Ølbersærkernes saga

Hør mig nu alle hellige slægter, valfader vil, at jeg skal melde om mænd i oldtid, det ældste jeg ved. 
Nu spinder norner deres sære spind, tvindende skæbnens tråde til visheds vadmel. 
Jeg ser i urtidens tåger en sær forsamling fylkes til fælles rejsning i Fredericia Bryghus. Her sad høvdingen Karsten Skaldepande til højbords. Højt hævede han hornet til hilsen. Ved I end mer eller hvad? 

Det fortælles, at ved tidernes begyndelse, i det herrens år 2008, kom en årle morgen en hirdmand ridende til Fredericia på en vældig stridshingst og med ledingslyd i luren. Vågner, vågner, danske helte!
springer op og spænder bælte! Lød råbet. Bersærkerne, som henlå i lummervarm høhvile, vågnede brat ved disse fyndord. Hvem kalder os til kamp? Stander landet i våde? er slægtens gærde brudt? kvad de søvndrukne stridsmænd. 

I skal vide, kvad den jernklædte rytter, at jeg er Claus, ølkællingerne fra Koldings høvding, og jeg er kommet for at kalde jer til leding. I kaldes til tings at kæmpe for det gode øl. Alt for længe har vi måtte finde os i vin og tyndt øl som næppe kan slukke tørsten og ej kan varme vommen eller stemme kæmpen til kamp. Vi oversvømmes af sydlandsk vinsprøjt, som tærer stridsmandens styrke og svækker sværdets slag. Nu må Fredericias bersærker vækkes til kamp for denne værdige sag. Han blev senere, siges det, grebet af en gnavende tvivl om visdommen i disse ord. 

Så stærkt et indtryk gjorde disse ord på de brave bersærker fra Fredericia, at de straks sprang op og spændte bælte. Gør øllet stærkt igen! En marche! Yes we can! Vi finder en god løsning i morgen! lød fyndordene, og alle begav sig til tingstedet ved Fredericia Bryghus. 

Aldrig havde man tilforn set slig samling stridsfolk som nu flokkedes om flasker og øltønder i Fredericia Bryghus. Lurskrat kaldte til kamp. Langbords sad de nu om fælles fad, værdige frænder af øl. Med drøje sabelhug blev proppen slået af flasken, så glasskår regnede ned over langbordet og enkelte måtte under kvindelig pleje.  Øllet flød i stride strømme, både mørkt og lyst, og selvom det smagte fælt, blev det det dog nedsvælget i drabelige mængder. Da hirden skulle vælges, kunne bersærkerne hverken kunne høre eller se og derfor blev Karsten Skaldepande høvdingekåret. 

Nu begyndte en god tid med godt øl og fede sild. Bersærkerne lod lemmerne lune ved langsværds slag mod øllet fjender, og deres store styrke og stærke øl blev højt berømmet, især af dem selv. De holdt af grove løjer, skæmt og spas som mest gik udover ølkællingerne fra Kolding, og snart var hirden så mandstærk, at de også i tal oversteg ølkællingerne, hvad de længe havde gjort i dåd.

Nu måtte ølkællingerne sande det gamle ord: fjendske fjender er som fæ at fange, men fjendske frænder gør en selv til fæ! 

Julegildet var en fast tradition. Det forgik hen mod midvinter hvor de kristne fejrer Hvidekrists fødselsdag. Så var det slut hø-hvilens hørmske hygge. Nu skulle julegildet forberedes. Skulder ved skulder sled bersærkerne i bryggers og fadebur, thi to ting kunne vække de slumrende kæmper til dåd: det ene var dysten mod ølkællingerne i Kolding og det andet var udsigten til et veldækket langbord. Det stod frasagn om bersærkernes julebord: braset bov og bagskank, fedtflæsk i flomme, sylte med sødtsurt, saltmad og svinekam, bulnende blodpølser sejlende i spæk og stegefedt. Vældige ølkar med landets bedste julebryg. 

I det herrens år 2010 var der særlig grund til guf og gammen, thi ølbersærkerne havde sejret i årets hingstekåring og var blevet udnævnt til årets lokalafdeling. Højt lød råbet over landet: hil ølbersærkerne – hil Fredericia….Det var dem selv som råbte! 

Den årlige øl-kåring, som fandt sted ved kyndelmisse, var også en fast tradition. Mange mødte frem med rimfrost i skægget og rystende af kulde, men straks de fik et bæger øl blev de helt rolige for ikke at spilde de kostbare dråber, for som det gamle digt siger: 

Stærkt øl til frosne mænd
Og stærkt øl til trætte
Thi stærkt øl er kroppens ven
Og sindet kan det lette 

Ølkåringen var som regel vanskelig, for der var meget godt øl, og mange havde svært ved at bestemme sig. Senere fandt man at på at opdele dysten i svagt og stærkt øl, selvom mange havde svært ved at forstå hvad den første gruppe skulle gøre godt for. Så er der også lidt til ølkællingerne, mente nogle. Det herrens år 2011 var mindeværdigt, thi her blev nikotinen og øllets lægende kraft forenet i brygget Rough Snuff. Dette bryg blev kåret til årets øl, og det var i sandhed så godt at kongens foged snart efter forbød det. Bersærkerne undredes over dette forbud, og blev enige om at det måtte skyldtes, at øllet var så godt, at kongen ville have det hele for sig selv. 

