Lokalafdeling Djursland

Nyhed

Stor test af juleøl

Ølentusiastens redaktør anmelder årets juleøl i 2024.


Del nyhed :

Amager Bryghus – Winter Wizard

Imperial stout 12 %

 

Winter Wizard kom på markedet i 2023 og lader til at blive en fast del af det amagerkanske bryggeris sortiment. Noget ulig Amager Bryghus – men så alligevel ikke – så har de gået all-in med alle julens krydderier, laktose og hvad-vi-har. Det fungerer! Det er en tæt, cremet skum, der længe dækker øllet, som dufter intenst af ristet malt og alle julens krydderier: kanel, ingefær og vanilje, især. Kroppen er fyldig og blød, med små, men intense bobler, der skaber liv i den flydende peberkage. Nogle vil sige, at det er svært at definere smagen af jul, men det her, det kommer ulideligt tæt på. Der er ingen tvivl om, at Winter Wizard vil dele vandene, men man må tage hatten af for håndværket, uanset om man er til pastry stout og julekrydderier eller ej.

Fem glas

To Øl – 45 Days of X-mas

Vienna lager 5 %

 

Det er en flot, ravgylden øl med et højt skum med en off-white tint. Duften er præget af korn, blomster samt en snert af karamel og rugbrød. Den ligner og dufter som en fin classic, og den smager også som en fin classic. God dybde i malten, et mildt humlebid og en blid, bitter finish. En sikker øl, der hverken skiller sig negativt eller positivt ud. Det eneste, der leder tankerne mod jul er navnet og den konfettiforvirrede udsmykning på dåsen – og så måske også det faktum, at 45 Days of X-mas lige har en my X-faktor, i form af lidt mere af det hele, der trods alt gør den til en rigtig god øl til frokostbordet. Men det vil den nu være hele året.

 

Tre glas

 

Anarkist – Santas’s Fruit

IPA 5,9 %

 

Øllet er hazy og æggeblommegult med en tæt og længelevende hvid skumkrone. Aromaen er tætpakket, humlet og rig på den mandarin, der er tilsat i form af mandarinkoncentrat. Kroppen fyldig, øllet juicy og smagen er igen domineret af syrlige mandarinnoter. Øllet fremstår rimelig bittert og noget ubalanceret, men ikke desto mindre en gane-kildende øl, som skiller sig ud med sine markante frugtnoter.

 

To og et halvt glas

 

Skanderborg Bryghus – Julegåsens Brown Ale

Brown ale 5,6 %

 

Det er en meget mørk brown ale, mørkere end mahogni, ja nærmest mørk som en porter. Skummet er beige, men lever desværre ikke så længe. Der er tilsat chokolade, appelsin og vanilje, og med dette in mente og med udseendet, ja, så er det ikke lige en brown ale jeg ville tænke jeg sad og nærstuderede. Den dufter primært af korn, malt, chokolade og en snert af vanilje. Kroppen er let og livlig, men med en dyne af appelsinkrokant, der lægger sig blidt om de noter, der umiskendeligt tilhører den brown ale, som det altså er. Og sammen fungerer det bare rigtigt godt.

 

 

Nørrebro Bryghus – Jule Ale

Engelsk ale 5,4 %

 

Mahognibrun øl med en let skumkrone med en offwhite kulør. Øllet dufter af korn, markblomster og mørke, tørrede frugter, dels fra malten og dels fra de tilsatte svesker. Smagen er herligt maltet og med fine noter af den tørrede frugt, men også toffee og nødder. Bitterheden er moderat, og runder denne skønne fyldige ale godt af.

 

Tre og et halvt glas

 

FUR – Christmas Ale 2024

Belgian strong dark ale 9,4 %

 

Hvert år ser jeg frem til at smage denne ravgyldne øl, der med sin fine balance mellem restsødme og humlebid gør indtryk. I år er ingen undtagelse. Aromaen byder på kandissødme og en diskret krydret kant med antydninger af citrus. Som tidligere år imponerer øllet med dybe noter af karamel og en let varme fra alkoholen, der gør den oplagt til en kølig aften foran pejsen. Selvom procenten er høj, og der er en vis sødme, er balancen bevaret, og det er en fornøjelse at nyde hver en dråbe af de 50 centiliter. Hvad den har af likeability, har den dog ikke i kompleksitet og finesse, der gør, at øllen ikke kan få topkarakter.

