Peter Myrup Olesen blev i 2006 involveret i den offentlige del af ølverdenen, da han var med til udarbejde årslisten over nye danske øl. Det gjorde han til Danske Ølentusiaster, som havde brug for den til afstemningen om Årets Danske Ølnyhed. Fra 2007 stod han alene med at udarbejde årslisten, hvoraf de første år fortsat var til Danske Ølentusiaster og så senere til Beerticker.
Beerticker var et site, han lancerede i januar 2009, med en mangfoldighed af nyheder om dels nye øl, dels om øl-branchen. I lange perioder var Beerticker en af de primære kilder til nyheder for os alle. Beerticker har haft en lidt omtumlet tilværelse gennem tiderne, men havde de seneste år fokus på at levere data til andre, herunder til Bryggeriforeningen. Det er således Beerticker der i en årrække har leveret årslister over nye danske øl og bryggerier, og leveret en lang række øvrige data om ølbranchen til glæde for os alle.
Vi er meget taknemmelige for det store arbejde Peter Myrup Olsen har gjort for den danske ølverden.
Ære være hans minde.