VELKOMMEN TIL LOKALAFDELING AALBORG
Statistik om lokalafdelingen
Facts om lokalafdelingen
Det første medlemsmøde i det der udviklede sig til Lokalafdeling Aalborg blev afviklet januar 2000. Så den hører til blandt de ældre lokalafdelinger i foreningen. Den dækker 30 postnumre og tæller næsten 400 medlemmer. 21% kvinder og 79% mænd.
Lokalafdelingens område befinder sig arealmæssigt fra Farsø og øst over til udmundingen af Mariager Fjord og op lige nord for Limfjorden og langs denne ned til Farsø igen. Yderpunkterne er Vestbjerg, Vodskov, Vester Hassing, Hals, Hadsund, Arden, Aars, Farsø, Løgstør, Nibe og Aabybro. I midten af det hele ligger Aalborg, hvor langt det meste aktivitet naturligt foregår.
Vi afvikler årligt cirka 10-12 aktiviteter. Nogle af disse aktiviteter er udadvendte begivenheder rettet mod ølinteresserede som vi gerne vil have med i foreningen. Andre er medlemsmøder, hvor der kun er adgang for dem som vi allerede har fået med i folden. De seneste år har vi besøgt spændende kulturelle steder og kombineret dette med ølsmagning.
Lokalafdeling Aalborg har naturligvis som alle andre udviklet sig gennem årene. Nøgleord i den udvikling har været ambition, innovation og tradition.
Ambitionen har været, selv at afvikle gode medlemsmøder, og – samtidigt - have fokus på at udbrede kendskabet til de mange tiltag som områdets øvrige arrangører af øl-aktivitet byder på. Samt naturligvis at samarbejde med øl-aktører, og andre der måtte være interesserede, om at finde på platforme hvorfra vi kan udbrede øllet. Vi forsøger at være udadvendte og har derfor gjort meget ud af vores uddeling af Dansk Ølmærke. Det er dels foregået i form af beerwalks rundt til udskænkningsstederne - og i form af store udadvendte begivenheder. Eksempelvis har vi de seneste år afviklet Øllets Dag i Nordkraft med mange forskellige udstillere og masser af øl-glade gæster.
I forhold til innovation har vi været helt fremme i skoen og udtænkt nye mødetyper og tiltag som flere andre lokalafdelinger efterfølgende har kopieret, men vi skal da ikke være for fine til at indrømme vi også har ladet os inspirere af andre – selvfølgelig har vi det.
Vi har siden 2005 arrangeret aktivitet i forbindelse med Øllets Dag. Det var et af disse tiltag der inspirerede VisitAalborg til at lave Aalborg Beerwalk. I 2010 prøvede vi kræfter at bemande en julehytte ved Aalborg Cityforenings julemarked – det var en sjov, men samtidig også umanerlig kold oplevelse. Vi har brygget et par øl sammen med lokale bryghuse. Lavet smagning af dyreøl i Aalborg Zoo. Haft ølsmagning i Aalborg-tårnet. Haft skotsk ølsmagning der blev krydret med optræden af et sækkepibeorkester. Endvidere afviklede vi gennem en årrække kvindeølsmagning. Generelt har vi haft besøg af mange spændende personligheder fra øllets verden gennem tiden – ingen nævnt, ingen glemt. Interesserede kan nærlæse om det hele på vort website under tilbageblik.
Mange af tiltagene har været så gode at de er blevet traditioner, som vi har været nødt til at gentage år efter år. Vi har med stor succes afviklet 10 udlandsture. Fem til Belgien, to til Tjekkiet en til Tyskland og en til Sverige. Det er vores fremragende trio, Knørr, Tikjøb og Knørr, der har stået for de fleste af turene. Siden 2005 har vi hvert år kunnet præsentere alle 10 kandidater ved den årlige februar-smagning. Siden 2007 har vi hvert år afviklet ØL, Flæsk & Bold (de fleste gange) i samarbejde med Søgaards Bryghus. Et hverdagsaftensarrangement i december måned med et antal frie haner, stegt flæsk med persillesovs, kartofler og rødbeder samt champions League-fodbold på storskærm – alt sammen ad libitum fra klokken 19 til slutfløjt.
