Oven på en stor frokost med et par gode øl, kan man godt gå hen og blive en smule døsig, og det er sjældent hensigtsmæssigt, hvis man skal præstere igen senere på dagen. Derfor har man også de senere år set et større fokus på både ‘frokostøl’ med færre procenter og slet og ret de alkoholfri øl. Det er en udvikling Royal Unibrew skubber på, når de sammen med 30 spisesteder fordelt over hele landet byder indenfor til frokostfestivalen Frokostfesten fra den 7. april til 16. april
Frokostfesten er nemlig en tilbagevendende festival med det gode frokostmåltid og alkoholfri øl som omdrejningspunkt. Spørger man Ulrik Malling, Brand Manager for Anarkist hos Royal Unibrew, er der god grund til, at netop alkoholfri øl indtager rampelyset på festivalen:
- Danskerne har fået smag for alkoholfri øl, og det er i særdeleshed i forbindelse med frokosten, som nydes ude, at vi ser et stort potentiale for øl uden procenter. Kategorien rummer et enormt vækstpotentiale, og med den stigende interesse fra forbrugerne er det oplagt for os at sætte alkoholfri øl i fokus til Frokostfesten.
- Med Frokostfesten ønsker vi at opmuntre danskerne til at mødes over en frokost og skåle i alkoholfri øl fra Anarkist, som understøtter den gode smagsoplevelse. Efterfølgende kan man vende tilbage til hverdagen uden alkohol i blodet.
Udvalget af spisesteder er klart størst i København, men der er også spændende spisesteder med i eksempelvis Midt- og Nordjylland, Sydsjælland og på Fyn. De fleste steder serverer smørrebrød, men der er da også mulighed for klassikere som Pariserbøf eller pandestegt rødspætte. Hertil serveres enten Anarkist Hazy IPA eller Anarkist Mighty Mild, der begge er på 0,5 %.
Billetpriserne for et måltid og én øl varierer mellem 175 og 285 kroner + billetgebyr.