I slutningen af oktober nærmede Kommunal- og Regionsvalget 2025 sig, og for anden gang inviterede Lokalafdeling Kolding, sammen med den lokale restauratør Tobbers i Dalbygade, Kolding, til valgmøde og ølsmagning – succesen fra for fire år siden skulle gentages.
Gæsterne ankom til store valgplakater, små flyers og fine efterårs-dekorerede borde, som hurtigt blev fyldt med valgflæsk ad libitum, for hvad er et valgmøde uden det?
Lokalformand Claus Mortensen startede selve valgmødet med at byde velkommen til alle og præsenterede DØE’s program op mod jul, så alle de gæster, der ikke var medlemmer af Danske Ølentusiaster, kunne blive fristet af de spændende arrangementer.
Ordstyrer Carsten Grubach skulle stå for at holde den stramme tidsplan, hvor hver byrådskandidat havde fire minutter til at præsentere både sin øl og sin holdning. Og hurtigt stod det klart, at af en ølsmagning at være, så var fire minutter lige stramt nok, selvom det kun var halvfyldte smageglas. Så det var kun den første øl, som blev præsenteret, mens den blev sat på bordet, hvor resten måtte komme på bordene lidt hen ad vejen.
Aftenens partier sad meget blandede – de startede moderat (M) og sluttede konservativt (C), da deres øl skulle passe til en normal smagning, så oversat til øl, startede vi med Trolden Bryghus’ Fru Svendsen Pilsner (3,9 %) og sluttede med Thisted Bryghus’ Limfjords Porter (7,9 %).
De 11 byrådskandidater valgte at bruge deres fire minutter meget forskelligt – to havde musiske indslag. Den første, Vibeke Hansen (M), valgte at tage kaptajn-hat på og spille de indledende strofer af ”Fuglene letter mod vinden”, der starter med teksten “Lev livet, mens du har det”, og Jens Christian Olesen (K) valgte at bryde ud i sangen “It’s now or never” for at præsentere sin øl, Harboe Julebryg (5,7 %). En sang, han i redigeret form også valgte at slutte af med, da alle til sidst fik to minutter til at afrunde debatten.
Jens Jacob V. Hansen (B) havde taget en Tjekkisk Pilsner, Vinohradsky Pivovar 11 (4,5 %), med, for det var den øl, som han selv gerne vil mestre at brygge. Han fortalte også, at han dyrkede Saaz-humle i baghaven. Nicolai Holmgaard Juul (F) advarede aftenens fremmødte “Glem alt, hvad du ved om øl, når du smager min øl,” da han præsenterede Brasserie Cantillon Geuze Lambic (5,5 %). Og det var da også helt tydeligt, hvornår gæsterne eller byrådskandidaterne i løbet af aftenen nåede til lige netop den øl, for den blev mange steder akkompagneret med små hvin eller grimasser.
Et par af politikerne vidste også præcis, hvordan de skulle smøre forsamlingen af ølentusiaster. Jan Skræddergaard (O) lagde ud med at fortælle sit fem-cifrede medlemsnummer, mens Gitte Grønbæk (I) ligefrem valgte at bruge mere end halvdelen af sin tid på at fortælle om opstarten af Kolding Gårdbryggeri, som hendes familie ejer, hvorfor hun også havde taget Kolding Gårdbryggeri RV 1424 Valdemar (8,1 %) med. Benny Dall (Ø) havde taget en Hvid Chimay Tripel (8 %) med. Han ejede tidligere den lokale bar Republikken, som var det sted i Skandinavien, hvor der blev solgt mest Chimay på fad.
Efter den indledende runde var ordet frit fra lokalet til at stille spørgsmål og rejse problematikker over for byrådskandidaterne. Da dette er et landsdækkende ølmagasin, skal vi ikke komme nærmere ind på de emner, der blev diskuteret. Dog kom der et enkelt øl-relateret spørgsmål fra lokalformanden, der spurgte til, hvorfor de offentlige toiletter i byen enten ikke fungerede eller eksisterede mere. Det gjorde det svært for en forening som Danske Ølentusiaster at holde Øllets Dag i bymidten.
Det eneste, som ellers stedbestemte denne debat fra alle andre lokalvalgsdebatter, var den umiskendelige sydjyske dialekt. For emnerne var almengyldige; mere asfalt, nej – fokus på ældreområdet, hvad med de unge og parkeringen og havnen. Denne observatør vil alligevel gerne fremhæve den gode stemning, hvor selv sure afbrydelser fra de fremmødte blev budt velkommen. Uden tvivl fordi der var øl imellem.
Lokalformand Claus Mortensen fik det sidste ord og takkede for en god aften, men mindede samtidig også byrådskandidaterne om ikke at glemme den stærke ølkultur i Kolding, når de gik til valg og senere vil sidde i byrådet.
 
            