Vi blev kåret som Årets Lokalafdeling 2009 og har siden haft svært ved at få hænderne ned igen. Og det er lykkedes at holde niveauet. Vi lever så rigeligt op til vort slogan ”ØLOPLEVELSER MED GARANTERET HØJT SKUM”. Det går rigtigt godt i ØLborg. Kig forbi. Du er velkommen…
Har du kommentarer eller forslag til forbedringer af lokalafdelingens virke eller kendskab til gode indkøbssteder, værtshuse eller arrangementer i lokalafdelingens område, som vi ikke har nævnt - så skriv endelig til os.
Brug for en ølsmagning?
Lokalafdelingen får mange henvendelser fra folk som enten vil have assistance til en ølsmagning eller have Danske Ølentusiaster til at fortælle mere om foreningen og øllets forunderlige verden.
Flere af vores medlemmer laver ølsmagninger:
Tom Christensen en af vores tidligere lokalnæstformand stiller gerne op til begge dele - han kan kontaktes på 20 72 64 84 eller tompolice@hotmail.com
Niels Tikjøb Olsen, tidligere lokalbestyrelsesmedlem, laver smagning af og foredrag om ti øltyper. Ølsange medbringes. Også andre muligheder - f.eks. temaer om belgisk øl, håndbrygning, øl og mad m.v- han kan kontaktes på 29 85 90 26 eller på granvej18@hotmail.com
Steen Knørr, mangeårigt medlem af lokalafdeling Aalborgs turudvalg, laver også ølsmagninger - han kan kontaktes på 40 98 35 89 eller steen.knoerr@hotmail.com
Peter Fly/Gistrup Bryghus, en garvet og i den grad eksperimenterende håndbrygger, der vil krydre ølsmagningen med erfaringer fra sit eget lille bryggeri hjemme i vaskekælderen. Efter smagningen ved du, hvordan et aflagt gasopvarmet feltkomfur fra »Civilforsvaret« - modificeret med forskellige dele fra både skrothandleren, byggemarkedet og den lokale bager - ender med at blive til et fantastisk bryganlæg.Han kan kontaktes på 23 25 10 80 / 98 12 34 56 eller peter@GistrupBryghus.dk - se mere på gistrupbryghus.dk
Bo L. Jensen, EBCU-medlem og tidligere Landsformand for Danske Ølentusiaster, laver også ølsmagninger - han kan kontaktes på 28 19 17 13.
Kent Jørgensen, tidligere lokalformand for Danske Ølentusiaster i Hjørring, laver også ølsmagninger og kombinerer dem gerne med romsmagninger - han kan kontaktes på 26 37 98 00 eller wiking@has.dk - se mere på ølnørden.dk
Torsten Hansen, tidligere nyhedsredaktør på ale.dk, laver også ølsmagninger - han kan kontaktes via torsten@jo-hansen.dk se mere her
Johnny Nielsen, mangeårigt medlem af Danske Ølentusiaster, laver også ølsmagninger - han kan kontaktes på 29 91 72 06 eller via johnnyfartil4@hotmail.com
Du kan også kontakte:
- Håndbryggeren Allan Carle på 98 12 48 35
- Vinspecialisten på 98 12 52 90 eller aalborg@vinspecialisten.dk
- eller kigge den landsdækkende liste over folk der laver ølsmagninger på ale.dk
- En anden mulighed er at gå direkte til bryghusene i vort lokalområde. Både Nibe Bryghus og Søgaards Bryghus laver ølsmagninger.
- En helt tredie mulighed kan være at kontakte udskænkningsstederne i vort lokalområde.
- En fjerde oplagt metode til at opnå øloplevelser er at gå på beerwalk.
God fornøjelse med hvad end for en løsning I finder på...