 

 

Herslev Bryghus – Juleøl

Red ale 6 %

 

En let tåget, kobberrød øl med en fast hvid skumkrone. Der er udtalte noter af appelsin, som lægger sig som en dyne over maltens brødlignende noter. I munden er den frisk, men med en god tyngde, med masser af maltnoter og en afbalanceret mængde appelsin. Bitterheden er moderat. En god og alsidig juleøl til både mad og hygge.

 

Tre og et halvt glas

 

To Øl – Julesovs Hazy IPA

IPA 6,1 %

 

Der vælter en meget ekspressiv tropisk aroma ud af dåsen – det er meget indbydende. Øllet selv er hazy som lovet, og kuløren er orange. Masser af noter fra grapefrugt og stenfrugter præger næsen som følger med hele vejen igennem smagsoplevelsen, der slutter en kende for bittert. Den formår ikke rigtigt at skille sig ud fra mængden, hvilket måske er årsagen til det … interessante design – man lægger i hvert fald mærke til den på hylderne.

 

To og et halvt glas

 

FUR Bryghus – Julebryg

Brown ale 6,5 %

 

Det er en klar, nøddebrun øl med en lys beige skumkrone. Aromaen er præget af søde brødnoter, nødder og noget, der kunne forveksles med røg, hvilket giver øllet en kødfuld profil, både i næse og mund. Det fremstår rundt, fyldigt og lækkert. Man får hvad de lover på etiketten, en harmonisk, rund og varm smag. 

 

Tre og et halvt glas

 

Midtfyns Bryghus – Juloween

Winter ale 6,5

 

Hvad får man, hvis man kombinerer halloween og jul? Hos Midtfyns Bryghus får man en kobberfarvet, aromatisk og sødmefuld øl tilsat store, store mængder amerikansk pumpkin spice. Denne krydderiblanding er et mix af kanel, ingefær, muskatnød, allehånde og nelliker. Og det smager Juloween af, også i den grad. Hvis man ser bort fra krydderierne, er der en solid, frisk blonde-agtig øl under, men det er ikke muligt at se bort fra krydderierne. Er man til pumpkin spice, er Juloween et helt sikkert hit – er man ikke, ja så skal man gå langt uden om den. 

 

To og et halvt glas

 

ÅBEN – Snowflakes

New England IPA 6 %

 

Denne lyse og frugtige NEIPA har en indbydende friskhed, og står lyst og kun let hazy i glasset under den kridhvide skumkrone. Den dominerende note af curaçao appelsin bidrager med en sofistikeret bitterhed. En bitterhed, der er afdæmpet, næsten elegant, og mens den ikke ligefrem skriger efter opmærksomhed, er den dog allestedsnærværende – som Wham! i radioen i december. Resultatet er en let tilgængelig og velbalanceret NEIPA, der kan skabe lys i vinterens mørke.

 

Tre og et halvt glas

 

Amager Bryghus – Double Up On Xmas

Double IPA 9 %

 

Hazy IPA efter Amager-formlen. Humlet og indbydende, og forræderisk nem at drikke på af sine 9 %. Øllet er fyldigt og rigt på modne tropiske frugter og fine citrusnoter. Bitterheden er underspillet, men det gør ikke spor, den stikker lige hovedet frem, når det er nødvendigt. Jeg smager denne på fad, og det kan varmt anbefales. Men at det er en juleøl, den må de længere på ud på Amager med.

 

Fire og et halvt glas

 

Ærø Bryggeri – Jule Ale 

Mørk ale 6 %

 

Klar, kastanjebrun øl med et indbydende latte brunt skum. Næsen er primært drevet af malt: mørkt, krydret rugbrød og en snert af korn. Noget mere frisk i svælget, hvor en skøn syre byder det tunge rugbrød op til dans. En meget harmonisk og velafbalanceret juleøl, helt uden brug af andet end vand, malt, humle og gær.

 

 

Nørrebro Bryghus – Julebryg

Mørk ale 6%

 

Der er ikke megen skum på den ravfarvede øl, der dufter intenst af overmoden banan og nelliker. Øllet er godt karboneret og smagen er en god blanding af julekrydderierne nelliker og ingefær, men umiddelbart underspillet. Varmes øllen blot en smule, intensiveres noterne af nelliker dog, og overtager billedet.

 

To og et halvt glas

 

Jacobsen – Golden Naked Christmas Ale

Strong Ale 7,5 %

 

Klar, kastanjebrun øl med en høj, tæt og cremet hvid skumekrone. Under den tætte maltaroma finder man lette noter af citrusfrugter og lakrids. Kroppen er fyldig og smagene af toffee, lakrids, appelsin og mørkt brød gør sig godt i ganen. Finish er lang, frugtig og blød, med en moderat bitterhed. Det er en klistret sødme, der trækker en smule fra indtrykket af en ellers rigtig god juleøl.

 

Tre og et halvt glas



Den Gamle Brygger – Julens Glæde

Mørk ale 8,4 %

 

Flot kastanjebrun øl med et højt skum. Aromaen er noget spøjs, som en gang fermenteret rugbrød med koriander. Smagen er til gengæld mere interessant og appetitlig. En sød øl, der balanceres fint af stjerneanis og bitre appelsinnoter. En rigtig hyggeøl, men bør også kunne gå godt til flæskestegen.

 

Tre og et halvt glas

 

Anarkist – Hazy Zero Xmas

IPA 0,5 %

 

Halmgul og hazy øl med en tæt, hvid skumkrone. Kraftig humlearoma, med alle de tropiske frugter, som maskerer fornemt, at der er tale om en alkoholfri øl. Kroppen er noget amputeret, dog stadig juicy, men den potente Nectaron-humle og markante karbonering sikrer en glimrende drikkeoplevelse. Nectaron bringer noter af blandt andet appelsin, hvilket formentlig er det halmstrå der bliver grebet efter, når det kommer til at lave en juleøl. 

 

Tre og et halvt glas

 

Mikkeller – A Red & White Christmas 

Mørk ale 8,7 %

 

Klar og gylden øl med et rødligt skær. Skummet står højt i glasset og man får den røde og hvide juleøl, der bliver lovet. Næsen er let krydret, men ellers rimelig anonym. Anonym er den dog slet ikke, når man først får den i svælget. Enormt viskøs øl, med et godt krydderbid og en markant bitter finish, som bliver noget astringent. Bør nydes med en god portion julekager.

 

To glas

 

  

ÅBEN – Nutcracker

Stout 7,2 %

 

Kulsort øl med en cremet mokkakrone med en næse bestående af kakao og ristet malt. Øllet har en god ristet kant, men formår stadig at virke blød og rund i svælget. Det er noter af vanilje og kakao, der fører øllet fra start til slut – en lang og moderat bitter finish, med en vedvarende kakaosmag. 

 

 

Anarkist – Red Noses

Red ale 5,5 %

 

Ravgylden, klar øl med en livlig næse af korn, og blide, røde bær. Smagen er dog ikke blid, her skærer syren fra tranebærjuicen igennem, der sammen med en udtalt bitterhed skaber en lidt forvirret rød ale.

 

To og et halvt glas

 

Svaneke – Rød Jul

Dark lager 5,7 % 

 

Denne rødgyldne øl hverken ligner eller dufter af hvad man kunne forvente af en dark lager, men det gør nu heller ikke noget. Næsen er ren og maltet henad en wienerøl, og kroppen er sødmefuld, med noter af karamel og korn. Bitterheden er moderat og skaber en fin balance i den let humlekrydrede øl. Sikkert hit til frokostbordet.

 

Tre glas

 

Föroya Bjór – Jóla Bryggj

Mørk ale 5,8 %

 

Kobberrød øl med et lavt skum og en udtalt næse af vådt, mørkt brød. Smagen er præget af brød, malt og en let syre og blid bitterhed. En neutral oplevelse, der ikke rigtigt smager af jul, men det er fint håndværk.

 

To og et halvt glas

 

Midtfyns Bryghus – Jule Stout

Stout 7,6 %

 

Det er en flot stout, med en længe levende mokkabrun skumkrone. Den dufter af lakrids – formentlig som følge af den tilsatte lakrids, stjerneanis og fennikel. Kroppen er fyldig og den flerfacceterede lakridsprofil fornægter sig ikke. Øllet er let ristet og bitterheden gemmer sig godt under de ristede noter, hvilket klæder øllet, der er som skabt til ostebordet. 

 

Tre og et halvt glas

 

Thurø Bryghus – Juløbryg

Dubbel 5,5 %

 

Kastanjebrun øl med en sødmefuld næse, med mørke frugter og en rundhåndet portion af julens krydderier, hvor især pebernoter titter frem. Peberen prikker på tungen på behagelig vis, mens de mørke frugter varmer godt i kinderne. Vidunderligt afstemt øl. 

 

Fire og et halvt glas

 

Randers Bryghus – Jule Porter

Porter 7 %

 

Det er en flot, sort øl, der står helt smoothe i glasset, med en tæt og pompøs beige skumkrone. Næsen består nærmest udelukkende af saltkaramel, og kun en snert af humle og malt viser sig frem. Kroppen er blød, kulsyren fin og pirrende, og malten blander sig mere i smagen end næsen, hvilket klæder den. Bitterheden er udtalt, men det kræver også sit at tøjle den gavmilde tilsætning af saltkaramel – og det gør den til bravour.

 

 

Skands – Julebryg

Mørk ale 6,5 %

 

Klar, rødbrun øl med en imponerende potent skumsætning. Næsen er drevet af malt og korn, med en blid krydret humle i kanten og et hint af markblomster. Øllet er sødmefuldt og med en fin syre, der næsten formår at afbløde den tunge maltprofil, som varmer i kinderne og lægger sig som en hinde i munden. Kort finish.

 

To glas

 

Amager Bryghus – Amager Julebryg

Scottish Export Ale 6 %

 

Brun som hasselnødder med en næse, der dufter af brød og sukker, og man bliver allerede lidt i julehumør, selvom den er fri for alskens julekrydderier. Fint afstemt, maltet juleøl med en god bitter finish. 

 

Tre og et halvt glas

 

Nørrebro Bryghus – Jule IPA

West Coast IPA 5,5 %

 

Klar, gylden øl med en aroma af uforgærbar urt, kandis og citrusfrugter. Juicy, bitter og krydret. Der er tilsat appelsinjuice og det fornemmes, men det harmonerer ikke rigtigt og ender ud i en tyggegummi-agtig udtørrende finish. Øllet har helt sikkert et publikum, men ikke dem, som vælger en øl fordi det er en west coast IPA.

 

To glas

 

Herslev Bryghus – Stjernebryg

Quadrupel 9 %

 

Mørk mahognikulør og en aroma rig på stjerneanis, kandis og mørke, tørrede frugter. Den tilsatte koriander fornemmes først i smagen, men den er underspillet i forhold til noterne af blommer, svesker og ikke mindst stjerneanis. Sødmen, varmen fra alkoholen og de krydrede noter spiller flot sammen og finish er lang og rig. Læg dig på isbjørnetæppet foran pejsen og nyd aftenen med et godt glas Stjernebryg. 

 

Fire og et halvt glas

 

Jacobsen  – Juletid IPA

West Coast IPA 5,1 %

   

En klar, kobberrød øl med en lav, men længelevende skumkrone. Duften er indbydende, med klare noter af appelsin og mandarin. Smagen er frugtrig og aromatisk, mens kroppen godt kunne klare en anelse mere fylde. Men sødme og bitterhed er godt afstemt, og til en pris helt ned til 22 kroner på udsalg for 75 cl, så kunne den sagtens lande på mit julefrokostbord.

 

Tre og et halvt glas

 

Ørbæk Bryggeri – Julestout

Stout 9,5 %

 

Der er nu noget tilfredsstillende, når man skænker sig et glas stout med så højt og flot skum, der løber op langs glassets kant. Aromaen er primært drevet af blommer, og selvsamme blommer og lakrids følger med i smagen. Der er tilsat rom i øllet, og det smages tydeligt, især når øllet serveres ved køleskabstemperatur. Der er øllet ikke synderligt harmonisk, men det hele samler sig nogenlunde, når øllet runder de 10 grader. Er man blommebegejstret, bør man ikke gå uden om dette års Julestout fra Ørbæk. 

 

To og et halvt glas

 

Bryggeriet Skands – Irma Julebryg

Dubbel 7,2 %

 

En sødmefuld næse med tørrede mørke frugter og kandis kommer dig i møde, når du skænker denne mørke, nøddebrune øl. Kroppen er en kende for let til at bære de mørke smagsnoter og de høje procenter, og selvom bitterheden er afmålt og tilnærmelsesvis balancerer de søde smagsnoter af svesker, brombær og puddersukker, er det ikke en tilfredsstillende oplevelse. 

 

To glas

 

Thisted Bryghus – JuleRen

Bock 7,9 %

 

Det er en meget lys bock, som en guldøl, men skumkronen er ikke værd at skrive hjem om. Aromaen er floral, med lette citrus og kornnoter sekundært. Øllet er meget sødt, lidt for let i kroppen, bitterheden er lav og karboneringen kraftig. Det bliver aldrig helt harmonisk, men på en eller anden vis er en let krydret humle med til at give øllet karakter, der alligevel gør det til en hæderlig oplevelse i glasset – især efter øllet har fået lov til at få en smule varme.

 

To og et halvt glas

 

Det Lille Bryggeri – Julebryg

Belgisk ale 7,4 %

 

Rødbrun øl med et lifligt beige skum. Aromaen er godt krydret, koriander og peber primært. Indbydende og julet. Kroppen er fyldig, og sødmen er balanceret fint med bitterhed og krydderier. Smagen er dyb og byder udover koriander også på fennikel og toffee, og eftersmagen er lang og behagelig. Her er man ikke i tvivl om, at man har en juleøl i glasset, men på et niveau, hvor selv de mest juleforskrækkede bør kunne være med.

 

 

Randers Bryghus – Jule Pilsner

Pilsner 7 %

 

Der er nok nogle pilsnerpurister, der vil stille spørgsmålstegn ved, om en øl på 7 % kan kaldes en pilsner – og så endda med tilsat granskud og rosmarin – men det skal vi ikke gøre os til herre over. Øllet har samme korngule kulør og flotte hvide skum, som en god pilsner bør have. Aromaen er præget af malt, korn, blomster og i lidt mindre grad krydderurter. Øllet er fyldigt, sødmefuldt, men med en fint krydret og behagelig bitter finish. Krydderierne bidrager med kompleksitet, varme og ja – hygge. Meget fin og kraftfuld julelager.

 

Tre og et halvt glas

 

Thisted Bryghus – Limfjords Porter JP

Porter 9,2 %

 

Denne sorte øl, har et let rødligt skær i kanten og et fint brunt skum. Næsen er sødmefuld, tæt af malt og afblødet af vanilje. Øllet er kraftigt karboneret og bitterheden mere fremtrædende end tidligere års udgaver af denne potentielle nyklassiker. Som øllet når den rette temperatur blødes den ellers noget markante øloplevelse ud, og bliver en mere blød, men også sød juleoplevelse. Den ristede kant, den udtalte bitterhed og de kraftige, levende bobler træder til side til fordel for noter af kaffe, chokolade og ikke mindst vanilje.

