Nyheder

Nyhed

Meningsløse EU-regler

Danske Ølentusiaster mener, at EU’s emballageforordning er en direkte trussel mod danske bryggerier


Del nyhed :

Det er nemt at starte en virksomhed i Danmark. Det er straks sværere at holde den kørende. For små bryggerier er det blevet en disciplin i sig selv at navigere mellem regler om fødevaresikkerhed, punktafgifter og pant. Nu står de over for endnu et lag af lovgivning: EU’s nye emballageforordning. Der er ikke noget at sige til, hvis bryggerier overveje at dreje nøglen om, blot ved tanken om at skulle sætte sig ind i den omfattende lovpakke.

 

Reglerne, som træder i kraft fra 2030, kræver, at 10 % af al emballage til øl og sodavand skal være genpåfyldelig – stigende til 40 % i 2040. Samtidig gælder kravene ikke for vin og spiritus, hvilket Danske Ølentusiaster finder stærkt kritisabelt, da det skaber en skæv konkurrencesituation, hvor ølproducenter rammes uforholdsmæssigt hårdt. 

 

Undtagelser, der ikke når ud i praksis

Miljøminister Magnus Heunicke har i et svar til Folketinget fremhævet (S 1197, ft.dk), at forordningen indeholder flere undtagelser for mikro- og små virksomheder. Blandt andet gælder genbrugskravet kun, hvis bryggeriet selv er det sidste salgsled – altså ved salg direkte til forbrugeren. Ved salg via detailhandel eller festivaler er det i stedet supermarkedet eller festivalen, der har forpligtelsen.

 

Læs også: Uklart hvordan emballageforordning skal implementeres

 

Ifølge Danske Ølentusiaster er det en undtagelse, som i praksis kan vise sig værdiløs. Danske Ølentusiaster frygter, at dette vil føre til, at både små specialbutikker og store detailkæder videresender kravene direkte til bryggerierne – uden at tage højde for, at mange af dem i virkeligheden er undtaget. “Hvis store kæder begynder at stille generelle krav om genbrugsemballage, risikerer vi, at små bryggerier bliver presset ud – ikke på grund af loven i sig selv, men på grund af fortolkningen og implementeringen,” siger Landsformand for Danske Ølentusiaster, Niels Torm.

 

Reglerne skyder forbi målet

Niels Torm udtrykker stor bekymring for, hvordan reglerne vil påvirke det danske øllandskab:

”Som ansvarlige forbrugere kan vi ikke bare se på, når politikerne vedtager regler, som ikke blot er en trussel mod vores særdeles levende landskab af nano- og mikrobryggerier, men også har en mildt sagt tvivlsom positiv effekt på miljøet.”

 

Han fremhæver, at de danske bryggerier i forvejen arbejder seriøst med bæredygtighed og affaldshåndtering:

“Vi anerkender, at der i EU som helhed er brug for de regler, det nye emballagedirektiv lægger op til. Dog må vi kræve af vores danske politikere, at de sikrer de nødvendige undtagelser med baggrund i Danmarks i forvejen meget effektive retursystem. Regler som de foreslåede er en bombe under det danske retursystem – samtidig med at det truer mangfoldigheden på det danske marked for øl.”

 

“Vi er i Danske Ølentusiaster stolte over det fokus på bæredygtighed, vi ser hos de danske bryggerier – store som små. Vi kan ikke bare stiltiende se til, når regler, der nok er lavet med gode intentioner, gør livet vanskeligt for en vigtig del af mange små samfund – uden at det har nogen nævneværdig effekt på miljøet.”

 

Import og eksport af mikrobryg i fare

Foreningen frygter desuden, at implementeringen af forordningen vil få konsekvenser for den europæiske handel med mikrobryg. Hvis der opstår krav om at returnere genpåfyldelig emballage over landegrænser, kan det besværliggøre både import og eksport af specialøl.

 

“Hvis man som bryggeri i Danmark skal til at organisere returtransport af tomme flasker fra kunder i Polen, Belgien eller Italien, risikerer man at lukke helt ned for den eksport, mange mindre aktører i dag har fået op at køre. Det er både klimamæssigt og logistisk meningsløst,” siger Niels Torm.

 

Manglende svar fra EU-politikere

Eftersom det ikke har været muligt at få klare svar fra regeringen har Danske Ølentusiaster rakt ud til de danske medlemmer af EU’s miljøudvalg (ENVI), Rasmus Nordqvist og Stine Bosse, for at få svar på en række centrale spørgsmål – herunder:

 

Er det korrekt forstået, at Danmark ikke kan indføre særregler nationalt, men kun udnytte de undtagelser, der allerede er nævnt i forordningen?

 

Hvordan tolker I definitionen af “endelig distributør” i forhold til bryggerier, hvis eget salg til slutbruger udelukkende foretages via egen webshop?

 

Har I tillid til, at forordningen reelt tager højde for, at overgangen til genbrugsemballage kan være uforholdsmæssigt byrdefuld for små og mellemstore virksomheder? 

 

Vil I arbejde for at beskytte de danske mikrobryggerier mod følgevirkninger, hvor store aktører (endelige distributører) i detailleddet begynder at stille krav om genbrugsemballage til deres leverandører?

 

Foreløbig har Danske Ølentusiaster ikke modtaget svar.

 

forbrugerpolitik
EU
Emballage

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere