I Ølentusiasten 135 kommer vi tæt på den britiske ølkultur og herunder selvfølgelig den folkekære cask ale – eller real ale – der er en indgroet del af den engelske ølkultur, men som var i overhængende fare for at forsvinde, da makrobryggerierne og deres lagerøl fik medvind. Det gjorde den ikke, og den er fortsat en fast og vigtig bestanddel på engelske pubber. Vi besøgte Charlie’s Bar i Pilestræde, København, for at blive klogere på, hvorfor denne store kamp for øllet var værd at kæmpe.
Hvad er cask ale?
Cask ale er en form for øl, der er blevet brygget og modnet naturligt uden brug af kulsyre eller eksternt tryk. Sådan er den blevet brygget i århundreder.
Cask ale er kendt for sin autentiske og naturlige karakter. Efter gæringen overføres øllet til et cask, eller tønde på dansk, hvor øllet får en sekundær gæring. Det er der, man tørhumler øllet, hvis det er en del af opskriften. Under den sekundære gæring skabes der naturligt en blød karbonering.
I modsætning til kommerciel øl, der typisk serveres under tryk fra fustager eller på flasker, kræver cask ale en anden håndtering og serveringsmetode.
Ølmaskinen
Når cask ale er klar til at blive serveret, bliver tønden placeret i en opretstående position, og øllet tappes ved hjælp af et håndpumpe eller tyngdekraften.
Denne håndpumpe kaldes en beer engine og blev opfundet tilbage i 1700-tallet. Når bartenderen aktiverer håndtaget på barens beer engine, skabes et vakuum, der trækker øllet op gennem en slange og ud gennem taphanen. Eftersom systemet er manuelt, kan bartenderen kontrollere flowhastigheden, hvilket kan være afgørende for at sikre den korrekt skumning og præsentation af øllet. Eftersom der ikke tilsættes kulsyre undervejs, opnår man en øl, med en naturlig, blød kulsyre, der giver øllet en særegen og behagelig mundfylde.
Cask ale serveres ofte ved en lidt højere temperatur end andre øltyper, hvilket fremhæver dets smagsnuancer og kompleksitet.
Markant anderledes end dansk værtshusøl
Denne bløde øl kan noget helt specielt. For os, der er vokset op med, at øl skal indeholde rige mængder kulsyre, kan det være et ret underfundigt møde, men man lærer hurtigt hinanden at kende.
Når kulsyren ikke er der til at guide smage og indtryk, står du tilbage med en mere sårbar og ærbar øl. Mens kulsyre blandt andet giver en frisk og rensende effekt, kan de også være medvirkende til at skjule både godt og ondt i øl. Så når du nyder en cask ale, opdager du hurtigt glæden – eller potentielt skuffelsen – ved øllet.
Som en efterforskende skriverkarl, har jeg været nødt til at smage på sagerne for at give en ordentlig reportage og må fortælle, hvor indtagende de britiske jordede og krydrede humler kan samle sig pænt om den fremtrædende maltbund, som leder tankerne hen på mørkt landbrød, korn og engelske toffee. Der er meget sjov i toffifee! Samtidig giver peber, grønne urter, mos, markblomster og en besnærende bitterhed de egenskaber til øllet, som gør, at man på intet tidspunkt savner kulsyren. Selv den rensende fornemmelse klarer jeg mig fint uden – det klarer bitterheden for mig. Samtidig gør den mig klar til endnu en tår. Og endnu en.
I Ølentusiasten 135 kan du også læse om Danske Ølentusiasters britiske søsterorganisation CAMRA, hvis formål oprindeligt var, at redde cask alen. Det lykkedes de heldigvis med, hvorfor de nu også tager andre vigtige kampe op.