 

 

Det Lille Bryggeri – Vintage Julebryg 2024

Belgisk ale 10 %

 

Det er Det Lille Bryggeris Julebryg, der har fået “meget mere af det hele”. Kuløren er mahognibrun, skummet lavt og næsen ekspressiv. Den har et parfumeret touch, sammen med noter af koriander, bær, mørke frugter og kandis. Kroppen er fyldig og øllet er umiddelbart sødligt med en fornemmelse af kandis, der bliver hængende. Krydderierne er fint afstemt, og trods den søde begyndelse, slutter øllet på en lang, tør note, der gør det til en vældig god oplevelse – og den bliver formentlig kun bedre af at stå et par år.

 

Fire og et halvt glas

 

Herslev Bryghus – Snefri 

Ale 0,5 %

 

Øllet er mørkgyldent og skummet lyst og cremet. Aromaen byder på markante noter fra korn og malt. En ordentlig omgang øllebrød. Øllet er fyldigt, en smule juicy og meget sødt. Øllet er tilsat appelsin, men både det samt bitterhumlerne Magnum og Amarillo kan ikke bryde den intense sødme. Interessant er det dog, at sødmen er charmerende og appelsinnoterne, der hænger længe ved, alligevel formår at gøre det til en øl, som er værd at overveje til julebordet.

 

Tre glas

 

Svaneke Bryghus – Don’t Worry Julebryg 

Ale 0,5 %

 

En mørkebrun øl med en høj, tæt noget lysere brun, skumkrone. Næsen er præget af sød maltaroma og appelsin. Øllet er kraftigt karboneret, friskt, med behagelige citrusnoter, der danner par med nødder og rugbrød. Et godt bud på en smagfuld og fyldig alkoholfri øl til frokostbordet. 

 

Tre glas

 

Krenkerup – Juleøl

Ale 6,3 %

 

Øllet står klart som poleret rav, modsat aromaen, der er et virvar af nelliker og stjerneanis og en rundhåndet servering af kanel. I munden er krydderierne en kende mere afdæmpede, hvilket klæder den, omend krydderierne – i særdeleshed kanel – medvirker til en udtørrende fornemmelse i svælget. Det er formentlig ikke et problem, når den nydes til mad, men når øllet står alene, skæmmer den astringente oplevelse det samlede billede.

 

To og et halvt glas

 

Fanø Bryghus – Get Scrooged

Red ale 8 %

 

Øllet har en flot mørk gylden kulør og skummet står højt. Næsen byder indbydende på noter af fyrrenåle, karamel og citrusfrugter. Kroppen er fyldig, boblerne store og bitterheden større. Old school IPA-style. Der er en solid maltbund med noter som kiks og karamel, mens især citrusnoterne fra humlen skylder ind over tungen og bliver hængende længe efter sidste slurk. Mens øllet er en værdig øl til juleaftens hovedretter, så kunne den nu godt bruge en smule sødme, for at få juleklokkerne til at ringe for alvor.

 

Tre og et halvt glas

 

Ørbæk Bryggeri – Santa Ale

Brown ale 5,8 %

 

En lys, gylden brown ale med en knækket hvid top, der slænger sig op ad glassets kanter. Næsen byder på appelsiner, kandis og brød i en herlig blanding. Øllet er læskende og friskt; mere friskt end forventet – og det kommer øllet til gode. I svælget byder den på krydrede noter, appelsinskal, milde maltnoter samt en god og afrundende bitterhed. 

 

 

Stepping Stone – Winter Home 

Black IPA 6,6 %

 

Skummet står højt, flot og massivt oven på den sorte øl, mens næsen fyldes af duften af fyrrenåle og citrusfrugter. Øllet er tydeligt humledrevet, og citrusfrugter, harpiks og fyrrenåle lægger sig som en dyne over en ristet og bitter base. Det bliver noget bittert med bittert på.

 

Tre glas

 

Juleøl
Ølanmeldelser

Arrangementer

Emne

År

Gem og luk

Emne

Gem og luk

År

Gem og luk

Sorter efter: Nyeste

0 Resultater
Ingen Nyheder På Denne Filtrering
Indlæs Flere