Lokalafdeling Djursland

Nyhed

Oste-innovatør hædret med ny Øl og Mad-pris

"I Danske Ølentusiaster mener vi, at øl er den bedste ledsager til ost," siger landsformand Anne Lise Knørr om dagens prismodtager


Del nyhed :

Danske Ølentusiaster har taget initiativ til en ny pris, Øl og Mad Prisen, som hylder samspillet mellem øl og mad. Første modtager af den nyindstiftede pris er osteinnovatør Mads Østergaard-Clausen, Arla Unika. Prisen blev overrakt af formanden for Danske Ølentusiaster, Anne Lise Knørr, fredag den 4. september ved Food Festival på Tangkrogen i Aarhus.

 

Arla Unika er kendt for sin nyskabende tilgang til ost. Blandt de mere opsigtsvækkende tiltag er samarbejdet med flere bryggerier, ikke mindst Mikkeller.

 

"I Danske Ølentusiaster mener vi, at øl er den bedste ledsager til ost. Og Mads har om nogen været med til at profilere samspillet mellem ost og øl, ikke mindst i kraft af det spændende samarbejde og innovative parløb med Mikkeller. Det er en ny måde at tænke øl og ost på, og Arla Unika er med Mads i front gået forrest med at udvikle området", siger Anne Lise Knørr, formand for Danske Ølentusiaster og del af juryen.

 

Udforske smag og aroma

Om baggrunden for den nye pris forklarer Anne Lise Knørr: "Formålet med Øl og Mad Prisen er at stimulere kokke, bryggere og folk ude i de små hjem til at udforske de rige muligheder for smag og aroma, som øl og mad rummer sammen. Vi ønsker som forening at højne både hverdagsmaden og gourmetkøkkenet med øllet som naturlig ingrediens. Og i Mads’ arbejde med Arla Unika har han tydeligt demonstreret, at han favner både det folkelige og det eksklusive. Vi håber derfor, at prisen kan være med til at motivere andre fødevareproducenter, ikke kun mejerier, til at følge i sporet på Arla Unikas intelligente måde at kombinere øl og ost.

 

Årets vinder er valgt af en jury bestående af formanden for Danske Ølentusiaster Anne Lise Knørr, formanden for Øl og Mad Udvalget i Danske Ølentusiaster Christian Andersen samt ansvarshavende chefredaktør Jesper Bo Bendtsen fra smagogbehag.

 

Det skete efter indstillinger fra Danske Ølentusiasters medlemmer og smagogbehags læsere.

 

Lodtrækning

Martin Sørensen, Liseleje, vandt præmien for at indstille kandidater til Øl og Mad Prisen 2015. Formanden for Danske Ølentusiaster Anne Lise Knørr trak ham ud blandt de mange medlemmer af foreningen og læsere af smagogbehag, som har indstillet kandidater.

 

Præmien består af to fribilletter til Ølfestival 2016, en middag for to i Ølfestivalens restaurant samt et årsabonnement på smagogbehag. Martin indstillede kokken Rune Kromann, fordi han dels har undervist kokkeelever i øl og mad, og dels har medvirket til at udbrede interessen for øl og mad på Ølfestivalen gennem sine shows og restaurant Højt Skum.

Arla Unika

Arla Unika, som er en del af Arla Foods, startede i 2002 i et samarbejde med danske topkokke om at levere oste til danske gourmetrestauranter. Siden er produktporteføljen udvidet – og nogle af ostene kan i dag også købes i udvalgte forretninger samt i Arla Unikas egen butik i Torvehallerne.

 

Til oktober slår Arla Unikas nye butik, Arla Unika og Ko, dørene op i Klostergade ved siden af Emmerys i midten af Aarhus.

DØE
Øl og mad

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere