Forside

Nyhed

Mikkeller inviterer Danske Ølentusiaster til ølfest

Når Mikkeller indleder Copenhagen Beer Week med Mikkeller Beer Celebration Copenhagen den 5. og 6. maj, kan medlemmerne af Danske Ølentusiaster få rabat på indgangsbilletten


Del nyhed :

Da Mikkeller etablerede Mikkeller Beer Celebration Copenhagen (MBCC) tilbage i 2012, var formålet at skabe en fest, der skulle bringe brygger og gæst tættere på hinanden. Den første udgave i 2012 var en fødselsdagsfejring for ølbaren i Victoriagade, der var Mikkellers første bar, og allerede året efter blev det en reel ølfestival i Sparta-hallen på Østerbro. Også det venue voksede ølfestivalen sig ud af, og nu afholdes MBCC i Øksnehallen på Vesterbro, hvor Danske Ølentusiasters medlemmer i år kan spare 15 % på indgangsbilletten.

 

“MBCC startede ikke som en festival, men som en fest hvor vi inviterede verdens bedste bryggere til landet for at servere deres øl, samtidig med at de var sammen med gæsterne, og de kunne interagere med hinanden. Det var også en mulighed for at invitere vores venner i branchen til landet, og i nogle år inviterede vi dem også med på Danske Ølentusiasters Ølfestival, hvor vi sørgede for, at de fik en stand”, fortæller Mikkel Bjergsø, administrerende direktør i Mikkeller.

 

For Mikkeller var deres MBCC altså lige så meget pleje af venskaber i branchen, som det var at præsentere spændende øl for publikummet i København. I dag er det blevet en regulær ølfestival, hvor den dog stadig på enkelte punkter adskiller sig for Danske Ølentusiasters Ølfestival.

 

“Store og små bryggerier har samme størrelse stand, og vi sørger for ensartet skiltning til dem alle. For os handler det ikke om, hvor mange kræfter de enkelte bryggerier har til at vise, hvem de er. Det handler om at servere noget øl, som folk gerne vil have, og så skal gæsterne nok komme over på din stand,” forklarer Mikkel Bjergsø. 

 

Når venner, bryggerier, gæster og rigeligt øl samles under et tag, trækker det op til fest. Sådan har det også altid været på MBCC, der i en årrække sluttede festivalen af med et brag af en fest med musik og fadøl. Det har været noget mere afdæmpet de senere år, hvor blandt andet corona har sat sine begrænsninger, men for Mikkel Bjergsø er det vigtigt, at vi husker de festlige tider, og derfor vil lørdagsfesten også komme tilbage i år. Samtidig vil de fire sessioner festivalen løber over komme til at indeholde underholdning i form af blandt andet live musik.

 

“Vi er begyndt at tænke mere i, at MBCC godt må udvikle sig til en festivalfest og ikke blot en ølfestival. Vi har stadig en stor del af gæsterne, der går grundigt til værks, når de skal smage og forevige deres øloplevelser, men vi vil også gerne have, at der er plads til andre målgrupper. Vi har oplevet de senere år, at der kommer flere og flere gæster, der egentlig bare gerne vil opleve, hvad fanden det der øl er for noget, og for dem prøver vi at få mere underholdning ind i oplevelsen. Og så slutter vi af med en femte session lørdag aften, med musik og bar, og så holder vi en kæmpe fest, hvor vi bare kan have det sjovt sammen. På den måde tror jeg, vi kan tiltrække nogle andre typer end den typiske MBCC-gæst.”

 

Der er god grund til at holde en ordentlig fest, for det har, ligesom hos mange andre i ølbranchen, været en række hårde år med først corona og nu krig i Ukraine, der medfører store omkostninger og røde tal på bundlinjen. For Mikkeller kom der også en MeToo-sag op mod MBCC i 2021, som trak tænder ud. Den medførte blandt andet en masse aflysninger fra bryggerier, der ikke ville sættes i forbindelse med Mikkeller.

 

“Det var en kritisk tid, hvor der var en masse udfordringer op mod MBCC i 2021. Vi har arbejdet hårdt for at genoprette tilliden, og vi er kommet godt ud på den anden side. Jeg vil tro, vi er blandt de markedsledende i branchen nu, inden for arbejdskultur og HR. Vi bliver i dag taget på råd og sparer med andre bryggerier, om deres krisehåndtering,” fortæller Mikkel Bjergsø og uddyber:

 

“I en virksomhed med 600 ansatte rundt om i verden, hvor vi producerer og sælger øl, vil det nærmest være umuligt, hvis der ikke er nogen, som træder ud over en grænse, men nu ved vi hvordan vi skal reagere og som følge deraf står vores virksomhed meget stærkere i dag.”

 

Så gæsterne på MBCC vil opleve en festival, hvor der er et ubestridt fokus på øl og gode oplevelser, og som noget nyt kan Danske Ølentusiaster få rabat på billetter til festivalen, som løber af stablen den 5. og 6. maj.

 

“Det første år med MBCC var samme weekend som Danske Ølentusiasters festival, hvilket betød, at der var en slags usagt fejde de to festivaler imellem - i hvert fald i medierne - og det synes jeg var ærgerligt. Vi har jo alle dage haft samme mål: Vi vil gerne have folk til at drikke mere og godt øl. Derfor håber jeg, at Mikkeller og Danske Ølentusiaster kan gøre hinanden stærkere, når vi kæmper den samme kamp for det gode øl. Samtidig håber jeg også, at en masse ølentusiaster besøger MBCC, ligesom jeg håber at en masse af vores gæster besøger Ølfestival weekenden efter. Det er to forskellige festivaler, der giver hver deres oplevelse, og jeg synes bestemt, der er plads til begge to i markedet,” slutter Mikkel Bjergsø.

 

Dette indhold er kun tilgængeligt for medlemmer

Noget på denne side vises kun for medlemmer. Ønsker du at læse videre, skal du være logget ind.
Medlemsrabat
Ølbegivenhed
Mikkeller

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere