
Bad Seed Brewing skriver om sig selv bl.a. dette:
Bad Seed Brewing brygger kreative kvalitetsøl i Gudumholm lidt uden for Aalborg. Vi er drevet af en stor kærlighed til øl. Vi elsker at skabe øl, vi elsker at opdage nye øl og vi elsker at drikke øl. I vores øl lader vi råvarerne tale deres sprog så tydeligt som muligt.
Vi er kompromisløse i vores tilgang til øl, hvor vi vægter vores intuitive forståelse af øl lige så højt som vores dybdegående kendskab til de enkelte ingredienser og processer. Og det er netop i dette krydsfelt mellem vision, forståelse og omhu at bryggeriets sjæl findes. Det håber vi du kan se, dufte og smage i vores øl.
Vi bruger kun de bedste råvarer - og vi behandler hver enkelt maltkorn med respekt og omhu. Øllet fortæller os, når det er færdigt, ikke omvendt. Derfor ved vi, at hver eneste tår pilsner, IPA eller Stout smager præcist som det skal, når det omhyggeligt tappes på dåser og fustager.
Danske Ølentusiasters medlemmer har valgt Bad Seed Brewing som Årets Bryggeri 2025.
Du er altid velkommen til at besøge os på bryggeriet og handle i vores butik indenfor almindelige åbningstider (hverdage 9-16).