Smagningen som virkelig udstillede dels vores smagsløg men også hvad der kan ske med en øl som er lavet ud fra samme opskrift og blot gemt over en årsrække og hvor den eneste forskel var at 3 af øllene var fadlagrede.

Øllene vi smagte var Vintage Julebryg fra Det Lille Bryggeri og her smagte vi følgende årgange – 2015, 2017, 2019, 2022 og 2025, hvor der for de 3 sidste også var en fadlagret model. Smagningen blev styret med hård hånd og masser af humor af Claus samt Sølund, som hermed havde debut efter hans indtræden i bestyrelsen og her må vi sige at vi glæder os til at høre meget mere fra ham.

Temaet var ikke at fortælle så meget omkring selve øllet men historierne gik mere omkring, hvad der skete i det pågældende år og gerne med en anekdote omkring fodbold (Claus 3. største passion udover Bolette og øl). Der kom nogen virkelig gode historier ud omkring dette og alle hyggede sig fra den første øl, hvilket måske havde lidt at gøre med, at Skema havde noget virkelig lækkert øl på hanerne, som alle gjorde et godt forsøg på at få tømt.

Det sjove ved selve smagningen var at smage hvordan øllet havde udviklet sig henover årene og vi startede med Vintage Julebryg fra 2017, som man havde svært ved finde ud af om den var gået over tiden eller ikke var helt udviklet, dette fik vi dog svar på, da vi efterfølgende smagte den fra 2015 og den havde udviklet sig helt enormt og endte da også med at denne øl kom ind på en samlet 3. plads. Så kom vi til 2025 og her var der rigtig god smag og der ses frem til hvordan udviklingen af denne bliver og her tænkes især på den fadlagrede, som allerede nu var rigtig god. Så kom turen til 2019 som begge sluttede i bunden og håbet er at de udvikler sig på samme måde som 2015. Til sidst fik vi 2022 og her må vi bare sige WAAU, hvad er der lige sket her. Begge øl var fantastiske og sluttede som nr. 1 og 2. med den fadlagrede, som den klare vinder.

Smagningen som var tæt på udsolgt var igen fantastisk og alle havde en overvældende og udbytterig aften, hvor snakken gik i høje vendinger og vi ser alle frem til næste smagning, hvor Skjold skal vise, hvad han har fået ud af de sidste 20 år i DØE Ringsted.

Vintage Julebryg 2017 fik 9 stemmer
Vintage Julebryg 2015 fik 31 stemmer
Vintage Julebryg 2025 fik 11 stemmer
Vintage Julebryg 2025 fadlagret fik 25 stemmer
Vintage Julebryg 2019 fik 2 stemmer
Vintage Julebryg 2019 fadlagret fik 7 stemmer
Vintage Julebryg 2022 fik 48 stemmer
Vintage Julebryg 2022 fadlagret fik 83 stemmer
Hermed er Vintage Julebryg 2022 blevet vinder for anden gang i sin karriere