Det lille ølstævne hos troldkarlen Hex er en anden årlig tradition. Ved dette stævne mødes bersærkerne i kappestrid om at brygge det bedste sejd. Det er en udbredt tro at godt sejd er det bedste middel mod en faldende manddom, og da mange af bersærkerne var lidt oppe i årene, kom de gerne til dette møde. På dette område hersker der forskellige opfattelser. Den kendte engelske skjald Shakespeare har udtrykt øllets virkning således: "It provokes the desire, but it takes away the performance”. Det hejser og det dejser. Foruden det gode øl og dets virkninger eller bivirkninger, er der den anden gode ting ved denne sammenkomst, at der tilberedes en mængde god stegemad og pølser, hvis smag er vidt berømt om sund og bælt. Barderne Harpin Wulf møder også op og spiller op til dans, og de bliver som regel ikke bundet og hængt op i træerne. 

Hver sensommer på øllets dag afholdes det store ølmarked, hvor alle ølbersærker ifølge gammel sædvane mødtes for at smage det gode bryg. Det foregår på Humletorvet, og mange øl-kræmmere fra hele landet faldbyder deres bedste bryg. Folk strømmer til fra nær og fjern, og mange søger om optagelse i hirden. Hirdens høvding, pædagogbersærken Anders Pegepind har engang udtalte, at årets ølmarked i sandhed er en mindeværdig begivenhed, hvis man ellers er i stand til at huske det. 

Ølbersærkerne havde længe savnet et mærke at fylkes under. Ravnebanneret kunne vel være godt nok for folkebersærker, men Fredericia bersærkerne udgjorde lig Jomsvikingerne en udsøgt skare. Nu sad i hirden på det tidspunkt en bersærk som var kendt under navnet Mikkel Grimsløg, og hans søn Purløg var kyndig udi kunsten at riste smukke gribedyr og dragehoveder. Ham tilfaldt det at riste et bomærke, som var bersærkerne værdige. Her stod det nu: en stolt landsoldat med ølglas i hånden. Folkebersærkerne fandt, at det nye bomærke i betænkelig grad mindede om det fælles bomærke, men blev mundlamme da hirden lovsigemand med fynd fremførte ordene: Fæhovederne må fatte, at folkelogo ikke er retteligt registreret og rettighedsbeskyttet. Slig retstvist vil let vindes mod så tumpede tåber. Heller skulle de overveje at finde en god physicus som kunne sætte deres hoveder i lave end udfordre ædle herrer til slig dyst, som de burde vide var tabt på forhånd. 

Blandt bersærkerne fandtes et skummelt broderskab som levede skjult i skyggerne, og som lig illuminati var en hemmelig orden skjult i en orden. Dette broderskab gik under navnet ”skyggekabinettet”, og folk blegnede ved lyden af dette navn. Thi her udøvedes mørkets kunster, og kun de hurtigste fik plads ved de hemmelige møder, hvor det stærkeste og bedste øl blev drukket, og hvor virkningen ikke kunne forudses. Mange holdt sig fra disse møder af frygt for at blive forvandlet til noget unaturligt. Et af møderne fandt sted på kirkeloftet af skt. Knuds kirke i lyset af kandelabre, og øllet blev serveret af en formummet skikkelse, som viste sig at være Feldthytten i munkekutte, et i sandhed unaturligt syn. Han måtte senere søge asyl i Fredericia, og blev som huguenotter, jøder, katolikker og skyldnere modtaget med åbne arme. 

Det hændte det, at mørke skyer trak op i horisonten, og mærkelige syner viste sig på himlen. Henrik fra Dammen hørte på en gang et så stort brag, så at både himmel og jord tyktes ham at skælve. Derpå så han i vester, og ham tyktes han så en luende ring, og i ringen en mand på en grå hest. Han foer igennem Luften og red skarpt til; han red ham så nær, at han kunde se ham grant; han var sort som beg og kvad denne vise med høj røst:

Jeg rider en hest —
Rim i dens manke,
våd dens dusk —
Ve, hvor den træder!
I enderne Ild,
Edder i midten. 

Derpå gik han hjem, og lå længe i afmagt. Han fortalte om synet til skjoldmøen Kirsten hin fagre, som mente, at det, han havde set, varslede store tidender. Andre mente, at der kunne være en sammenhæng med, at han havde været på vej hjem fra årets pubcrawl. 

Det herrens år anno 2018 begyndte med en sjapvåd og skimmelfugtig vinter. Sære ting gik i svang. Da solen fik fat, ville den ikke slippe sit favntag og brændte ubønhørligt i ugevis. Markerne lå brune og kornet visnede. En ulv blev skudt ved Ulfborg og skovbrande hærgede. Bersærkerne mente, at dette var varsler om store begivenheder, og de, som forstod at tyde nornernes spind, indså, at disse begivenheder indvarslede Fredericia ølentusiasters 10-års jubilæum. En ny æra var begyndt!