bryggeribesøg og andre spændende øloplevelser.

 

Den almindelige dansker vil måske spørge ”Kan vi ikke bare drikke øl?”, men uden Danske Ølentusiasters utrættelige dedikation og passion for øl, ville den danske ølverden ikke have oplevet den forvandling, vi ser i dag. Vores 25-års jubilæum er en hyldest til smagsfulde forandringer, en hyldest til at bryde traditioner og en påmindelse om, at bag hver skænkede øl er der en historie om kærlighed til brygningens kunst og en forkærlighed for øl.

 

Foreningen
DØE
25 års jubilæum

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere