Årsmøde 2009

Det var en tydelig stolt formand for Danske Ølentusiaster i Fredericia, der på årsmødet (eller generalforsamlingen om man vil) kunne gøre status på foreningens første år. Da vi blev stiftet 25. september 2008 var vi 92 medlemmer. Præcis ét år efter tæller vores forening 174 medlemmer og er dermed landets hurtigst voksende lokalafdeling af Danske Ølentusiaster.

Rigtig mange medlemmer var mødt op på Café den 7. – vi var for første gang over 50 deltagere nærmere bestemt 52 – så der var godt besat i baglokalet.

Per og Bjarke fra Frederiksodde Haandbryggerlaug havde proklameret, at de ville holde verdenspremiere på en ny øl – en bemærkning formanden måtte have overhørt, for han fortsatte, efter valg af dirigent (Michael Rahbek) og referent (Henrik Damm) ufortrødent sin beretning medens forsamlingen tørstede, i de mere og mere lune lokaler.

Assisteret af et powerpoint show med billeder fra samtlige af årets begivenheder, startede Karsten sin årsberetning naturligt med det stiftende møde på Fredericia Bryghus, som vi netop lige nåede at opleve før det drejede nøglen.

Første egentlige møde var en særdeles velbesøgt juleølsmagning på Det Bruunske Pakhus, som Karsten Ejby selv forestod. Det var Indslevs Jule Hvede, der vandt den efterfølgende afstemning om årets juleøl 2008 i Fredericia.

Det efterfølgende møde i Januar måned var med Frederiksodde Haandbryggerlaug, ligeledes i Det Bruunske Pakhus. De to ildsjæle Per og Bjarke fortalte om livet som små bryggere og specielt Krudttårnet på 11,7%, vækker meget glade minder fra denne aften.

I Februar afholdt vi finalesmagning i Den Lille Vinkælder, på de 10 kandidater der kæmpede om den endelige titel som Årets Ølnyhed 2009. De 10 øl var de der på landsplan havde fået flest stemmer blandt de i alt 643 nye øl. Der var også nogle kradsbørstige kandidater imellem. I Fredericia vandt Mikkellers Santa’s Little Helper.

Indslev Bryghus lagde lokaler til Marts måneds arrangement, der var vores første egentlige bryggeribesøg. Ejeren Anders Busse Rasmussen viste selv rundt og fortalte om bryggeriets historie og drift. Den efterfølgende smagning af de mange hvede øl fra stedet var endog særdeles hyggelig.

I det spæde forår i April gik turen til Vejle på Café La Tasca, hvor ejeren Søren Andersen (tidligere Fredericia) og brygger Leif Andersen viste rundt og hvor vi også smagte godt øl – og dertil nød stedets tapas retter.

Tjekkisk øl var menuen da vores kassemester Tex holdt en fremragende smagning på Det Bruunske Pakhus. Smagningen var ment som forsmag på en kommende tur til Tjekkiet, der dog måtte udsættes til 2010.

Under den mystiske titel ”Øl set ud fra et retsmedicinsk synspunkt”, afholdte vort bestyrelsesmedlem og til dagligt, retsmediciner, Peter Mygind Leth på Vinboden i Erritsø, foredrag omkring opklaring af meget forskellige mordgåder ved hjælp af retsmedicin.
Redaktøren af vort medlemsblad ØLentusiasteN, Ole Madsen, gæstede os ved denne lejlighed, hvilket også afstedkom en artikel i det seneste nummer.
I September afholdt vi vort hidtil største arrangement, nemlig Øllets Dag med deltagelse af 8 bryggerier og der kunne smages ikke mindre end 62 forskellige øl. Trods et skiftende vejrlig blev det en kæmpesucces med en del nye medlemmer og frem for alt en masse god øl.
Vi gentager naturligvis arrangementet 4. september 2010.

Af kommende arrangementer kunne Karsten bl.a. fortælle om:

31. oktober: Indslev Bryghus inviterer til åbent hus og præsentation af året Jule Hvede. Gratis adgang. Tilmelding er ikke nødvendig.

7. november: Håndbryg Open der finder sted i Vinboden i Erritsø. Her vil vores egen bestyrelse stille med en kandidat med den mystiske titel Pasta Bock. Man vil her konkurrere med 7-10 andre bryg. 

20. november: Julefrokost, til en pris á 250 kr. incl. drikkevarer. Maden vil blive leveret fra Pjedsted Forsamlingshus. Nærmere følger.

8. december: Foredrag med den legendariske Carsten Berthelsen, der er ud over at være meget vidende på øl fronten også er ekstremt underholdende – og så har han skrevet et utal af bøger om øl.

Februar måned bliver der Trappist smagning.

29. april går turen til Prag.

Beretningen blev mødt med applaus, hvorefter dirigenten suspenderede årsmødet for at give ordet til Per Hansen, Frederiksodde Haandbryggerlaug.
Per fortalte, at man på deres stand til Ølles Dag havde inviteret 2 andre håndbryggere med og alle besøgende kunne i en blindsmagning stemme på årets håndbryggede øl. Vinderen blev Steen Jensen, håndbryggeriet Lillebælt Bryghus med Lillebælt Pale Ale. Ud over æren, lovede Per og Bjarke at brygge vinderøllen på et større anlæg. Vi kunne således smage ikke mindre end en verdenspremiere – og der blev taget vel imod den. Lillebælt Pale Ale er på 6,3%.

Formand Karsten Ejby blev genvalgt. Næstformanden John Ottosson havde valgt at trække sig. Som ny kandidat opstillede Michael Rahbek og blev valgt. Den øvrige bestyrelse kom til at bestå af: John Ottosson, Rudy Mortensen, Lars Texel Schmidt, Peter Mygind Leth og Henrik Damm.

Billunds Boghandel havde i forbindelse med Øllets Dag sponseret nogle ølbøger, hvoraf der stadig var 5 stk. i overskud. Disse blev der trukket lod om blandt mødedeltagerne.

Under eventuelt tog regionsnæstformand og formand for DØE i Kolding, Claus Mortensen, ordet og roste vores medlemsfremgang og aktivitetsniveau i Fredericia.

Endvidere kunne Karsten berette, at der pønses på at lave vores egen Påskebryg i DØE Fredericia på Indslev Bryggeri. Der skal være 30 personer der indskyder hver 1000 kr. Deraf får man hver især 40 liter Påskebryg d.v.s. 80 flasker. Der kommer nærmere informationer ud herom.

Hermed sluttede den officielle del af årsmødet. Derefter tog Gundestrup Mejeri & Bryghus over, repræsenteret ved ejeren Jørgen Hoff og brygmester Ditlev Jørgensen. Temaet var Øl og Ost – og det var lige netop det de to herrer beskæftiger sig med til daglig.

Jørgen Hoff fortalte først lidt omkring starten på øl- og osteeventyret i den lille sydfynske by Gundestrup, hvorefter brygmester Ditlev tog over. Vi var igennem 8 forskellige øl.
- Gundestrup Pilsner på 6%.
- Classic, der er en Oktober Festbier på 6%
- En overgæret Ale på 6%
- En undergæret Dobbelt Bock, atypisk indeholdende Cascade humle.
- Valle Ale der er brygget på oste valle og hele tre gærtyper.
- IPA der iflg. brygmesteren var inspireret af amerikansk Barley Wine
- Jule Alen, der ikke officielt er frigivet. Den indeholdt en mængde krydderier, stjerneanis, koriander, nelliker og økologiske appelsiner. 7,1%
- Stout (Imperial) på 9,1%

Ditlev var endog meget vidende og inspirerende omkring de enkelt øltyper og historierne bag.

Størst ros fik Pilsneren og Stout’en, hvorimod meningerne var noget mere delte omkring Jule Alen og Valle Bock. Men der var i hvert fald noget for enhver smag.

Jørgen kunne fortælle, at øl passer meget bedre til ost end f.eks. rødvin, da kulsyren fjerner fedtet fra osten. Men det er ikke ligegyldigt hvilke øl man sætter til hvilke oste, hvilket vi også fik at prøve.

Udover de mange spændende oste, medbragte man også nogle fynske pølser.

Af oste smagte vi bl.a. en fransk Altesse rødkilde, Svendbo, rygeost både af komælk og fåremælk, en blåskimmel, Maribo og en røget brie.

En herlig aften med mange gode øl oplevelser var til ende.