Forside

Nyhed

Stepping Stone Brewing Co. indstillet til Årets Danske Bryggeri 2024

Med innovative øl, sociale initiativer og stor festivalevent er Stepping Stone Brewing nomineret af både Lokalafdeling Aarhus og Skanderborg til den prestigefyldte pris


Del nyhed :

Stepping Stone Brewing er blevet indstillet til prisen som Årets Danske Bryggeri 2024 af både Lokalafdeling Aarhus og Lokalafdeling Skanderborg. Bryggeriet har på kort tid etableret sig som en markant aktør på den danske ølscene med deres innovative tilgang, sociale ansvarlighed og stærke engagement i ølkulturen.

 

Lokalafdeling Aarhus’ indstilling:
Aarhus-afdelingen fremhæver Stepping Stone Brewing som et bryggeri, der kombinerer innovation med et højt ambitionsniveau. Dette kommer tydeligt til udtryk gennem deres mange fremragende øl og deres samarbejder med andre bryggerier, som bidrager til en dynamisk udvikling af deres portefølje. Et særligt kendetegn ved Stepping Stone er deres aktive kommunikation og engagement i at fremme det gode øl gennem flere medier og kanaler. De har formået at skabe en positiv opmærksomhed omkring øllets verden, hvilket kulminerer i den kommende ølfestival “Aarhus Together” i november, som forventes at blive et af årets store ølbegivenheder. Ølfestivalen trækker prominente internationale bryggerier til Danmark, og bliver af Lokalafdeling Aarhus betragtet som en banebrydende indsats for at fremme kvalitetsøl.

 

Udover deres kreative tilgang til ølbrygning, roser Lokalafdeling Aarhus også bryggeriets sociale ansvarlighed. Stepping Stone Brewing har gjort en særlig indsats ved at ansætte flygtninge og andre sårbare grupper, hvilket fortjener anerkendelse som en del af deres virksomhedskultur.

 

I det forgangne år har Stepping Stone været særligt opsøgende i deres samarbejde med Danske Ølentusiaster. De har afholdt en række vellykkede ølsmagninger hos flere lokalafdelinger og skabt stærke bånd med ølentusiaster i hele landet.

 

Når det kommer til anbefalinger, fremhæver Aarhus-afdelingen især deres øl Respite, en imperial stout, dobbelt mæsket uden tilsatte adjuncts. Dette er en klassisk, solid stout, der viser bryggeriets evne til at mestre traditionelle øltyper med imponerende håndværk.

 

Lokalafdeling Skanderborgs indstilling:
Lokalafdeling Skanderborg tilslutter sig hyldesten til Stepping Stone Brewing og fremhæver deres evne til at levere den ene gode øl efter den anden inden for populære øltyper. De fremhæver bryggeriets solide kontraktbryggeri, som har skabt stabile og pålidelige bryggeprocesser, og deres engagement i at give sårbare og udsatte mennesker mulighed for at udnytte deres evner og kvaliteter gennem beskæftigelse.

 

Stepping Stones aktive deltagelse ved smagninger og events rundt om i landet har imponeret Lokalafdeling Skanderborg. De roser bryggeriet for deres engagement, særlige fortælleevne og deres vilje til at dele passionen for øl. Især deres deltagelse på Ølfestivalen og det unikke event “Beers Behind Bars” i Horsens fremhæves som vidnesbyrd om deres tilstedeværelse og engagement i ølkulturen.

 

Lokalafdeling Skanderborg peger også på “Aarhus Together” som en bemærkelsesværdig præstation fra det forgangne år. Med deltagelse af ikke mindre end 35 bryggerier fra både ind- og udland har Stepping Stone Brewing skabt en øloplevelse, der sætter Aarhus på det internationale ølkort.

 

Når det kommer til anbefalinger, har Skanderborg-afdelingen svært ved at udpege en specifik øl fra Stepping Stone, da bryggeriets alsidighed og evne til at levere høj kvalitet på tværs af flere stilarter gør det svært at vælge. Deres brede udvalg af øl, fra humlede IPA’er til fyldige stouts, sikrer, at der er noget for enhver smag.

 

Hvem bliver Årets Danske Bryggeri 2024?
Med stærke indstillinger fra både Lokalafdeling Aarhus og Skanderborg er Stepping Stone Brewing i opløbet til at blive Årets Danske Bryggeri 2024. Afstemningen foregår blandt Danske Ølentusiasters medlemmer i november, og vinderen vil blive offentliggjort i december. Kun bryggerier indstillet af en af foreningens 49 lokalafdelinger kan vinde denne prestigefyldte pris.

 

Fotograf: Marco Francis Madsen

Årets Danske Bryggeri
Årets Danske Bryggeri 2024
LKA Aarhus
LKA Skanderborg

Relaterede nyheder

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere