Forside

Nyhed

Regler truer håndbryggerkulturen

Håndbryggerkulturen under pres, lyder det i debatoplæg fra Danske Øldommere.


Del nyhed :

Debatoplægget afspejler udelukkende skribentens alene skribentens personlige holdninger.

 

Formand for Danske Øldommere, Per Bendiksen, skriver:

 

Som forening har Danske Øldommere et klart formål: at fremme håndbrygning i Danmark. Det står i vores vedtægter, og det er kernen i alt, hvad vi laver. Derfor følger vi med stor bekymring, den udvikling, der i øjeblikket sætter håndbryggerkulturen under pres.

 

Den seneste tids sager, hvor håndbryggere er blevet opsøgt af myndigheder efter festivaldeltagelse og mødt med krav om punktafgifter for tidligere brygaktiviteter, sender et signal, som er svært at ignorere. Systemet, der burde understøtte en levende håndbryggertradition, risikerer i stedet at modarbejde den.

 

Uklare regler skaber usikkerhed

 

En af de store udfordringer er, at reglerne er uklare – og tilsyneladende også for myndighederne selv. Vi har søgt afklaring hos SKAT om, hvornår en festival betragtes som kommerciel, og hvornår en håndbrygger overgår fra hobbyist til kommerciel producent. Svarene har været vage. Er et arrangement arrangeret af en forening undtaget? Det har vi ikke kunnet få et klart svar på.

 

Den uklarhed er i sig selv et problem. Når håndbryggere ikke kan vide, om deres deltagelse i et arrangement udløser krav om registrering, etikettering og punktafgift, er det naturligt, hvis mange vælger at blive hjemme.

 

Vi mærker det allerede

 

Hos Danske Øldommere arrangerer vi DM i Håndbryg, der med al respekt er en af de vigtigste begivenheder i det danske håndbryggermiljø. Hvorvidt den aktuelle usikkerhed på sigt vil påvirke tilmeldingerne, er endnu for tidligt at sige, men vi noterer os, at de fleste, der melder sig til i dag, allerede har brygget i et stykke tid. Om de nye håndbryggere – dem der endnu ikke har taget springet – nu holder sig tilbage, vil vi ganske snart få at se.

 

Vi arbejder selv på at arrangere en mindre håndbryggerfestival. Også den er i øjeblikket i tvivl, fordi vi simpelthen ikke kender konsekvenserne af at afholde den. Det vil vi tage op på Danske Øldommeres generalforsamling i marts.

 

Konsekvenserne rækker ud over Danmarks grænser

 

Problemet stopper ikke ved landegrænsen. Danske Øldommere deltager i Nordiske Mesterskaber i håndbryg, og vi oplever allerede, at usikkerheden om regler og lovgivning påvirker deltagelsen. Færøerne har eksempelvis tilkendegivet, at de ikke deltager, fordi hjemmebryg er ulovligt på de små øer. Det er et eksempel på, hvordan lovgivning direkte hæmmer det nordiske fællesskab om håndbryggerkulturen.

 

Men man behøver ikke kigge længe for at se, at der er noget, som kan gøres anderledes. I Sverige og Norge stortrives håndbryggerkulturen. Her afholdes festivaler, konkurrencer og øldelingsevents i et omfang, vi kun kan misunde. Myndighederne har fundet en fornuftig balance – én der giver plads til hobbybryggerens passion uden at behandle dem som smuglere. Resultatet er en blomstrende kultur med aktive foreninger, voksende deltagerantal og et levende fællesskab. Det er den retning, vi også ønsker os i Danmark.

 

Det handler om fremtiden.

 

Mange af de bryggerier, vi kender i dag, startede ved et bryganlæg på et køkkenbord. Håndbryggerne er fødekæden til fremtidens bryggerier – og de er grundlaget for den nysgerrighed og passion, som Danske Øldommere er sat i verden for at understøtte.

 

Det, vi har brug for, er klare og rimelige regler. En bagatelgrænse. En tydelig definition af, hvornår en håndbrygger er kommerciel – og hvornår vedkommende bare er et entusiastisk menneske, der gerne vil dele sin passion med andre. Indtil det sker, befinder landets håndbryggere sig i en gråzone, hvor enhver stolt deling af sin passion risikerer at medføre et uanmeldt besøg af myndighederne.

 

Vi opfordrer til, at der skabes klare og rimelige rammer for ikke-kommerciel håndbrygning. Ikke for at undgå regler, men for at sikre, at reglerne ikke utilsigtet kvæler en kultur, som beriger det danske ølmiljø, som mange fremtidige bryggerier forhåbentlig vil vokse ud af.



Håndbryg
DM i Håndbryg
Danske Øldommere

Arrangementer

Emne

Gem og luk

Emne

Gem og luk

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater