Allerede i disse dage er der godt gang i København, når en række barer i byen varmer op til Mikkeller Beer Celebration Copenhagen, som afholdes den 5. og 6. maj. Samtidig markerer den 6. maj starten på Copenhagen Beer Week, som indbyder til mere end 60 arrangementer på barer, restauranter og bryggerier – og i et gammelt lokomotivværksted i Sydhavnen, hvor Danske Ølentusiasters Ølfestival 2023 markerer afslutningen på et mange dage langt ølmarathon.
Under Copenhagen Beer Week er det muligt at drikke gravøl på Assistensen, give sig i kast med ølyoga, bodega-banko, øl-quiz, lære at dyrke humle og meget, meget mere. Den ni dage lange Beer Week er ifølge ølanmelder hos Børsen og klummeskribent i Ølentusiasten, Christian Andersen, med til at udbrede det gode øl hos danskerne.
“Copenhagen Beer Week er en gylden løftestang for, at danskerne vil åbne øjnene – og ganen – yderligere for Danmarks nationaldrik, øl. Derfor bidrager jeg bl.a. med en smagning af gravøl på Assistens Kirkegården og en kærlig-kritisk smagning af IPA, som trænger til et kvalificeret modspil,” siger Christian Andersen.
Se det fulde program her: Copenhagen Beer Week
I forbindelse med Copenhagen Beer Week bliver der frigivet en festivaløl, som ikke er brygget i København, men derimod på Bornholm. Fire bryggerier fra øen, Beer Here, Svaneke Bryghus, Small Batch og Lucky Island Brewing har slået hovederne sammen og brygget en maibock på 6,2 % på Svaneke Bryghus, som har fået navnet Rock Brew.
Ølentusiastens redaktør Kasper Mundt-Nielsen har smagt øllen:
“Rock Brew er en gylden øl med et let rødligt skær og en god, fast skumkrone. Den har en sødmefuld karamelduft iblandt den friske aroma, fra de rige mængder korn og humle. Øllet er fyldig og omfavnende, med en krydret og brødfuld smag, hvor næsens søde karamel runder øllet af i en bitter finish. Den vil være glimrende til frokostbordet, ligesom den kan nydes i de kommende solskinsstunder.“
Det er de fire bryggerier, Beer Here, Svaneke Bryghus, Lucky Island Brewing og Small Batch, der står bag dette års Copenhagen Beer Week øl, Rock Brew. Foto: Sophie Due Rasmussen.
Rock Brew kan købes i alle landets Meny-butikker, på Svaneke Bryghus og til Copenhagen Beer Week.
Ølfestival 2023
Fredag og lørdag, den 12. og 13. maj, afholder Danske Ølentusiaster Ølfestival 2023 i Lokomotivværkstedet. Det gamle værksted er fyldt til randen med spændende udstillere, som står klar til at udskænke øl i lange baner.
Festivalchef Rie Sørensen glæder sig over et bredt og højt niveau af udstillere, og hun tæller dagene til Ølfestival skal afholdes.
“Vi glæder os over dette års program på Ølfestival, som byder på noget for enhver smag. Udstillerne har virkelig bakket op om festivalen, og vi har flere nye tiltag i støbeskeen. Vi glæder os!” siger hun.
Find mere information om udstillere, hvilke øl, der er mulighed for at smage på og mere information om events under festivalen: Ølfestival.dk
Har du endnu ikke sikret dig din billet, så husk at der er rabat til medlemmer af Danske Ølentusiaster.
Slutter med en rund fødselsdag
Afslutningen på Ølfestival og Copenhagen Beer Week rundes af med en rund fødselsdag, når Tuborg fylder 150 år. Det markeres blandt andet med Rød Tuborg, som bryggeriet i år har valgt at sende i dagligvarehandlen. De har brygget 1,2 millioner liter, hvoraf 900.000 af dem er tappet på dåse til dagligvarebutikkerne.
”[...] vi håber, at danskerne igen i år vil tage sig tid til at mødes over en Rød Tuborg og fejre vores fødselsdag,” siger Caroline Leopold, brand manager for Tuborg.
En ting er sikkert, Danske Ølentusiaster ser frem til at tage hul på forsommeren, med et hav af arrangementer i det gode øls navn.